Overskud og overspring – to sider af samme sag?

Hverdag

Hverdag er nogen gange at ønske, at der var tid til at lakere negle. Gøre noget ekstra. Fodbad, neglelak og smuk make-up. Overskuds- eller prioriteringshandlinger. Jeg fejler vist mest på det sidste, for jeg har aldrig brugt meget af hverken eller. Jeg er sådan en slags au-naturel-pige med trang til at springe over, hvor gærdet er lavest. I dag er ingen undtagelse.

Egentlig havde jeg lovet mig selv, at jeg ville stryge en kjole, men efterhånden som tiden gik og jeg egentlig nok kom til at bruge den på at drikke kaffe mere end at stryge, blev jeg hurtigt enig med mig selv om, at det var fint med en af de bløde, slidte t-shirt-kjoler, jeg hurtigt kan ty til, når dovenskaben tager over.

Neglene? De ligner en ulykke, for de er kommet i gang med at arbejde med garn og det udtørrer mine hænder i en grad, som gør neglebånd skrøbelige og hænderne til en ynk at se på. Det var her, jeg burde prioritere at nurse og passe på, men det sker ikke rigtigt, for når tiden er til det, vil jeg hellere bruge den på at strikke, tegne, grine eller sove.

Jeg er vist bare sådan en, som springer ikke nødvendigvis hvor gærdet er lavest, men der hvor der er sjovest på den anden side og med tiden har jeg fundet ud af, at det nu slet ikke er så skidt endda. Jeg tænker endda, at mange flere burde øve sig på det samme, men måske tager jeg fejl. Det er sket før ;-)

Oline & hverdagen

Hverdagen

Hverdagen er her. Olines fødselsdag er her. Tyve år og ikke én dag og med opstart på sit nye sociologi-studie. Aalborg lægger ryg til studie-start for en stor samling unge, spændte og glade mennesker. Min datter er en af dem. Det er dejligt og jeg glæder mig med hende.

Hun har ventet længe på i dag, så jeg er så frygtelig spændt på at høre lidt om den, når hun engang i morgen har fået øjne. I dag er helliget en perlerække af arrangementer, som kulminerer med en stor fest i Gigantium, så der er ingen kontakt før engang i morgen.

Kenneth og jeg fejrer Oline uden Oline. Vi snakker lidt om, at det er forunderligt, at der er gået tyve år. De er forsvundet som dug for solen. Livet tager til i fart som årene går og det er jeg i grunden stærkt utilfreds med, men jeg har ikke fundet et sted at klage endnu.

I aften vil vi skåle på, at vi har en skøn, tyveårig datter. Vi er heldige. Hverdags-heldige :-)

Uden forskrækkelser

Orla Kiely

Søndag er stille og uden store forskrækkelser og det passer mig rigtig godt. Jeg tåler ingen. Jeg vil helst, at der sker lige nøjagtig ingenting, for det er sådan jeg trives bedst i disse dage. Om lidt får jeg udlængsel igen, men lige nu sker der så rigeligt, så jeg tager til takke med hverdag efter hverdag og et par rolige lørdage og søndage til at knække dem med.

Jeg drømmer om strikketid. Jeg drømmer om timer, hvor det eneste, jeg skal gøre, er at strikke. Jeg drømmer om, at jeg får tid og overskud til at forfølge mine hækle-idéer. Jeg glæder mig rigtig meget til, at vi skal til en tur til Fanø med mulighed for at fordybe mig i strikkepinde og måske endda en bog. Jeg glæder mig til strand, blæst og godt selskab.

Det skal blive så godt, men allermest glæder jeg mig lige nu til, at Anne og hendes skønne piger kommer om et øjeblik. Det bliver den dejligste søndag. Kan I ikke mærke det? ♥

Lidt om alt og ingenting

Regnvejr

Vores fredage er blevet lange. Så lange, at vi først er hjemme ved 19-tiden og så er energien på det nærmeste ikke-eksisterende. Sådan var det også i går, hvor Oline heldigvis lavede mad til os. Spaghetti Carbonara er en af mine italienske yndlinge, men jeg har faktisk aldrig lavet den selv. I går lavede Oline en mesterlig én af slagsen. Det smagte, så jeg spiste mig en mavepine til. Bagefter sad jeg og halv-sov i sofaen, til vi endelig tørnede ind. Meget strik blev det ikke til.

Mandag starter Oline på universitetet. Mandag fylder Oline 20 år. Mandag ser vi ikke Oline, fordi hun er optaget af alverdens sjove arrangementer, så både hun og vi glæder os til, at vi får lidt gæster i morgen og indtil da har der været små forberedelser at gøre. Gaver at købe. Et af ønskerne er en symaskine, så den tog vi ud for at bestille i dag, hun og jeg. Vi fandt en god begynder-maskine med masser af kræfter og en sindsyg god fart, så den kan sy gennem det meste og med en hastighed, som passer de to fartglade i vores familie.

I Metro provianterede vi til aftensmad med mere. Oline elsker falafler og eftersom tiden løb fra os, blev det til en hurtig pose af de frosne, som skal smides i gode wraps med masser af salat og god dressing. Det er nemt. Det kan jeg lide på en halvt brugt lørdag.

Oline fik mig til sidst lokket i Shoppen. Hun skulle lige kigge. Så kiggede jeg også. Det resulterede i indkøb så store og uhandy, at jeg måtte ringe efter Kenneth, fordi de kurve-tårne, jeg havde købt (2 af, fordi et ikke var nok), ikke – om så universet slog en kolbøtte – kunne passes ind i Raketten. Der måtte større bil til og heldigvis fangede jeg ham, som han alligevel var på vej i Bauhaus, som ligger omtrent samme sted.

Kenneth hentede mine omfangsrige indkøb. Vi stod i det vildeste regnvejr og pressede kurve ind bag i bilen, mens regnen begyndte at løbe ind bag kraven og ned ad ryggen på os alle. Så løb Oline og jeg over til min bil, kørte hastigt hjemad og endte med at sidde i kø på toppen af Hobrovej i ulidelig lang tid. Nu er vi hjemme og endelig indenfor. Der er pakket ud. Der er styr på det meste.

Det er vel snart ved at være tid til, at jeg kan sætte mig med lidt strik, kaffe og fødderne i vejret og snakke lidt om alt og ingenting. Jeg trænger :-)

Loading...
X