Så skal jeg ellers lige love for, at weekenden blev skudt i gang. Knapt var jeg nået hjem og indenfor dørene, før Oline insisterede på en tur ud i City Syd. Af alle steder…
Når jeg skal, kan jeg. I dag var vi begge stemt for, at nøl var uacceptabel adfærd, så der var faktisk lige dele nysgerrighed, oseri og hast, for vi ville nu så gerne hjem igen, så vi rigtigt kunne slappe af og nyde, at fredagen er starten på en lang, dejlig weekend og med indbygget blødt tøj skabt til afslapning og hygge foran tv’et. Ingenting skal vi. Vi skal bare slappe af og nyde hinandens gode selskab.
Jeg skal strikke lidt. Striber på pind 3½. Det er at være jubeloptimist, men det skal man jo også være…
Uhm, farverne passer smukt til den udsendelsesrække jeg tager bid efter bid af for øjeblikket; Vagn i Indien. Krydderier. Jeg kan næsten dufte kanel og kardemomme.
Jeg skal ingenting andet end sidde lige her ved mit spisebord og småsnakke med dem jeg elsker, klappe og klø Oskar lidt på maven, sende en godbid i hans retning og nyde, at selvom jeg har påtaget mig madtjansen denne aften, så kan det sagtens vente en tid endnu, fordi vi lige har spist ostemadder med tynde skiver frisk pære og drukket kaffe og nydt, at bageren også havde tilbud på en drømmekage. Ah, som jeg elsker fredag :-)
PS – jeg har stadig den der fede fornemmelse i maven, når jeg triller ud i verden med Alphalfa. Tænk at han er min. Han er rasende. Dejlig. Rasende. Han er kæk, er han.
Jeg elsker kommentarer, så din er meget velkommen.