7

Måske vi snart skulle til at holde lidt fri…

– så vi huskede at nyde livet. I går viste sig nemlig at være en af de eftermiddage og aftener, som lagres og gør godt inderst inde. Kenneth nåede i haven og fik brugt lidt kræfter. Jeg nåede at sidde stille, strikke lidt og forsigtigt og snakke med søde Oline. Det gjorde godt, gjorde det!

Vi spiste ude på Feddet. Æggekage med purløg og sprødstegt bacon. Vi snakkede og grinede lidt. Vi nød, at varmen smøg sig om os sammen med duften af citrus-blomster, mens vi fik vendt verden. Vi havde Chriss på besøg. Han er som en ekstra søn her i huset, så han er ubesværet og dejligt selskab.

Denne morgen bliver jeg mindet om, at ferien venter om kun en måned. En lang, skøn sommerferie langt ude på landet, hvor det eneste vi hører, er fårenes brægen. Fri i næsten en måned. Det bliver dejligt og jeg kan mærke, at jeg glæder mig.

At se ting gro

Bløde vattæpper

Palmesus

Mine albuer larmer fortsat, men vi har arrangeret et par uger, som har gjort, at de holder endnu. Jeg klarer den opgave, jeg skal klare. Jeg er på den anden side af den om et øjeblik og vil igen genoptage normal livsførelse, for det har skortet lidt på den de sidste uger.

Der er mange hverdags-sysler, jeg ikke har dyrket. Jeg har undgået de fleste løft – også de lette – og forsøgt at undgå alle bevægelser, der kunne provokere albuen. Jeg har ikke skrællet så meget som en gulerod. Jeg har nærmest ikke rørt strikketøjet. Jeg har ind imellem forsøgt, men har hurtigt lagt det igen, fordi jeg pludselig husker, hvor ondt det gør, når en tennisalbue for alvor er i udbrud. Jeg har ikke fejet, støvsuget eller på anden måde gjort rent. Jeg har ikke strøget, hængt tøj op eller lavet mad. Jeg har husket at lave det meste af ingenting.

Om et øjeblik vil jeg leve igen. Det må bære eller briste :-)

Du vil sikkert også kunne lide