På pladsen…

Gårdspladsen trænger til en kærlig hånd. Ukrudt sniger sig op mellem sten og i kanterne og pludselig var jeg blevet invaderet af tidsler i det ene hjørne. Nu skulle det have en ende, inden de blev mandshøje, så jeg tog kraftige arbejdshandsker på og begav mig udenfor.

De var noget så ondskabsfulde, de tidsler. Omtrent en meter høje og så kunne de ikke tage alvorligt, at jeg havde iført mig en tyk arbejdshandske. De stak alligevel, men de måtte til sidst opgive og jeg vandt, men ikke uden kamp.

Bagefter opdagede jeg, at lavendlerne ligger an til blomstring om et øjeblik. Jeg så også, at den lavendelhæk, som omkranser hele gårdpladsen, er blevet tynd på sine steder. Snart må der endnu en runde til, hvor jeg smider småplanter i passende huller. Det er sådan det foregår. Jeg holder øje og fylder op.

Omkring hele forsiden af gården er der lagt pigsten i omtrent en 40 centimeters penge ud fra væggen. Herefter kommer stien, som er røde mursten. Da vi flyttede ind, var der ingenting andet en pigsten og det så lidt trist ud. Eftersom vi er temmelig glade for Provence og elsker duften af egnen, var det oplagt at forsøge med lavendlen. Den trives derude. Når den bliver gammel, supplerer jeg med nye småplanter, som dyrkes med lidenskab forskellige steder i haven. Hver gang jeg finder en aflægger, kommer den til pleje inde i haven. Jeg ved, at den kommer på arbejde sidenhen, når den skal afløse de pensionerede.

Da vi skulle plante lavendlerne, enedes vi om, at vi bare ville prøve at tage en sten op hist og pist, smide en lavendel i hullet og siden se, om det lykkedes. Det gjorde det. Nu vokser lavendelhækken inde langs væggen, smukt omkranset af de mange sten.

På gårdspladsen står også Kenneths stolthed…

Kastanjen – som afløste den elm, som var over hundrede år gammel, men blev så syg, så den måtte fældes – er startet som et enkelt blad vokset ud af en kastanje, fundet nede bagest i haven.

Kenneth fandt den, bar den forsigtigt op på gårdspladsen, hakkede egenhændigt et hul i den gamle elmerod, fyldte efter med muld og satte den lille kastanje, mens han ønskede den god vækst.

Siden vandede han trofast, passede og plejede og så den vokse. Det er syv år siden og i dag står kastanjen fire meter høj og er ved at blive en smuk erstatning for den gamle elm.

Kastanjen er omkranset af en buksbomhæk, som også Kenneth bærer æren for. Jeg er idékvinden bag, men Kenneth har også her vist, at han havde evner, som lå langt ud over vores forventninger, når det kommer til havebrug. Han har selv fremavlet hver eneste lille plante, båret den op og sat den i jorden, vandet og passet og plejet, så vi nu har en smuk, kompakt hæk hele vejen rundt om kastanjen.

For lidt siden bemærkede jeg, at det ser ud til, at buksbommen breder sig ind mod stammen af træet. Kenneth kunne ikke se problemet, indtil jeg mindede ham om, at sådan en sag skal klippes mindst én gang om året. Han skal se af at gro nogle længere arme – og det i en fart…