60

Jeg hader dem!

Jeg drømte om Alexander i nat. Til start en helt igennem vidunderlig drøm. Vi var tilbage på Kildeløbet, i vores store klods af en tresservilla, hvor begge mine børn endelig var kommet i trivsel. Oline fik tykkere og tykkere kinder og Alexander grinede næsten altid, fordi det endelig var slut med alle kramperne og allerbedst havde han fået den lillesøster, som han elskede over alt på jorden. Vi havde det dejligt.

Pludselig var han væk. Pludselig var jeg i en tid, jeg ikke kunne genkende og væk var Alexander. Jeg ledte forgæves i meget lang tid, inden det endelig gik op for mig, at han var død. Så græd jeg. Jeg græd så meget, at jeg vågnede ved det. Klokken 4.32.

Den følelse af afgrundsdyb sorg, som jeg vågnede til, er også min virkelighed. Jeg bliver i den. Jeg græder. Jeg græder, til der ikke er flere tårer. Det her var en drøm, men ikke én af dem, hvor man kan vågne og berolige sig selv med den forklaring. Den afspejler min virkelighed og den kommer vel, fordi jeg har brug for den.

Da jeg var tom for tårer, gik jeg op forbi Oline. Jeg så, at hun sov dejligt. Jeg gik i seng igen. Kyssede forsigtigt Kenneth på kinden, trak dynen op omkring hans skuldre og faldt heldigvis i søvn.

I morges, da jeg vågnede ved vækkeurets kimen, vågnede jeg sorgfyldt og der gik nogle minutter, inden jeg huskede hvorfor. Jeg ved ikke, om de her drømme nogensinde får en ende, men de snupper en god del af mine kræfter, når de kommer forbi. Jeg hader dem!

Du vil sikkert også kunne lide