Det allerbedste ved Amsterdam er, at der er plads til at være original. Masser af plads.
På vej tværs over Dam mødte vi Ben og hans herre. De var et festligt syn og lige inden billedet her er skudt, blev Ben svøbt i det røde, uldne halstørklæde, for han frøs noget så skrækkeligt. Det var lige så han rystede, så jeg er sikker på, at det røde halstørklæde nok hjælper gevaldigt.
Jeg fik aldrig andet end navnet på Ben, hunden, men vi fik en fin snak om vejret i Amsterdam og da jeg fik øje på samlingen af postelastikker på cykelstyret, blev jeg nødt til at spørge, om det var nogen, de samlede på.
Det fik jeg aldrig rigtigt noget svar på, men til gengæld fik jeg forklaringen på, at Ben for det meste sad lukket inde under det hjemmegjorte bur, som er monteret forrest på cykelkurven.
Ben ender som skaldet, hvis han ikke er lukket inde. Han er jo så smuk og charmerende, at ALLE vil klappe ham, så derfor sidder han, som en anden konge, lukket inde med frit udsyn til alle sine undersåtter, som nok kan se, men ikke røre.
Sådan kan man altså også elskes for meget…
5 kommentarer
Liselotte
23. februar 2008 at 09:21Ja, Ben var skøn, men jeg spekulerer stadig på elastikkerne, som vi tilsyneladende ikke skulle tale om… ;-)
Bodil L.
23. februar 2008 at 09:04Dejligt der er plads til originalitet, det mangler der efterhånden i Danmark. Ben er bare dejlig, godt han har sit tørklæde og sit bur ;-))) og så de elastikker, mon ikke Bens herre er avisbud? Skønne billeder du tager, Liselotte.
Lene
23. februar 2008 at 07:33velkommen hjem, den tur har vist levet op til forventningerne
susanne vestergaard
23. februar 2008 at 07:03Tak for dine søde, sjove og smukke rejsebeskrivelser fra jere tur til Amstardam – har selv været der og kan bare snuse ind og snøfte tørt at dét kunne jeg godt tænke mig igen – engang!
Og så ham hunde-Ben dér i sit bur… vi har et yngre barn med lækre hør-farvede proptrækkerkrøller som vi da vist snart må overveje lignende foranstaltninger til – for der er dagligt utallige kvinde(!)hænder der liiiige skal lade hånden glide gennem hans smukke krøller og dét huer ham ikke ….. overhovedet! Men så alligevel; lige frem et bur?? Nå, vi klippede alle krøllerne af for 3 måneder siden – men de gror jo ud hurtigere end vi kan nå at følge med… så nu er den gal igen!!
kh Susanne V
Louisek
23. februar 2008 at 05:48Åh Liselotte, det lyder virkelig som om, I har haft en hel fantastisk tur. I har da rigtigt oplevet noget.
Velkommen hjem til det danske rusk og regn