En lang, men dejlig dag

Annemette og jeg har været hos mor i dag. Hun var frisk, energisk og glad, så det har været en fornøjelse. Mens hun havde venindebesøg, kørte vi ud for at købe ind til lidt sydfransk stemning på hendes altan.

Nu er der arrangeret med lille plantebord med zinktop, lanterne og blomster allevegne, så der er lidt til erstatning for den tur til Rhodos, hun skulle være godt på vej til nu. Jeg tror ikke, at hun syntes, det var en helt ringe erstatning, for virkeligheden er, at man ikke har særligt mange kræfter efter sådan en omgang, så hun skal opholde sig en del hjemme og så skal omgivelserne være indbydende.

Sidst på eftermiddagen kørte vi hjem. Så var det så ubetinget tid for skygge. Andet var ikke til at holde ud, så jeg snuppede en plads inde i køligheden, mens jeg dannede mig et overblik over hverdagen, som ligger forude. Jeg tror, at jeg er klar.

Der er dejligt i skyggen. Lige til at holde ud og mens jeg alligevel var derinde, kunne jeg overveje, om ikke jeg kunne være heldig og få Kenneth lokket ud i noget af yndlingsmaden, biksemad. Vi har så mange rester efter de sidste mange dage og han er det rareste menneske i verden, så han indvilligede, hvis jeg kunne vente lidt med at spise.

Det kunne jeg sagtens, for så kunne der vandes.

Der er mange potter at vande, men jeg elsker det. Det er balsam for min sjæl, at tage vandkanden og starte fra en ende af. Når jeg når den sidste plante er der ro indeni og det trænger jeg til, som det er lige nu. Jeg fandt roen derude denne aften.

Jeg har – stik imod mine principper – vandet staudebedet i går aftes. Det hjalp og allerede i dag, er der friskere dernede og absolut tilfredshed at spore blandt planterne.

Om et øjeblik springer lavendlen ud. Der kommer til at dufte af Provence og jeg kan næsten ikke vente, for lavendelhækken langs hele forsiden af gården sender duftnoter langt op af vejen, når jeg kommer kørende hjem med åbne vinduer. Jeg elsker det.

Jeg fik forøvrigt en gave tidligere i dag. Annemette har været noget forgrint af mig, da jeg vandede i går. Jeg har en slange uden studs, så tommelfingrene klemte krampagtigt omkring slangen, for at fordele vandet i blødere stråler over stauderne. Til sidst var det ikke sjovt længere. I dag er jeg nybagt ejer af en omtrent professionel haveslangestuds med et utal af indstillinger. Det er slut med ømme tommelfingre. Måske jeg skal prøve senere. Lige nu nyder jeg bare roen udenfor og indeni. Stille hjerte. Det gør godt.