Ud at se… Simested og omegn

Jeg fik pludselig udlængsel og Kenneth var ikke svær at overtale. Jeg savnede pludselig at se nogle venner vi har ude i Simested. Det er ikke fordi vi ikke har forsøgt at ses, men det er mislykkedes de sidste mange gange. Nu var der ikke langt fra tanke til handling. Ud at starte bilen og så af sted, for at se, om de skulle være hjemme. Kaffe er der altid på kanden derude, så jeg vidste, at den tørst nok skulle blive stillet, hvis vi var heldige og træffe dem hjemme.

Vi hygger os frygteligt på vores søndagsture. Jeg griner sådan, når vi lægger fra land, for vi er en smule tossede. Vi elsker at sidde der i bilen og lade kilometer efter kilometer danne baggrund for stille snak om alt mellem himmel og jord. Oline gider sjældent deltage, men så får hun alenetid og vi får kvalitetstid i hinandens selskab.

De her søndagsture er noget, jeg har introduceret for Kenneth. Annemette og jeg elskede de ture, når mor og far om søndagen besluttede, at der skulle køres ud i det blå. På bagsædet sad vi og nød bare den tryghed, der var forbundet med mor og fars stille snak på forsædet. Nu har jeg Kenneth med, men den samme følelse af tryghed, når vi triller stille derud af.

Vi kører et stykke ud af hovedvejen mod Nibe, men ved Restrup Enge svinger vi ind bagom og kører langs Limfjorden. Udsigten undervejs er helt utrolig smuk og normalt vil vi gøre holdt ude ved Klitgård Fiskerleje, men i dag kørte vi forbi, for vi havde jo en plan.

Undervejs skiftede himlen udtryk konstant. Vind var der og skyerne drev med hast over himlen, så der det ene øjeblik var solskin, det næste mørkt af tunge regnskyer. Ind imellem overtalte jeg Kenneth til et stop i grøftekanten, for der var udsigter, som næsten tog vejret fra mig. Der er så utrolig smukt i Danmark lige nu.

Vi kørte bagom, uden om alle byerne og ind gennem landet, hvor det eneste liv der er, er enkelte gårde. Til sidst nærmede vi os Simested. Hanne og Ove bor i et af de smukkeste landskaber jeg kan forestille mig. De har udsigt til bakke og dal helt derude, hvor hunde og katte smutter hjemmevant rundt på vejene.

Da vi var næsten fremme, begyndte himlen at se noget truende ud, men det gjorde jo ingenting. Lige om lidt ventede kaffe og et gensyn med dem, som vi ikke har set i alt for lang tid.

De bor lige hundrede meter nede ad vejen ovenfor. De bor på venstre side og har udsigt op over det smukke landskab. Tænk engang, at have sådan en rigdom lige udenfor døren.

Allerede da vi kørte ind på gårdspladsen, kunne vi se, at de var hjemme. Bilerne vidnede om, at der var kaffe i sigte og inden længe sad vi bænket om bordet med kaffe i krusene, nybagt, varmt franskbrød på tallerkenen og en dejlig, lang snak med nogle mennesker, som vi holder så meget af.

Hanne og Ove er forældre til Isabella og Michael. Michael er multihandicappet, som Alexander. Han er fyldt atten for snart et år siden. Vi fik en lang snak om, hvor vanskeligt Aalborg Kommune gør det, at være forælder til et barn med specielle behov. Deres tilværelse lige nu, minder frygteligt meget om den vi havde for 1½ år siden. Det er nye udfordringer, fordi Michael er blevet atten, men de er ikke mindre invaliderende for en familie som hans. Det er ikke rimeligt.

Jeg blev så utroligt glad for at se dem allesammen. Jeg blev også frygteligt ked af, at de ikke kan få lov til at være familie, men hele tiden skal agere problemknusere og advokater for et barn, som kun fortjener det bedste. Jeg ville ønske, at tingene var anderledes, men Michaels smil og hans families hjertevarme gjorde denne eftermiddag helt igennem dejlig på trods af, at der samtidig blev revet op i gamle sår. Slutresultatet er, at vi kørte hjem med en dejlig oplevelse i søndagsbagagen. Hvor er jeg glad for, at de var hjemme.