Jeg keder mig

Jeg har taget hul på Maria Hellebergs Dronningeskolen. Jeg læser og læser og keder mig bravt. Jeg afventer. Nu gifter hun sig vist endelig. Sker der så noget? Bliver hun endelig levende, eller forbliver hun død og slatten?

Jeg havde glædet mig til endnu en historisk roman fra Maria Helleberg, men den er foreløbig tandløs. Jeg følger Caroline Amalie, som ender med at gifte sig med sin ti år ældre gudfar, prins Christian Frederik, der ender som Christian den Ottende.

Romanen er kronologisk opbygget og Caroline Amalie er endelig blevet de magiske atten år, hvor hun har lov til at gifte sig, men de første atten år af hendes liv har været en tur gennem et kedsommeligt indre liv, som slet ikke står mål med det liv, som omgiver hende. Hun lever under tag med sine forældre, hertug Frederik Christian og Louise Augusta af Danmark og deres ægteskab slår gnister bl.a. på baggrund af moderens skiftende elskere og en dybtliggende politisk euenighed, som ender med at koste deres ægteskab.
Der er et omfattende persongalleri og jeg får fint indblik i den politiske situation i Europa i årene for Caroline Amalies barn- og ungdom, men hun er ved Gud det kedeligste lille dydsmønster jeg længe er stødt på. Nu er hun endelig ved at gøre sig fri. Hun insisterer på et ægteskab med hendes gudfar, skørtejægeren Christian Frederik og jeg tænker, at der må ske noget. Endelig…