Det er vel i grunden ikke mange voksne, som holder af vanter. Handsker er vist det foretrukne og jeg forstår det ganske udmærket, for hvad gør man ellers, når man lige skal…
Jeg elsker vanter. Det har jeg altid gjort, men praktiske, det er de ikke. Man kan ikke lige fiske nøgler op af en taske, låse en bildør op eller finde den lakrids, som gemmer sig på bunden af tasken. Jeg elsker dem nu alligevel. Jeg synes ofte, at de er varmere, end et par handsker er.
På garnudsalg fik jeg købt noget meget tykt, lyst uldgarn. Det er så tykt, at det omtrent er umuligt at strikke med og at bære det i større stykker tekstiler vil formentlig sende de fleste i knæ, så det skal anvendes til mindre ting, som så til gengæld bliver rigtigt rustikke, som jeg godt kan lide det.
Noget af garnet er forvandlet til en poncho til mig selv. Lidt mere er forvandlet til en poncho til en god kollega. De er begge blevet rigtigt lækre, fordi de netop er så grove og rustikke.
Nu er endnu en smule forvandlet til noget, som mest af alt minder om en brynje til hænderne. Vikingevanter kunne man vel næsten kalde dem. De er enormt tykke, langskaftede og opfundet efterhånden, som jeg nåede længere og længere ned ad skaftet.
Vanterne er varme, sjove og jeg elsker dem. De tog kun et øjeblik at hækle og de er allerede godt og vel slidte, for det skulle hurtigt vise sig, at de blev yndlingene, når jeg skulle ud i mørke og kolde december.
Egentlig var en idé om et broderi på håndryggen forbi, men jeg kan lide, at de er helt enkle uden nogen former for dikkedarer. Nu tænker jeg, at de måske snart kan få en følgesvend i form af en varm hue af en slags. Vesterhavet ved juletid er en kold fornøjelse, men jeg tænker allerede, at jeg ville elske en travetur deroppe i juledagene. En varm hue ville være velkommen, men jeg passer fortsat på bevægeapparatet og jeg tror ikke, at det er kompatibelt med garn af denne kaliber.
Nej, den hue får vente, men traveturen kan nu sagtens komme på tale alligevel. En anden dag. Så abolut en anden dag, for jeg er en kylling.
14 kommentarer
Liselotte
25. december 2008 at 17:54Det er en uldgarn købt på udsalg i Kolding, Kent. Jeg tror, at du må på udkig efter noget andet :-)
kent
25. december 2008 at 14:12Nu er jeg jo så heldig at jeg ikke kun er i besiddelse af et styks kæreste der er hammerdygtig til at strikke, men også vild med det rustikke. Garnet kan simpelthen ikke blive for tykt til mig. Men måske du kunne løfte lidt af sløret for hvad det er for noget garn du har brugt til de der “brynjer”…. So ein Ding muss Ich auch haben…..
Gitte J
22. december 2008 at 12:50FEDE luffer – dem kan man holde varmen i når det sådan blæser – vil jeg tro.
jeanette hegaard
22. december 2008 at 12:42Vi skal have luffer – selvom der er fingre i handsker synes jeg ikke det er nemt at bruge hænderne med dem på – lufferne er jo så nemmere at få af og på :)
FEDE luffer Liselotte, det er da noget af en hæklestang der skulle til der!
kirsten pauli
22. december 2008 at 12:36liselotte er der en næm bog paa dansk for at lære at strikke. jeg kan strikke lidt, men ville gærne lære mere.. min ven er i danmark for jul saa han kunne købe en med hjem. paa forhånd tak.
kirsten pauli
Liselotte
22. december 2008 at 12:07Vanter dur bare! Jeg elsker mine vanter, selvom de måske er knapt så elegante, som et par handsker. Skidt… der er vist ikke nogen, som alligevel ville forledes til at kalde mig elegant ;-)
Tina - omme i London
22. december 2008 at 11:58Vanter er langt varmere end handsker. Handsker er ok til bybrug, men skal man ud i kulden skal der rigtige vanter til. Jeg kan huske jeg havde saadan nogle lammeskinsluffer, da jeg var barn. De var bare gode.
Puttenings
22. december 2008 at 11:47De er skønne! Jeg er også et luffe menneske, jeg bruger ikke handsker. Jeg kan ikke holde varmen i fingervanter, og så er jeg vild med det lidt naive udtryk et par luffer kan give et outfit. Mine all time favourites er sælskind med kæmpe pelskant der er så dejlig fluffy :o)
merete
22. december 2008 at 10:49de er skønne og ganske rigtigt lidt vikingeagtige. jeg tror min yndlings accessory er huer. jeg får dem nogle gange heller ikke af indendørs. jeg synes huer er hyggelige og jeg burde have en ordentlig omgang dreadlocks gemt i en hue. det er der dog ingen fare for. når jeg er mellem strikketøjer kan jeg altid lave en hue.
dejligt med dine kreationer igen.
Karin
22. december 2008 at 10:35Jeg kan godt se at handsker er stilede – med jeg foretrækker også vanter. Det er rarest og varmest.
Magda Johnsen
22. december 2008 at 10:14Disse var kjempeflotte Liselotte, jeg har prøvd å lage noen tilsvarende men får aldri skjøten på votten til å bli loddrett, den blir alltid diagonal snor seg formelig rundt håndleddet. Synest du er en dyktig blogger og fantastisk designer. Ønsker deg og familen din en riktig god jul : )
inge - viva italia
22. december 2008 at 10:14Hvor er det sjovt…netop i går aftes lå jeg under min lune dyne og funderede over om jeg ikke kunne videreudvikle mine pulsvarmere til vanter… og der var de jo:-)
Mine yndlingsvanter og nogle gamle sælskinsluffer hvembragt fra en tur til Grønland… og der kan man tale om umuligheder i at holde ved noget som helst… undtagen hundesnoren:-)
Marina
22. december 2008 at 09:57Vanter er hyggeligst og varmest, men de er også så upraktiske at man ofte vælger dem fra. Mine yndlingsvanter er hjertevanten i sælskind, designet til at der er to der kan holde hinanden i hånden inden i hjertet. Det er da sødt, men upraktisk i de fleste situationer.
Mette
22. december 2008 at 09:48Skønne vanter! Jeg foretrækker vanter fremfor handsker. Gerne voldsomme vanter, sjove vanter og varme vanter. God jul, Liselotte.