Jeg må i gang med at slide…

Fantasivest strikket i Noro Kureyon en aften sidste vinter, hvor jeg frøs helt vildt – jeg knuselsker ♥ den.

Jeg er lige dér mellem to stole eller noget… for jeg småfryser uden at fryse rigtigt og jeg kan ikke rigtigt bestemme mig for, om vi snart skal åbne for varmen eller kan klare os uden en tid endnu. Noget tyder på, at vejret kommer til at tage beslutningen for mig i næste uge, men indtil det sker, render jeg rundt og skifter mellem veste og striktrøjer. Der er jo nok at tage af…

Det er jo sådan, at jeg i virkeligheden ikke mangler ét eneste stykke strik mere, end det der allerede ligger i bunkevis i mine skabe. Jeg savner alligevel strikkepindene og hæklenålen. Helt vildt! Jeg har erfaring for, at de virker stressreducerende og er der noget, der kan stresse mig, er det lediggang og tanken om, at der er andre, som knokler, mens jeg laver ingenting…

Jeg har ikke fundet noget godt alternativ til strikningen. Det er måske min fantasi, der ikke rækker, men jeg synes det er svært at komme på noget, når højre arm ikke kan/må være involveret. Jeg læser fortsat bøger. I stakkevis. Det er dejligt og jeg nyder mine bøger. Jeg går ture. Ud i landskabet, men igen begrænset af, at jeg ikke kan køre selv. Jeg kan gå ture i nærområdet. Jeg har snart se det, der er at se. Jeg si’r det bare. Jeg involverer ind imellem resten af familien i småprojekter, hvor der er løft, som jeg ikke magter, men der er jo også grænser for, hvor meget jeg kan trække på mennesker, som måske ikke finder det helt vildt fantastisk at iagttage æblers forvandling fra både til mos.

Hvorfor pokker er det så, at de strikkepinde rummer magi og synes at være det eneste, som kan tilfredsstille mit behov for at finde ro? Jeg ved det ikke, men jeg elsker dem og de har den virkning på mig. Det er ikke mere kompliceret end som så. Sådan har det været, siden jeg ni år gammel strikkede mine første sokker og jo, jeg finder også fordybelse og ro i at bage, sylte, male, tegne og hvad jeg ellers kan, når albuen vil, men det bliver aldrig helt det samme, som at forsvinde ind i et strikketøj.

Måske kan jeg begynde at strikke igen, når vi er på den anden side af julen. Kan jeg nå at slide et par striktrøjer op på den tid, så jeg kan forsvare at fylde flere ind på de i forvejen bugnende hylder? Dét tror jeg nok, at jeg kan!