- fartglad professionel strikker, grafiker, illustrator, ordjonglør, tegnsprogstolk og mor til to - én levende - én nu kun i hjertet. Jeg stiler mod at skrive dagligt på Slagt en hellig ko. Taler og tegner og både med og uden hænder og er flittig og uopfordret ansøger til jobbet som ferieafløser for The Stig.
Jeg har Danmarks absolut bedst udbyggede garnlager. Jeg kan turbostrikke, tegne temmelig godt og overleve det meste. Jeg kan også sejle i kano, spise oliven og elske, så man næsten dør af det. Jeg kan grine. Højt og længe. Jeg elsker spas og så er jeg mor og mormor. Det sidste trumfer det meste.
21 kommentarer
Liselotte
11. oktober 2008 at 09:26Det er lidt underligt… men som sagt er det ikke gjort i en ond mening.
Solsikkens-Sang
11. oktober 2008 at 09:25Det må være utroligt hårdt at modtage sådan et brev. Men som du selv skriver, så gør afsenderen det ikke i ond mening.
Men forstår udemærket godt, hvis det giver er “gib” i dig, når sådanne ting sker :-(
Nadia
8. oktober 2008 at 23:15Okay, der kan man bare se. Alberte er nu også et yderst smukt navn. Har altid godt kunne lide det navn.
Liselotte
8. oktober 2008 at 21:40Det er faktisk helt tilfældigt, Nadia – men til gengæld er Olines mellemnavn bestemt af Aexander(s), for så skulle det også være noget med A ;-)
Nadia
8. oktober 2008 at 21:37Noget siger mig, at Liselotte er ret glad for bogstavet “O”. Olivier og Oline de O(h)’er så godt sammen.
Liselotte
8. oktober 2008 at 19:46filoffen, det er da også en måde at holde mindet i live på… :-)
Gitte J, det sker. Der er ikke meget andet at sige til det… :-)
Gitte J
8. oktober 2008 at 18:42Min veninde oplevede det samme den anden dag – vi havde lige hygget og da hun kom hjem lå der et brev i postkassen. Hun var helt ødelagt, men som du selv siger gør de det ikke i en ond mening. Vi sendte brevet tilbage med besked om at han var bort gået for 1,5 år siden.
filoffen
8. oktober 2008 at 18:15Min bedstemor modtager stadig breve og blade addresseret til min bedstefar, her 30 år efter han døde. For hende er det, tror jeg, en måde at holde mindet om ham i live på.
Liselotte
8. oktober 2008 at 17:08Kat, det var en “smutter” og jeg er forlængst tilgivet ;-)
Johanna, det skal vise sig… :-)
et cetera, du har helt ret, det giver lige et “gib” i hjertet og jo, du har sørme også ret med hensyn til Oline. Hun hedder også Alberte, men sig det ikke til nogen ;-)
et cetera
8. oktober 2008 at 16:36Det er træls, Liselotte – det kan ikke undgå at give et “gib” i hjertet.
– og så poppede den underligste tanke op hos mig – og jeg er nødt til at spørge: omkring Alexanders “første” navn – måske har jeg drømt det – jeg ved ihvertfald overhovedet ikke, hvor jeg skulle vide det fra – men hedder Oline ikke også Alberte?
johanna
8. oktober 2008 at 14:44Sikke noget rod. Håber de får opdateret brugerlisten denne gang.
Kat
8. oktober 2008 at 14:33Ha hvor er du morsom saadan at “komme til” at give ham et ekstra navn!!
Der har lige vaeret en artikel om en mand i USA der gjorde det samme. Han udfyldte papirerne og saadan kom deres datter til at hedde….Indiana Jones!!!
Liselotte
8. oktober 2008 at 13:44Det nytter ikke at blive vred, for modtageren i den anden ende, er ikke den, som er skyldig i uheldet :-)
Nej, vi kaldte ham aldrig Oliver. Han “kom til” at hedde Oliver, fordi hans mor altid havde ønsket sig en søn med det navn. Faderen var ikke enig, så kompromiset blev Alexander, men jeg “upsede” lige det der Oliver ind på plads, da jeg var oppe for at navngive ham. Faderen var ikke med den dag ;-)
Lene
8. oktober 2008 at 13:05Åh ja, Liselotte, computere kan ikke tænke og mennesker kan åbenbart ikke finde ud af at programmere deres computere, så sådan en fejl ikke sker.
Karin
8. oktober 2008 at 12:44Du er et tålmodigt gemyt, Liselotte. Jeg tror også at jeg ville reagere som de fleste ovenfor – med irritation, i bedste fald.
Oliver? Det kaldte I ham da aldrig, gjorde I?
Heidi
8. oktober 2008 at 12:40De første 4 år efter vi flyttede ind i vores hus, fik vi stadig breve til den afdøde mand, hvis kone solgte os huset – de skulle skamme sig skulle de….
Lotte
8. oktober 2008 at 12:40Det er svært at fatte, at det skal være så vanskelligt at ophøre med at figurere i et kartotek. Man synes jo, det burde være så let…
Gitte Isgaard
8. oktober 2008 at 12:34Har i sidste uge truet krak.dk med at gå til pressen….. jeg kan stadig finde min afdøde mand på krak.dk……..han døde altså i august 2005. Og jeg er flyttet 3 gange siden den gang…han flytter med hver gang…det er sgu da for dårligt
ØV
Maria Jensen
8. oktober 2008 at 12:21Andet er der jo ikke og gøre!
Håber du får en dejlig dag!
knus Maria
Liselotte
8. oktober 2008 at 11:58Nej, ingen gør det i ond vilje – og jeg blev heller ikke det mindste sur, men ringede bare (endnu en gang) og bad dem pille ham af deres brugerliste :-)
Kirsten
8. oktober 2008 at 11:50Kære Liselotte,
2 år efter min søn var død, 15 år gammel – kom der stadig brev. Så var det et klubblad, så var det Pingkluppen osv. Og besked havde de fået.
Det gør ondt, men ingen gør det jo i ond vilje.
Knus fra Kirsten