20

Huskekage

Og så lyder aftalen, at klokken 18, præcis, står hun udenfor og venter. Pænt og sirligt. Smilende og glad for at se mig. Det er prisen for at undgå regnen.

Aftaler er til for at skulle overholdes og det er noget vi bruger tid på at indarbejde i livet her på matriklen, men der er mere end én anarkist her, så det er ind imellem muligt at kede bagdelen ud af bukserne, når man er henteren. I dag er det så min tur…

Jeg keder mig

Jeg tager billeder. Jeg lytter radio og jeg spejder efter hende, som højtideligt lovede, at hun ville stå på fortorvet og se glad ud.

Jeg kigger på uret. Så tager jeg lidt flere tåbelige billeder, for tiden skal gå med noget og ind imellem vælter regnen af himlen, men der er ikke engang fornøjelsen med torden og lynild. Kun våd og tung regn.

Tidstabdoku

Efter et stykke tid kan jeg mærke irritationen stige op i halsen. Jeg sidder og taber tid og den slags er dyrebar. Jeg har jo slet ikke for meget af den og hvordan kan hun lige glemme det? Jeg har jo sagt det.

Og så pludselig vælter hun om hjørnet…

Endelig kommer hun

Og pludselig er det jo ligegyldigt, hvor længe jeg skal vente på hende. Beder hun mig om det, vil jeg vente til verdens ende.

Jeg havde glemt det et øjeblik, men et kig ud af forruden overbeviser mig. Min lille Oline bliver stor og der er ikke uendeligt med chancer, for at få lov til at vente på hende mere.

Næste gang venter jeg også gerne. Helt til verdens ende.

Du vil sikkert også kunne lide