Sprogbevidsthedsudvidende morgengymnastik

Omdrejningspunktet er dansk. Vi er begge godt skåret for tungebåndet og der er sjældent stille, hvor vi er. Alligevel oplever jeg, at vi slet ikke er enige.

Det er ikke store og verdensforrykkende ting, vi er uenige om. Det er småting. Et ord hist og her. En formulering vi aldrig bliver enige om. Vi mener hver især, at vi har den fineste, bedste og mest mundrette fortolkning af et givent stykke film. Vi er så kloge.

Heldigvis er vi begge rummelige og forstår at give plads, så snakkene ender som regel med, at vi er blevet klogere og ikke mindst mere bevidste om det sprog vi anvender hver eneste dag i embeds medfør. Oftest enes vi forøvrigt om, at ordene sikkert kommer i den orden, der føles mest naturligt i det øjeblik, hvor optagelsen finder sted.

Vi krydser klinger og lufter ordglæden. Vi gør os vigtige. Vi pudser fjer og glorier. Så griner vi. Helt hysterisk griner vi. Vi hygger os.

Jeg arbejder intenst med det jeg elsker, nemlig evnen til at bøje sproget, så det gengiver så loyalt som muligt. I samtalen gemmer sig så utroligt meget information.

Sproget fortæller en del af sandheden om os. Det fortæller om vi er sprogligt velfunderede og det vil igen give lytteren en forestilling om vores skolegang, intellekt, læselyst og sociale status. På stemmen kan vi høre om personen er vred, indebrændt, glad, begejstret eller ligegyldig. Kroppen vil på samme måde sende informationer til os, som hjernen ubevidst lagrer og danner billeder ud fra.

Jeg prøver at gengive så loyalt, som overhovedet muligt. Det er en stor udfordring og jeg nyder opgaven, men jeg havde aldrig klaret den uden min gode kollegas supervision. Hun kommer igen i eftermiddag. Så tager vi en tørn mere. Jeg glæder mig.