En forårsaften i Vesløs

Jeg tog en stille aftentur, mens solen gik ned. Jeg ville op forbi kirken, ud at lytte til stilheden og fuglene og i det hele taget bare give den mandlige halvdel af selskabet mulighed for at høj, larmende musik, øl og snak, så jeg tog kameraet over skulderen og begav mig afsted med løfte om, at der ville være forberedt mad, når jeg kom retur.

Som om… men det var heller ikke vigtigt, når alt kommer til alt…

Jeg tog sløjfen rundt om de få gårde, som ligger i området, for at ende oppe ved kirken.

Imens fik jeg nydt det skønne forårsvejr og ikke mindst stilheden, som er en sjælden vare i dag. Stilhed er måske også en overdrivelse, for der er mange lyde, hvor Steen bor. Forskellen er, at lydene her er naturens egne og ikke de menneskeskabte. Der er stor forskel og jeg nød, at jeg fik lejlighed til en gåtur i stilhed. Ikke at de andre ikke kunne have været godt selskab, men jeg kan godt lide mit eget.

Prøv lige at se en skøn plads at nyde selnedgangen fra. Jeg fik næsten lyst til at sætte mig, men mon ikke det ville have undret? Jeg tror det, så jeg nøjedes med at misunde den skønne plet, inden jeg gik videre og snart fik øje på forårsbebuderne i grøftekanterne.

Der er nu noget eksotisk ved at møde Narcisser i fri dressur. De vækker ikke samme trang til beundring, når jeg støder ind i dem i en trimmet have, men vildtvoksende er de skønne. De er sikkert levn af menneskets trang til at forskønne, men lige her var der ikke mennesker i nærheden og det gjorde dem ekstra smukke, syntes jeg.

De pyntede sammen med brusende, berusende smukke frugttræer, som var sprunget ud og stod i al deres pragt langs vejen op til kirken.

Den nedadgående sol giver sådan et smukt lys. Aftensol er blid og har en helt speciel glød, som jeg elsker og så var jeg helt betaget af lyden af grågæs, som er markant sådan en forårsaften i Vesløs. Så optaget, at jeg ikke opdagede fasankokken, som pludselig flaksede op fra et buskads lige ved siden af mig. Den larmede helt vildt og har formentlig tænkt det samme om mig, da jeg sendte et højt råb af forskrækkelse ud over det ellers helt stille landskab, men smuk var den.

Ind imellem kunne jeg ane kirken og vidste så, at jeg var på rette vej.

Den kan vist ikke kaldes prangende, men hvorfor skulle den også være det. Den har formentlig aldrig skullet betjene mange kirkegængere, men jeg var nu fast besluttet på, at jeg ville op at se den. Jeg travede videre hen ad sløjfen, som viste sig at ende oppe ved landevejen.

Godt man ikke er en af landevejens farende svende, for det foregår da med livet som indsats. På billedet er der stille, men ind imellem flænsedes stilheden af en bil, som passerede i skræmmende høj fart. Jeg fandt hurtigt ud af, at jeg følte mig mest tryg ved at trække helt ind i græsrabatten og stå stille og vente på, at bilen passerede. Bilisterne er sikkert lokalkendte, for det må man altså være, for at tage svingene i den fart…

Når det ikke var bilerne, som sendte vrede lyde ud i verden, var det grågæssene, som overvejende kunne høres. Der var hele tiden flokke af gæs i smukke formationer. De har tydeligvis travlt lige nu.

Ind imellem lykkedes det mig at komme ganske tæt på flokkene. De stod på mange af de omkringliggende marker, men jeg havde ikke monteret telelinsen hjemmefra, så billeder af dem blev det ikke til. Jeg nøjedes med at nyde synet og lytte til deres evindelige skræppen.

Til sidst nåede jeg kirken… på bakketoppen, naturligvis. Der ligger den med en fantastisk udsigt ud over et vådområde, som huser både flora  og fauna, som ikke findes lige her, hvor jeg normalt slår mine folder.

Kirken var ikke stor. Kirkegården heller ikke. Normalt ville jeg være gået indenfor, men i dag passerede jeg og fortsatte længere ud ad landevejen.

Jeg skulle kun lige forbi kirken, så havde jeg direkte kig ned til Steens hus og det var fristende at stikke ind over marken, men jeg gjorde det ikke. Jeg fortsatte ud ad landevejen og valgte for én gang skyld ikke den nemme løsning.

Der var for langt til kig ind af vinduet, så om der var gang i aftensmaden kunne jeg altså ikke se. Bagefter påstod de, at Kenneth havde vinket. Ja, ja… som om…

Solen var stadig på vej ned, da jeg drejede ind af sløjfen igen. Der var ikke lang vej hjem nu, men jeg havde god tid, så sivskoven skulle beundres, der var flere grågæs at kigge på og masser af forskellige fuglestemmer blandet med lyden af padder inde i mellem de afblomstrede dunhammere.

Smørblomsterne var omtrent gået til ro, da jeg var retur til udgangspunktet for turen. Det var mere end man kunne sige om de par mænd, jeg fandt indenfor. Der var absolut ikke sket noget som helst på madfronten, men til gengæld lignede de nogen, som hyggede sig.

De endte nu alligevel i køkkenet. Imens strikkede jeg og hyggede mig og snakkede og fortalte røverhistorier og vedkendte mig, at jeg gerne pynter, når verden bliver for grå og ellers aldrig lyver og iøvrigt godt gider godt selskab og…

Nå ja, jeg hyggede mig vældigt, mens maden kom på bordet…

Og så spiste vi. Stærk, lækker mad, som passede som fod i hose efter en skøn aftentur og selvom jeg var omgivet af kødelskende mænd, var der masser af grønt. Uhm, som det smagte… og så var dagen omtrent slut og hjemme ventede Oline og Oskar og egentlig er der lidt længere end den halve time jeg altid mener det tager at køre fra Vesløs til Aalborg, men turen hjem var hyggelig og stort set uden andre på vejene end os. Så er verden nem at navigere i. Det er den også oppe hos Steen. Jeg kan lide det.