19

Jeg giver ikke op!

Bettesøs og jeg ender altid med at konkurrere. Jeg ved ikke hvordan det sker, for jeg opfordrer bestemt ikke til det, men denne gang er det julelikøren, som må stå for skud. Vi har lavet forskellige af slagsen, men én er dog den samme, nemlig den med jordbær. Annemette har bestilt ophavskvinden (min svigerinde) som overdommer, så vi skal teste dem juleaften og det skal nok blive fornøjeligt. Jeg er temmelig sikker på, at hendes vinder på point. Der lefles for den ovre i Valby. Der kæles for den, snakkes med den og sukkes over den. Min får fred.

Det er ikke kun julelikør. Det er også bornholmsk figen. To træer blev indkøbt denne sommer og det ene står i Annemette og Heidis have, det andet i min. Jeg vil tro, at de gødsker, snakker med og kæler for deres stakkels træ, mens mit vansmægter i haven. De vinder sikkert på point, men mit har i det mindste fred.

Det samme gør sig gældende, når vi snakker Clematis. Mine får fred, deres vinder på point. Jeg ved det. Det er min egen skyld, men mine får fred.

Paradisets efterfølgerSidst vi var derovre, beundrede jeg endnu en gang Heidis formidable evne til at få planter til at gro. I det ene vindue står et paradistræ, som er kæmpestort og robust. Det har stamme, ligner et rigtigt træ og er faktisk utroligt smukt, så naturligvis fik jeg en aflægger med hjem.

En miniatureudgave, som faktisk er rigtig sølle, var hvad jeg fik, men fanden tage mig om jeg denne gang bukker under for min trang til at give fred. Det skide træ får vand, gødning og blide digte, efterårsregn, kærlighed og i morgen får det så en monsterpotte, for jeg nægter fandeme at give op på denne her.

Det må kunne lade sig gøre, at skabe Paradisets værste mareridt af et træ, hvis bare jeg virkelig anstrenger mig.

Altså indenfor de næste ti års tid…

Du vil sikkert også kunne lide