Sådan er det

Lyset er iskoldt denne morgen. Der er ikke noget formildende ved det. Afslørende, kan man vel kalde det, men det er ikke kun skidt. Det giver også en fin fornemmelse for hvor meget sne, der faldt i går. Det var ganske pæne mængder, som nu ligger en dæmper på lørdagens lyde. Kvarteret er stille en tid endnu, men så skal der garanteret provianteres og vi er ikke de eneste, som må ud efter nye forsyninger.

Indenfor er der også stille. Hele huset sover, men jeg må i gang med at vække, fordi hverdagen står og venter lige om hjørnet. Vi er nødt til at finde en rytme, der er forenelig med den. Ikke mere med at sove til langt op ad dagen. De bliver purret, gør de. Jeg bliver upopulær. Det er to sider af samme sag.

I min vindueskarm står den hvide Amaryllis, som blomstrer for tredje gang. Utroligt, men sandt. Den er hjertelig velkommen, for jeg elsker vinterens Amaryllis, som kan give forårsfornemmelser i en tid, som ellers er alt for mørk.

I dag ryger juletræet. Det er på høje tid. Oline vil sikkert brokke sig, men jeg kan ikke trække den længere og trænger til, at der bliver gjort helt rent bord, så nu ryger det sidste jul og året kan for alvor starte friskt og rent.

Vaskemaskinen skal på arbejde i dag. Det samme skal opvaskemaskinen vist. Måske skal strygejernet. Jeg skal helt sikkert. Jeg skal have fundet hverdagen igen. Sådan er det.