Feriebarnet

Så røg internettet endnu en gang. Det er hverken første eller sidste gang, men uden det havde jeg god tid til at sige velkommen til vores feriebarn fra København. Frøken visitsen er herovre til opfedning, den stakkels udsultede kvinde, så vi gør vores bedste de næste dage.

Byen er travet tynd. Frokosten blev indtaget på Mølleplads, som er Aalborgs ældst kendte plads. Her har siden vikingetiden været afholdt markeder og efter i mange år at have henslæbt en trist og grå tilværelse, er pladsen nu renoveret.

Jeg glemte at tage billede af vandløbet, men helt ærligt, var det også knapt sliddet værd, men det er der da.

Midt på pladsen er der udendørs spisemulighed hos Caféministeriet, så vi valgte at indtage frokosten med direkte udsigt til frelsen. Noget, som ikke er helt uvæsentligt, når man er i selskab med frøken visitsen.

Efter lidt at spise, endte vi oppe i Hjelmerstald hos en af mine yndlingskeramikere, Lange, som har et fantasiunivers, som virkelig taler til min barnlige glæde ved eventyr.

Jeg har forelsket mig hjælpeløst i en kyssefrø deroppe, men alt godt kommer til den, som venter. Nu venter jeg.

Vi syntes så også, at vi endnu en gang ville stå og se tåbelige ud oppe ved det underjordiske Gråbrødre Kloster. Sidste gang vi stod deroppe og bandede over elevatoren, som ikke kom uanset hvad vi gjorde, endte vi med at konstatere, at der er lukket om mandagen.

Det syntes vi begge at have glemt denne mandag, så der stod vi (og der er ingen af os, som er småt eller stille skåret for tungebåndet) og brokkede os højlydt over, at skidtet ikke virkede, indtil vi læste det skilt, som stod lige foran næsen på os. Vi skyndte os, at forsikre hinanden om, at det ikke var spor pinligt. Så gik vi. Hurtigt. Væk.

Vi snuppede en bid kunst på vejen hjem.

Om lidt er der mad og vi er jo nærmest gammelsultne efter al den aktivitet og så skal vi jo også huske på, at frøkenen i den grad trænger til lidt sul på kroppen. Den stakkel.