Hul på en god dag…

Klar frost og højt solskin. Man skulle tro det var rigeligt med gaver denne dag, men sådan er det ikke. Forude venter flere gode oplevelser, så jeg skal ikke klage det mindste.

Haveturen denne morgen var hurtigt overstået, for der var alt for koldt til nærstudier af noget som helst. Vi var ude at vende, Oskar og jeg. Det var det.

Indenfor ventede kaffen. Den gjorde godt og bliver nu indtaget i min gamle og slidte men stadig usandsynligt varme Moncler striktrøje, som efterhånden ligner noget der er løgn. Den er til gengæld varm i samme sekund jeg tager den på og den slags egenskaber skal man ikke kimse ad, så jeg lader den endnu engang varme skroget, som blev gennemkoldt udenfor.

Om nogle timer skal jeg spise frokost med Ella. Jeg glæder mig. Det er så længe siden og der er så meget at dele. Sidst vi talte sammen, fortalte hun mig, at hun har en gave til os. Et maleri, som er tiltænkt os og malet med Alexander på sidelinien. I det sekund hun sagde det, måtte jeg supplere med et “jeg ved det godt”, for jeg vidste det. Jeg havde vidst det, siden jeg så billedet første gang på hendes side. Jeg vidste præcis hvilket billede det var. Det var meget underligt. Jeg glæder mig sådan til at se det.

Jeg er lige blevet aflyst på min formiddagsopgave. Det gav luft. Det skal jeg ikke klage over, for eftermiddagen og aftenen er optaget af endnu en opgave, så jeg er ikke hjemme igen før engang ved halv otte-tiden. Nu blev dagen pludselig til en af dem, som kun kan ende med at blive god og det er slet ingen ringe udsigt at have.