En tur nordpå

Kenneth skulle nordpå i dag. En ven med en herlig humor og en udtalt skilteglæde skulle have en visit, så jeg sneg mig ind i bilen, for at indtage passagersædet, så også jeg fik set andet end hjemmets fire vægge denne eftermiddag.

Mens Kenneth smuttede ind til sin kammerat, sad jeg i en dejlig varm bil med strikketøj, radio og en tålmodighed, som havde rakt meget længere, end den behøvede.

Kenneth var snart tilbage og så satte vi kursen sydover igen, men enedes om, at vi ville tage landevejen i stedet for motorvejen. På den måde endte vi nede ved Hjallerup og lige præcis her, i den nordlige ende af byen, ligger jo en underlig og sjov genbrugsbutik, så bilen fandt vej næsten helt af sig selv.

Jeg kan ikke fortælle dig, hvad butikken hedder, for det er ikke noget, de skilter med. Når man ankommer, kan man også forledes til at tro, at der er lukket, for de rutter hverken med lys eller varme indenfor, men vi har ind imellem gjort en god handel eller to derinde, så det var oplagt at smutte indenom.

Vinduerne mod gaden er fyldt med glas af enhver slags, for herinde skeles ikke til kvalitet, mærker eller andet, som kunne finsortere i udvalget. Her findes alt mellem himmel og jord lige fra små billige plastikfigurer til dyre retromøbler i en stor pærevælling.

Det handler om at have øje for den gode handel og så forøvrigt om at være heldig, at der er sat en fornuftig pris på varen fra starten, for ejeren er ikke den mest talentfulde, når det kommer til at prissætte. Ind imellem må man undre sig, for nogle ting er så dyre, at det er himmelråbende latterligt, mens andre så til gengæld kan være så billige, at man virkelig kan gøre en god handel.

Fjortenhundrede kroner for dette sæt vaser i alternativ udformning. Jeg var nærmest lidt skræmt af dem. De var lige lovlig organiske for mig. Man kunne vel ende med at blive ædt af de der rædselsfulde, røde åbninger.

Jeg kan røbe så meget, at det ikke var mig, der købte dem med hjem til den ikke-eksisterende kaminhylde.

Fra det forreste rum bevæger man sig ind i noget, der kunne ligne et baglokale. Herinde er der hyldemeter efter hyldemeter af porcelæn…

Noget er ualmindelig grimt og meget, meget dyrt. Andet er bare grimt. Noget er ualmindelig yndigt og meget, meget billigt og noget er bare yndigt.

Der ser ikke ud til at være andet end ejerens egen smag kombineret med et kendskab til kongeligt porcelæn, som er afgørende for prisen på tingene. Er der et stempel i bunden, koster tingen en bondegård. Kan ejeren lide tingen, koster den en bondegård. Har ejeren en fornemmelse af, at kunden kan lide tingen, koster den en bondegård. Mener han til gengæld, at tingen er grim, kan du få den lige i nakken og på den måde har jeg fundet små skatte, som gammelt Kähler og smukke, blomstrede fade og skåle, som de smukke rødblomstrede fade, du ser øverst på billedet.

Nu er jeg så tilsyneladende ikke den eneste, som i en tid har haft en svaghed for de blomstrede ting, så nu koster de pludselig spidsen af en jetjager og et fad, som jeg tidligere har betalt 30-40 kroner for, koster nu 250 kroner. Så lader man bare være med at købe den slags og jagter noget andet.

Jeg syntes f.eks. at dette retrostel var helt fantastisk. Ejeren syntes tilsyneladende det modsatte, for det var til at erhverve for en fornuftig pris. Kenneth fik desværre knopper bare af synet, så det står stadig og frister på hylden deroppe, men se lige de kaffekopper. Jeg synes, at de er skønne.

Genbrugsbutikker har hver deres system og således også her. Et sted er der hyldemetre keramik og stentøj. Det er det eneste fællestræk, for ellers er der alt fra lysestager over fade til kæmpestore gulvvaser.

De her hylder er nogle af mine favoritter, for jeg elsker keramik og stentøj og det er her, jeg ind imellem har gjort fantastiske fund. Jeg bruger lang tid mellem skidt og kanel, for det er en skøn blanding af værdiløst bras og enkelte rigtigt gode ting.

Jeg forelskede mig i den store grå stentøjsvase med de blækblå fisk, men prisen var temmelig pebret og sådan må man ind imellem springe over, hvor der ellers er fristelser. En anden gang kan jeg komme forbi og finde noget helt fantastisk til en rund tyver og sådan er det bare deroppe.

Når man har været gennem alt i glas og porcelæn, kan man gå gennem den del af butikken, som rummer bøger. Det kan også tage sin tid… og så endelig, kan man åbne døren ud til den store møbelhal, hvor de lidt større ting står ude.

Det er nu ikke kun møbler, der er herude. Der er også hylderne med gamle urtepotteskjulere, dåser fra en svunden tid, gammelt emalje, alle køkkenredskaberne lige fra maskiner til Madam Blå og lamper, malerier, skåle, fade og småmøbler. Det kan tage lang tid at komme gennem alle tingene, for man skal da så nødig gå glip af noget.

Jeg fandt to herlige taburetter. To taburetter, som var mage til nogle stole vi havde i mit barndomshjem. De var karrygule/syregrønne og helt igennem skønne, men temmelig slidte og skæve. Der var ingen pris på dem, men de kunne ikke koste alverden mente jeg, for slidte var de altså. De kostede så en halv kaffefarm i Afrika, så dem lod jeg også stå, fordi jeg ikke orker parlamentere med ejeren, som simpelthen ikke er til hverken at hugge eller stikke i, når han tror, at han har ramt en guldåre uanset hvor urealistisk prisen så er. Skidt, en anden gang er der så en drøngod handel at gøre deroppe.

Til sidst fandt jeg Kenneth inde ved elektronikken. Selvfølgelig. Ikke at han fandt noget interessant, men man kan aldrig vide og der stod da et trommesæt, så det…

Næ, vi endte med et par småting og ingen god handel denne gang, men man skal spille for at vinde, så vi gentager turen en anden gang, for at se, om der skulle være kommet andet til huse, som vi kan lide og ejeren absolut ikke bryder sig om. Så kan der nemlig handles.