30

Tåbeligt klog

Nogle tåbelige mennesker ser det som deres fornemste opgave, at være kloge uanset tidspunkt eller kontekst. Det er anstrengende, at møde den type mennesker, når man forælder til et barn, som mit.

Jeg har gennem livet med Alexander mødt læger, sygeplejersker, sygehjælpere og andre professionelle, som har set det, som deres livsopgave, at sørge for, at jeg og Alexanders far hele tiden lever i bevidstheden om, at Alexander er skrøbelig og ikke bliver så frygtelig gammel.

Vi ved det godt og det er ikke nødvendigt, at minde os om det. Vi ved det. Vi lever med den vished hver evig eneste dag og har gjort det i mange år. Fordi vi gør det, er det så uendelig vigtigt, at mennesker omkring os udviser den fornødne respekt og er præcise, når de skal informere os omkring en ny udvikling for Alexanders vedkommende. Halvkvædede viser, eller hjemmestrikkede teorier, som ikke umiddelbart følges op af professionel rådgivning er nok det i verden, jeg hader allermest.

I dag har jeg tilbragt det meste af dagen ude hos Alexander. Vi har hygget os. Han har sovet det meste af tiden, men der er blevet tid til et eventyr og besøg af Ella og Anne Cathrine, hvilket Alexander syntes var hyggeligt, selvom han sov det meste af tiden. Han nåede dog at fortælle dem, at hans mors valg af historie havde kedet ham godt og grundigt. Så ved jeg det og kan læse noget andet i morgen og jeg blev så uendeligt glad for, at han fandt energien til at brokke sig. Det er gode tegn.

Jeg nåede hjem til aftensmaden og Oline. Bagefter enedes vi om, at vi igen ville køre derud, for Alexander og Kenneth kunne godt bruge lidt selskab.

Da jeg trådte ind af døren var ét blik på Kenneth nok. Han var ligbleg og jeg vidste med det samme, at der var sket et eller andet.

Femogfyrre minutter forinden havde Kenneth, for tredje gang i dag, forsøgt at give Alexander noget at spise. Det hele var kommet op igen med det samme, som de forgående to gange, og denne gang var en sygehjælper kommet forbi. Da Kenneth havde nævnt, at han syntes, at Alexanders maveindhold havde en temmelig underlig farve, havde hun kastet ét blik på det og sagt “Det dér ligner et blødende mavesår. Jeg får fat i lægen” og så var hun ellers gået og havde ikke vist sig siden.

Kenneth sad lammet i stolen med Alexanders hånd i sin og det var ikke let for ham, at fortælle mig, hvorfor han var så chokeret. Han vidste ikke mere end det sygehjælperen havde sagt til ham, inden hun var forsvundet ud af døren, for at kontakte den vagthavende læge. Nu ventede han bare. I chok.

Jeg satte mig hos ham og Alexander og da jeg havde sundet mig, fik vi kontaktet personalet, som ville rykke for lægen. Jeg gik ud med Oline, som ikke skulle overvære samtalen. Hun kunne tidsnok få en forklaring, så hun blev placeret ude i opholdsstuen med papir og farveblyanter. Lægen kom et kvarters tid senere og jeg gik med ham ned på stuen.

Alexander har formentlig et blødende mavesår. Alle tegnene er der. Alexanders krop er stresset og de er ikke uvante med den stressreaktion på infektioner af denne karakter. Infektionen har været langvarig og kroppen har arbejdet på højtryk i lang tid. Det er forholdsvis ukompliceret at behandle. Det forsvinder igen, når kroppen får ro. Lægen var ikke bekymret og umiddelbart så det ikke ud til, at det var ret meget, så der var ikke storstilet alarm, men blot øget opmærksomhed og så selvfølgelig den relativt ukomplicerede medicinske behandling. “Vi ser det jævnligt og det er bare kroppens måde at fortælle, at den er stresset og på overarbejde. I skal tage det roligt. Vi har styr på det” var hans svar til os og det var godt, midt i sorgen over at konstatere, at Alexander ikke alene slås med en infektion, men også er så belastet, at kroppen nu skriger på ro.

Den time vi tilbragte i helvedes forgård, kunne vi til gengæld godt have været sparet for. Med en smule omtanke og menneskekundskab havde det ikke været vanskeligt for den sygehjælper, at sige “Ja, du har da ret. Det kunne ligne noget mavesår, men det er noget vi ser jævnligt og er i stand til at behandle effektivt” eller hun kunne have sagt “Ja, lad os da lige, for en sikkerheds skyld, få lægen her forbi”, i stedet for at diagnosticere alene på hendes erfaring uden at følge op med yderligere oplysninger og i stedet bare efterlade en chokeret forælder. Det er uproffessionelt, så det basker og det er tåbeligt og uden omtanke. Det er, at være upassende klog, som jeg kalder det.

Jeg gik, da hun kom ind på stuen, for at tjekke Alexanders iltning, blodtryk m.m. Jeg håber, at Kenneth fik formidlet vores oplevelse. Jeg var ikke i stand til det, for jeg var alt for vred over at blive efterladt på den måde. Det er jeg stadig.

Du vil sikkert også kunne lide