Egentlig har jeg glemt at fortælle, at vi fik den smukkeste køretur ud på landet nede omkring Krakow. Vi nåede aldrig til Zakopane, som Farmer ellers varmt anbefalede, men den dag vi ville besøge Auschwitz, skulle jeg bestyre Åse. Det er jeg ikke nødvendigvis vældig god til, så vi kom på tur ind i baglandet.
Jeg så storke.
Og gamle koner. Med forklæde. Og ingen tænder…
Jeg så råddenskab og veje, som ingen burde kalde veje. Og hullerne i dem kunne give rygskader. Og nyrebælte havde været i orden…
Og jeg så storke.
Jeg så høtyve. Og hærdebrede mænd i undertrøjer, som kunne betjene dem. Og sikkert en Ferguson og deres koner.
Og jeg så storke.
Og de smukkeste hjemmelavede hegn. Sikkert kastanjehegn. Som var hjemmegjorte og ikke kostede det halve Kongerige. Og mere til.
Og jeg så storke.
Og det hele betog mig i en sådan grad, at jeg fældede en tåre og glemte at forevige. Det står til gengæld mejslet på min nethinde og i mit hjerte.
Engang vender jeg tilbage.
11 kommentarer
Liselotte
3. august 2007 at 09:42:-)
Rimkogeren
3. august 2007 at 09:29Farmand: “Peter, nu kommer storken snart med en lillebror!”
Senere betror lille Peter sin bamse: “Nej, hvor mor bliver sur på far. Først har han gjort hende gravid og nu en stork……!”
Liselotte
3. august 2007 at 09:16Madame, det var smukt og dejligt og storken, som Mette også skriver om, var symbolet på noget godt, trygt og barndommmen måske.
Om vi lige får det på samme måde med torsken, skal jeg ikke kunne sige, Mette, men tanken er morsom – og tusinde tak for dele historien med os :-)
Mette Basel
3. august 2007 at 08:32Hvad er der med de storke?
Her i Basel er de et dagligt syn, men jeg bliver stadig som en lille fem-aarig pige juleaften, naar jeg ser dem.
Det er fantastisk!
I min tidligere lejlighed hernede stod der i elevatoren: “Storkene paa taget maa ikke fodres. ”
I en dyrepark (gratis) taet paa min bopael og arbejdsplads holder storkene til, og det er obligatoris, at mine danske gaester bliver trukket med derhen for at beundre storkene.
De har det ligesom alle os andre – bliver henfaldne i blikke og begynder at fortaelle historier om gamle dage.
Forleden var graesset blevet slaaet paa en mark, som jeg hver dag passerer paa vej til arbejde. Her gik 12 storke og afsoegte jorden for alle de ny-afsloerede gastronomiske oplevelser.
Min lokale blomstermark (efter pluk-selv princippet) ligger ogsaa ofte jord til et storkeselskab.
Jeg ved ikke, hvad der sker med os, men storken er symbol paa noget godt, lovende og “noget der var engang”.
Gad vide om vi faar det paa sammen maade med torsk en gang. I sidste uge koebte jeg (dansk) torsk hernede og fiskehandleren solgte den som: “den fisk, der naesten er udryddet i Danmark”.
PS Har andre nogensinde hoert, at hvis en stork naermer sig en ugift kvinde betyder det aegteskab????
Madame
3. august 2007 at 08:00Du fortæller det så smukt, så det gør ikke noget, du glemte at fotografere.
Liselotte
3. august 2007 at 07:26Det gør jeg, Farmer!
Ja, jeg så storkepar der lå på rede og jeg lå alt det andet, jeg drømte om og altsammen takket være mit elendige forhold til Åse (GPS’en), som så heldigvis ledte os ud, hvor der er betagende smukt :-)
Farmer
3. august 2007 at 06:12Bag den type vinduer har jeg mødt den største hjertevarme og gæstfrihed der tænkes kan. -alt mens foderet til smågrisene stod og boblede på brændekomfuret.
Engang vender du tilbage!
Johanna
3. august 2007 at 02:38Man kan blive noget så betaget og forundret, mange steder i verden. Ikke alle beøver foreviges andre steder end inde i os.
Smukke ord.. også det mellem linierne.. og som TV2 skrev i ABC-sangen:
“….det var svært, men som de sagde
mellem linierne er vi alle lige store”
Smukt billede!
Fr. Møller
2. august 2007 at 23:17Du så storken. Vi andre er spændte på, hvad der så sker om ni måneder :-).
Irene
2. august 2007 at 23:07En dag tager jeg på storketur.
Min far rejste i Belarus og kom hjem og fortalte at han følte sig hensat til sin barndom på landet i Danmark med hestepløjning og det hele. Han havde også våde øjne.
Pollyanna
2. august 2007 at 22:40Jeg har engang set marker fulde af storke. Det var i de varme lande ikke så langt fra Faraos høje sten og Nilstrømmens enge. Og det er ganske vist!