Morgenstund

Måske er det fordi vi er i juni. Måske for meget søvn. Måske bare fordi, men jeg har været oppe siden 6.30 og det endda uden grund.

Morgensolen danser og himlen er blå. Ikke en sky er der i sigte her fra stolen i køkkenet, hvor jeg nu sidder og venter på kaffen, som er klar om et øjeblik.

Morgensolen tegnede skygger og legede med kontraster, mens jeg tidligere travede en tur ned til bedet, for at tage det i øjesyn endnu en gang. Alting har haft vældig godt af det vand, som faldt i går. De nye planter er sikkert heller ikke kede af det.

Storkenæb står med smukke blomster, som duver svagt i morgenbrisen. Temperaturen er ikke til de bare ben, jeg har taget med ned i bunden af haven, hvor stilheden hersker. I buskadset ser jeg pludselig en kat, som er vældig optaget af et eller andet. Måske nogle fugleunger, som ikke klarer den første tur på vingerne. Så er den klar til at tage over.

På gangstien er der stadig morgenfugtigt. Det kan sneglene lide…

Gad vide hvor ham her er på vej hen? Sikkert over i mine Sankthansurt, som sneglene tilsyneladende er vilde med. Bare de nøjes med dem, for de er mange. Sneglene.

Nogle af sneglene dyrker synkronkravl. Så ligger de der, på rette linjer, og krabber sig målrettet fremad, mens deres øjne på stilke tager verden i øjesyn. Jeg plejer at samle dem efter regn, når de er dumme nok til at kravle ud fra deres skjul.

Jeg samler dem i en spand. Når jeg ikke gider samle flere, går jeg ned i bunden af skoven og smider dem i et hjørne. Jeg er dum nok til at tro, at de bliver så begejstrede, at de aldrig kommer i mit bed mere.

Jeg ved godt, at det ikke er tilfældet, men de skal vel også have en chance. Jeg er nogle gange vil-dum. Jeg kan godt lide snegle.