69

En helt almindelig tirsdag

Jeg prøver at lade det være en helt almindelig tirsdag. Jeg gør mit bedste og kun i små glimt er den ikke.

I dag er det fem år siden, vi mistede Alexander. Jeg er stille og indeni ulmer den vrede, jeg aldrig fik afleveret, fordi ingen ville have den. Jeg er stadig vred. Vred som kun en mor kan være, når nogen gør hendes barn fortræd. Vred. Afmægtig og ydmyg. Sorgfuld og skamfuld. Utilstrækkelig og alligevel så stærk. Kamplysten og slået. Den ene følelse afløser den anden. Indeni er storm. Udenpå er smult vand og ro.

Sådan er jeg. Du har ingen anelse om, hvad der sker indeni. Det er nødt til at være sådan, for verden går videre. Sådan skal det være. Jeg går med. Det er kun i dag, jeg har sat det forkerte ben foran. Med vilje.

Vi er mange, der blev fattigere for fem år siden. Jeg tænder lys. I dag er det for Alexander. Og for livet, som går videre på smukkeste vis.