Nogle gange ønsker jeg, at jeg boede med tæerne i Vesterhavet. Så ville jeg starte hver eneste dag med en gåtur langs stranden. Jeg ville se solen stå op og lade den være farveskifter på havet, som ville forvandles fra nattesort til morgengrønt. Jeg ville se havets skatte, som i nattens løb var skyllet op på stranden og jeg ville jævnligt finde rav, smukke skaller og frihed.
Tankerne ville have frit spil derude, hvor havets brus ville være det eneste, man kunne høre.
Jeg ville vende hjem med klar hjerne og et hjerte, som var fyldt med mod på dagen. Jeg ville have friske, røde kinder og klare øjne. Mine ben ville kunne bære mig til verdens ende, for de var trænet til alt og ingenting af de lange gåture og jeg ville selv være fyldt med naturens storhed, som kunne forvandles til menneskeligt storsind.
Rummelighed er et begreb, som er både moderne og fortærsket, men ikke desto mindre er det lige præcis hvad jeg prøver at efterleve. Jeg vil gerne være rummelig. Jeg vil gerne give plads, være til stede uden at dømme og være i stand til, at acceptere andre mennesker på godt og ondt. Jeg vil så gerne være god, uden at være tossegod. Jeg vil gerne, at andre mennesker siger om mig, at jeg giver plads til at være. At jeg formår at lytte og omfavne.
At behandle andre, som man gerne selv vil behandles er ikke den dummeste livsfilosofi at prøve at efterleve. Det kan være vanskeligt, men taler man til kongen i et menneske, viser man dem, at man tror på dem, stoler på deres evner og har tiltro til, at de forvalter deres livsgaver med omhu. Det prøver jeg at gøre. Jeg er af den overbevisning, at det bedste skal fremelskes, ikke fremtvinges, så jeg kan blive noget så træt i kadaveret af at opleve det modsatte, for jeg forstår det ikke. Det er kun et øjeblik man bliver højere, af at stille sig på skuldrene af andre.
Jeg er naiv nok til at forvente, at andre behandler mig, som jeg behandler dem. Med respekt og intentionen om, at prøve at forstå. Jeg bliver stadig lige skuffet, når det ikke sker, men ærlig talt, så ønsker jeg ikke at nå der til, hvor jeg forventer noget som helst andet end lige præcis det. Så hellere ærgerlig endnu en gang.
20 kommentarer
Annette
13. oktober 2007 at 14:38Hej Liselotte, jeg nyder med jævne mellemrum dine kloge ord og tænker tit “Du godeste ja, det er fuldstændig korrekt”. Som udenlandsdansker fra Nordjylland er en tur ved Vesterhavet hvor man funderer over tingene og får ryddet lidt op i sine tanker noget af det som jeg savner mest “hjemmefra”, tak for det.
Liselotte
11. oktober 2007 at 19:14Ja, mødet med andre mennesker påvirker resten af dagen og derfor er det frygteligt vigtigt også at respektere forskelligheder på alle planer. Jeg fortsætter med mine gode intentioner :-)
Johanne
11. oktober 2007 at 15:40Smukke tanker og et bragende godt og rigtigt indlæg. Set i bagklogskabens navn vil jeg sige som Capac:
Det hjælper ikke at blive bitter og alt for frustreret, fordi verden også er befolket af røvhuller. Rank ryggen og fortsæt.
For hvis man ikke gør det, så visner man selv indeni.
Tone H
11. oktober 2007 at 15:15Jeg var innom en butikk i dag og overhørte en ekspeditrise som tydeligvis ikke hadde en god dag. Noen kunder (et eldre ektepar) hadde et spørsmål, hun forklarte, men kundene forsto ikke hva hun mente og hadde derfor et nytt spørsmål. Ekspeditrisen svarte surt “Det var det jeg sa.”
Det er litt på siden av det du skriver om Liselotte, men det illustrerer noe av poenget. Nemlig hvordan vår hverdag preges av møter med andre mennesker. Jeg har opplevd mange korte møter med personer jeg ikke kjenner på telefonen, i butikken eller på et kontor. Noen ganger har vi pratet hyggelig og kanskje ledd litt, og jeg har følt meg oppløftet etterpå. I tillegg til disse små møtene, finnes de ???store møtene???. Møter som kan være avgjørende. Som for elever som endelig presterer noe bra, fordi de fikk en lærer som så dem og hadde tro på dem.
Innlegget ditt Liselotte, er en fin påminnelse om å se litt nærmere på vår egen oppførsel i forhold andre. Ja, det er noen mennesker som trenger å bli satt på plass, men jeg vet at JEG kan se med kritiske øyne på egen atferd: handlet jeg med respekt og anerkjennelse av den andre personens verd?
Hønsemor
11. oktober 2007 at 14:14Du har ret Liselotte… Jeg vil også blive ved med, at møde mine medmennesker med forventning om gensidig respekt og anderkendelse, men sommetider er jeg meget hævet i hovedet af øretæver.
Men heller en enkelt gang eller syv være skæv i hovedet end, at miste troen på det gode i menneskene, det vil jeg ikke lave om..;-)
Deborah
11. oktober 2007 at 14:04Man kan i den grad ærge sig. Har en veninde, som bare er stået af, til trods for, hun før har kaldt mig verdens bedste. Jeg aner ikke hvorfor hun pludselig er gået tavs, og jeg har skrevet pænt og spurgt hvad der kunne trykke “fruen” og om hun er ok. Ikke en lyd. Nu orker jeg ikke mere, men det nager mig da, at jeg ikke aner, hvad der er galt. Men så må det jo være sådan. Men man bliver sgu noget lang i ansigtet. Man må vel prøve at finde glæden ved de mennesker, der så gladeligt giver af sig selv, og som kommunikerer klart og tydeligt. Jeg er da aldrig bleg for, at jeg kan have gjort noget forkert, men hvis ingen vil sige mig hvad, har jeg da ikke en chance. Her er jeg dog FULDSTÆNDIG på bar bund!
Ida
11. oktober 2007 at 13:48..og jeg vil bare sige, at hvis jeg boede ved Vesterhavet, så ville jeg også gå derned og nyde solnedgangen og dagen der langsomt siger farvel..
Lotte
11. oktober 2007 at 13:18“Jeg ærgrer mig vist bare over, at der er så mange, som finder det nødvendigt, at træde på i stedet for at løfte med…”
Og jeg ærgrer mig med dig…..
Helle
11. oktober 2007 at 12:44Hej Liselotte, sikke et dejligt og glædebringende indlæg at starte dagen på!
Synes egentlig dagen i dag var lidt tung og grå, men efter at have læst her – blev jeg bare så glad og taknemmelig for at der findes mennesker som dig! Jeg har læst med her et par år, og jeg bliver altså i godt humør af at navigere rundt her.
I din blog er der altid varme, engagement, livsglæde (trods svære ting) og rummelighed .
Måtte det smitte…..
Rigtig god dag – med mod og rummelighed – selvom den ikke er startet på kanten af havet!
yt
11. oktober 2007 at 12:06Tænk hvis alle lærte at behandle andre som de gerne selv ville behandles. Så var meget nået, desvære er det ikke sådan. At opleve det på egen krop og sjæl gør så forbanede ondt. Jeg ville så gerne skrive noget klogt til dig, men at lade ord tale som du kan, den evne har jeg ikke. Eftertanke fik du sat igang, inu engang.
Liselotte
11. oktober 2007 at 12:05Jeg er meget enig med Lotte – man skal ikke lade alting passere. Man skal ikke – i godhedens navn – lukke øjnene for alt det skidt, som også findes. Det ville få katastrofale følger, hvis man ikke var i stand til at sætte grænser på egne eller andres vegne, så sådan hænger det slet ikke sammen.
De, som kender mig, ved også, at jeg kan udele lussinger, som synger længe efter. Jeg er ikke Ghandi Wanna-Be, faktisk langt fra, men som udgangspunkt VIL jeg møde mine medmennesker med en forventning om gensidig respekt og omtanke og jeg vil derfor også skuffes med mellemrum. Jeg ærgrer mig vist bare over, at der er så mange, som finder det nødvendigt, at træde på i stedet for at løfte med…
Jane
11. oktober 2007 at 11:20Liselotte, jeg tror du er mere favnende og dyb end de fleste…
Desværre befolkes vor klode også af de mennesker der ikke er helt så favnende og har det samme mentale overskud som du har… det er desværre også dem der skuffer…
Jeg har også nogle i min verden, der uanset hvor ofte man møder dem, giver en “et slag i ansigtet”… men næsten gang prøver jeg at møde dem med samme åbne sind og vidde… det er nogle gange svært, rigtig svært…. når man så igen bliver skuffet…
Der er også mennesker jeg har valgt fra i mit liv… fordi jeg ikke orkede at blive ved at blive skuffet….
Kan som Ella sige, tak for eftertanken… det har sat noget igang også her på matriklen….
Og… keep up the good work ;o)
Vita
11. oktober 2007 at 11:02Man har så nemt ved at blive skuffet, når man er fuld af godhed i hjertet. Men det vigtigste er, at man ikke falder i og mister håbet. Derfor er det den største sandhed Lotte kommer med. Man skal ikke give alt af sig selv. Og man skal ikke lade folk vade hvor de ikke bør vade. Men når man elsker mennesker – så er det jo bare ud og blafre med åbne arme. De fleste mennesker i verden, er dog stadig af det gode!
Liselotte – nu har jeg været med på en kigger her på din side i ca. 14 dage. Det er mageløst. Her er hyggeligt og rart – som i en dagligstue. Og dine billeder af din hverdags detajler bringer smil på læben. Jeg kommer sikkert til at smutte forbi igen :-)
Lotte
11. oktober 2007 at 10:52NJaaa….Come on jer med kommentarene…..Den tapper vist kun en vej. Det er glimrende at ville være Ghandi, men det er man nok også bedst med en bevidsthed om, at nogle mennesker bare er rigtig gode til at tage en i røven. Det er ikke alle mennesker man skal være rummelige overfor.
AT behandle andre som man gerne selv vil behandles er fint. Men det inkluderer også at man (fra tid til anden) stopper de idioter, der ikke har fanget den pointe. MED henblik på at man selv får den fred, man skal have/har brug for.
Ja hold fast i det gode, men vær ikke bange for at det gode OGSÅ kan være, at uddele et par solide øretæver, så det gode ikke drukner i dumhed. Hvis man altid taler til kongen, må man ikke være blind for at kongen hurtigt kan tro, at han er kejseren osv…..Balance inkluderer også øretæver :-D
Jeg er betænkelig ved udtalelsen så hellere ærgerlig endnu engang. Og favnende mennesker HAR det med at lade sig træde på fordi de er gode, og det ER faktisk noget skidt :-)
Lene
11. oktober 2007 at 10:21Jeg kan ikke sige det bedre end det allerede er sagt, Liselotte. Hold fast i den du er, dumpapperne kan ikke se et godt og favnende menneske, når de møder en.
Ella
11. oktober 2007 at 10:10Du er et af de klogeste og mest favnende mennesker jeg kender, Liselotte og det elsker jeg dig for. Tak for eftertanken.
capac
11. oktober 2007 at 10:04Fortsæt på den måde, Liselotte. Det er det eneste, der flytter noget i længde. Det hjælper ikke at blive bitter og alt for frustreret, fordi verden også er befolket af røvhuller. Rank ryggen og fortsæt.
Anne Dyrholm Stange
11. oktober 2007 at 09:45Kloge og smukke ord fra en klog og smuk kone, der ikke burde bruge energi på at bryde hjernen med, om hendes færden i verden efterlader tvivl om intentioner og velvilje.
Læn dig bare tilbage, drag et lettet suk, for os, der kender dig og er så heldige at dele stjernestunder sammen med dig, ja vi nyder alle dine facetter og trives i de rum du skaber omkring dig.
Du behøver ikke et Vesterhav til at fylde mod på hjertet…
Charlotte Illum Larsen
11. oktober 2007 at 09:38Når man er åben og tager imod andre mennesker bliver man af og til skuffet – også så det gør ondt helt ind i sjælen.. men jeg tror at jeg hellere vil det end lukke mig til. Du er et smukt og givende menneske Liselotte – det mærkes i dine skriverier og dine tanker – jeg kan ikke forestille mig ikke at skulle ind forbi dig for lige at se hvordan det går nordpå.
Jeg har nydt havets blå/grå farve her i morges – mærket den friske luft i kinderne – og det er dejligt.
Helle
11. oktober 2007 at 09:21Dine ord er smukke, du lyder som et smukt menneske Liselotte. Et varmt, favnende og givende menneske, som gerne deler. Jeg vil forsøge at tage stemningen i dit indlæg og tænke og gerne blive klogere og bedre til at være et positivt menneske. At læse dine indlæg har givet mig noget at tænke over mere end en gang, tak for det. Jeg håber, at du får en god og dejlig dag med dine kære.