Øjnene med på tur…

Engang har jeg hørt historier om fuger. Masser af fuger. Hamborgfugen, Kehlerfugen og alle de andre. Jeg hørte om krydsforbandt, munkeforbandt, forvanding og kardæsk og jeg så til, når de smukkeste murværker voksede frem for øjnene af mig.

Jeg holder meget af håndværk. Inde ved Nikolaj Plads ligger et hus, som i virkeligheden kunne drukne i alle de smukke, gamle bygninger, som ligger og stråler, men det har en pudsning, som gør det interessant. For mig, altså.

Jeg synes, at det minder mig om New England. Om træhuse og sommerdage, sol og Jonathan Havmåge. Det er jo ikke træ.

Det er mørtel, som er smurt på med imponerende præcision og med lange, vandrette fuger, som stikker ud, som en Kehlerfuge gør, men jeg tror ikke, at det er sådan en. Det er en teknik, som jeg ikke kender navnet på, for tilsyneladende er det en finpudsning og en som denne, har jeg ikke set før.

Jeg synes huset er smukt. Jeg synes, at det sagtens kan matche alle de andre, smukt renoverede huse, som ligger inden i gaderne omkring Nikolaj Plads.

I Dybensgade er husene også smukt renoveret. Pastelfarver er dominerende og klæder de gamle huse smukt. Man kan sagtens se, at de ligger i et område, hvor der er en vis grad af luftforurening, for væggene er hurtigt blevet skjoldede og mørke, men sådan er murværk hele tiden udsat for vejr og vind og specielt i storbyerne er det tydeligt, at det skal være af en god kvalitet, for at holde mere end et par år.

Lidt længere henne ligger Laksegade…

Kender du udtrykket “Så er Fanden løs i Laksegade”?

I september i det herrens år 1826 blev der, fra et ukendt sted i gaden, råbt frygtelige skældsord efter gadens beboere og ikke alene blev der råbt, men der blev også kastet med kartofler, tørv og pindebrænde mod Laksegades beboere og deres huse. Ruder blev smadret og der var et farligt postyr i gaden, men politiet kunne ikke finde hverken gerningsmændene eller de steder, skyts og ukvemsord blev affyret fra.

Til sidst konkluderede man, at det måtte det være Fanden selv.

Jeg synes det er sjovt at stå på hjørnet af en gade, som har lagt navn til et udtryk, som stadig bruges, så mange år efter og det siges forøvrigt, at det stadig spøger i gaden, men jeg så ingenting ud over et par duer og en gammel hund, som travede forbi i adstadigt tempo.