Strik, sofa og lidt House of Cards og jeg er frisk som en havørn

Jeg er ved at ligne Liselotte igen og det er dejligt. Mere end dejligt faktisk. Kræfterne er der ikke, men fysikken er ved at være, hvad den var og det er jo et godt udgangspunkt, så jeg er fortrøstningsfuld.

Jeg har sikkert intet lært, men at gå på arbejde OG samtidig være syg er ingen god idé for mit vedkommende. I hvert fald har jeg strukket og trukket denne omgang så langt, som den kunne og det har taget mig mere end en uge at komme forbi en simpel, men insisterende virus-infektion. Det endte med en bihule-betændelse og så ondt, at jeg måtte kapitulere og gå hjem og intensivere egen-omsorgen. Nu er der markant bedring og jeg er glad efter adskillige kander te, et Kleenex-forbrug, der aspirerer til medalje og en næse, der til sidst føltes, som var den på nippet til at falde af.

Tiden skal gå med noget, når man nyser og er uden energi, så selvfølgelig har jeg strikket i det omfang, jeg kunne. Jeg har gang i to projekter og de er meget forskellige. Det ene er en smuk, let Sommersky til Oline. Opskriften mistede jeg ved et computernedbrud for nogle måneder siden og efterfølgende har jeg haft planer om, men ingen tid til at prøve at rekonstruere. Nu har jeg fundet noter og skitser og er allerede ved at være klar med en færdig opskrift, men det er kun takket være mit fjernlager, hvor en del af det gamle materiale lå.

Kenneth har fået en tyk merino hjem. Et godt tilbud kom forbi og han greb det. Det er ikke til salg i butikken. Det er en prøve-ballon, så du skal ikke spilde tiden på at jagte det. Det findes kun her i min strikkekurv. Jeg har nemlig taget nogle nøgler og et par telefon-pæle af strikkepinde. Det holder hårdt, så jeg er glad for at kunne veksle mellem pind 10 og pind 3½.

Det er sansebombardement af den kraftige slags, når der skiftes mellem strikketøjet og taktil stimuli, så hjernen slår flik-flak, men jeg er vild med kontrasten og det er mine skuldre og albuer også. Det bliver kun til få masker med det grå, så må jeg skifte til Olines Sommersky, men det er hun ikke utilfreds med.

Hvad det bliver til? Jeg har da en idé, men mine idéer har det med at løbe fra mig og forandres undervejs i processen, så jeg tager en maske ad gangen, mens jeg nyder det bløde, tykke og grå.

Mens vi har været halv-sløje på matriklen – for ja, det var vi faktisk alle i weekenden – er vi faldet i gryden med House of Cards. Vi er sene til at komme ud af starthullerne, men mest af alt er vi vist bare sådan indrettet, at populistiske vil vi ikke kaldes og så hellere gå glip af en god oplevelse. Sådan kan man være tåbelig på mange forskellige måder, men nu sidder vi der altså. Fastnaglede foran tv’et, mens Francis lader sine ambitioner agere Gud.

Vi er grebet. Vi når lige at sluge aftensmaden, før en af os siger “hvad så, skal vi lige…?” og vi er i gang med næste afsnit. Det er en familie-ting. Vi sidder tæt i sofaen og vi hygger os stort. Jeg elsker det og en af mine tidlige filmlærreds-forelskelser er i centrum for det hele; Kevin Spacey. What’s not to love?