Jamen, jeg har jo ferie…

Elvis i radioen. Skoldhed kaffe i kruset. Jeg har ferie. Jeg husker det pludselig. Der er ikke kun to fridage. Der er en uendelighed af dage. Måske det er en smule overdrevet, men der er en uges fridage at tage hul på og lige nu føles det rigtigt dejligt. Jeg trængte. Jeg har ingen planer. Vi er enige herhjemme. Vi kan bruge ingen planer.

Det blev sent i nat. Det gør ingenting, men krop og sjæl halter bagefter. Om et øjeblik vågner hele jeg, men indtil det sker, befinder jeg mig i øjeblikket mellem halvsovende og vågen. Det er tilladt på en lørdag.

Det er blevet efterår i min have. Måske har jeg været uopmærksom de sidste dage, men pludselig begynder træerne langs grunden at tage efterårskåben på. Når det rusker, smider de bladene. Jeg ærgrer mig, for om et øjeblik er der udsigt til naboerne. Man kan ane naboens tag gennem træerne allerede.

Det kan nu ikke ødelægge feriefornemmelsen. I kroppen sidder resterne af hverdagen, men i eftermiddag skal de blæses ud af kroppen.

Jeg skal til Bulbjerg. Jeg skal op og tjekke, om man stadig kan se Skarreklit. Jeg skal ud og have luft og udsyn. Jeg trænger. Jeg kommer i godt selskab og jeg glæder mig.

Der er nyt objektiv, som måske skal afprøves, men målet er ikke kun billeder, for armene er ikke samarbejdsvillige for øjeblikket. Tunge kameraer er ikke det, jeg er bedst til at håndtere lige nu, men jeg er stædig og så trænger jeg vist bare til vand, udsyn, godt selskab og en travetur. Jeg ved, at det hele findes deroppe.

Inden er det tilladt at lave ingenting, for rengøring og vasketøj er klaret i går. Jeg er sådan set helt ferieklar og det er altså ikke tosset. Kaffen er varm og jeg er klar til at tage hul på den ferie, som er længe ventet. Sæt i gang Liselotte!