Franske fristelser

Der var engang… og sådan begynder de fleste eventyr, men her er sådan et hverdagseventyr, som også begyndte engang for længe siden. Det er mindst femten og måske nærmere tyve år siden.

En sommer tilbragt i Provence inkluderede altid visitter i Saint Tropez, fordi byen dengang var en lille perle, som ikke var frygteligt overrendt endnu. Jeg elskede de små, smalle gader og stræder, som dengang havde sjove, alternative butikker liggende allevegne.

Nede omkring havnen lå en lille butik, som var ejet af en lille, spinkel og meget smuk, fransk kvinde. Hun sad hele dagen inde i det halvmørke og dejligt kølige butikslokale og lavede smykker, som efterfølgende blev udstillet i hendes lille hul ud til verden, et smalt udstillingsvindue med begrænset plads.

Jeg havde aldrig set noget lignende. Jeg var vild med hendes ting og jeg kunne snildt have købt halvdelen med hjem, hvis det ikke havde været for den finansielle krise, der potentielt lurede i horisonten ved den slags udskejelser. I stedet kunne jeg, hver gang vi var i byen, findes med næsen trykket flad mod hendes ruder for at se, hvad hun nu havde fundet på. Der var omtrent nyt hver dag.

En dag lå dette armbånd i vinduet. Jeg forelskede mig hovedkuls. Jeg vidste med min fornuft, at prisen slet ikke stod mål med materialerne. Det var idéen, der kostede. Sådan skal det være, når man støder ind i noget originalt og dette her var helt nyt og unikt, så det var ikke noget, der kunne findes andre steder dengang.

Jeg kredsede om den butik i alle tre uger vi var afsted. Hver gang jeg kom forbi, håbede jeg stille, at armbåndet stadig lå i vinduet og ikke forlængst var blevet solgt. Hver gang var jeg heldig.

En af de sidste dage i ferien gik jeg indenfor i butikken, fik en hyggelig snak med kvinden bag smykkerne, fortalte, at jeg var blevet så frygteligt forelsket i armbåndet og straks tilbød hun, at jeg kunnne prøve det. Det skulle jeg jo aldrig have gjort, for nu måtte jeg eje det og sådan blev det. Jeg brugte en lille formue på armbåndet, som har fulgt mig lige siden.

Det kan ligge i smykkeskrinet i flere år, hvor jeg slet ikke bruger det, men ét er sikkert; hver eneste gang armbåndet får en revival, mødes jeg af spørgsmål om, hvor jeg har købt det. I grunden er det ikke noget særligt, men det er det så alligevel. Det er jeg tilsyneladende ikke alene om at synes.