Udeliv i trods

Himlen er blå mellem skyerne og solen skinner trofast, så snart den får en chance. Jeg tager kampen op med blæsten, som nok kan drive indenfor, men med en sweater går det.

Jeg snupper lidt ukrudt mellem planterne, men kommer så i tanke om, at der ikke er faldet meget vand og derfor skal vandes igennem i potterne. Det er bare i gang…

De store zinkfade er fortræffelige, når man er en smule doven, som mig. Så er det bare en kande vand i bunden og blomster i bad. Sådan! Jeg kan lave noget andet imens.

Stedmoderplanterne trænger til en studsning. Jeg er hård i filten, når det kommer til blomsterdødsdomme. Lige så snart de har snerten af træthed, klipper jeg dem af. Jo mere man klipper, jo flere får man, er min filosofi og den lader til at virke, for der blomstres, så det er en lyst derude.

Planterne er nu ved at se lidt trætte ud, men jeg giver ikke op. De producerer fortsat smukke blomster, så de får endnu en chance og så klipper jeg de værste blade væk. De skal nok holde en tid endnu.

Jeg henter puder og tæpper frem og forsøger mig med hjørnet, men jeg synes det er for koldt at sidde stille, så jeg fortsætter med at rumstere, mens jeg nyder, når solen skinner ned gennem skyerne. Når den gør det, er der dejligt varmt derude. Når den ikke gør, er der bidende koldt. Godt man kan sjippe sig til varmen ;-)

Efter en tid er jeg nået omkring alle blomsterne. Jeg har endda tjekket Blåregnen, som vokser støt og roligt. Den er allerede blevet meget større, så jeg tror, at det lykkes denne gang. Jeg er sikker på, at det ender helt utroligt smukt, når den engang smyger sig langs det overdækkede hjørne og lader sine blå klaser beundre. Jeg kan slet ikke vente, men det bliver jeg vist nødt til. Den er – når sandheden skal frem – kun en halv meter høj endnu.

Til sidst er der samlet en god spandfuld affald. Tænk at affald kan være så smukt…