Morgenaftale med plads til bøger og kaffe

Biblioteket

Det holder tørt lige nu, vejret. Det har ellers budt på voldsomme regnskyl og det regn, haveejerne sukkede efter, har været her. Alt er gennemvædet og vores græsplæne er længere end lang, for plæneklipperen nægtede at tage ved, da vi skulle starte den efter ferien. Nu har vi højt græs og en hund, som synes det er herligt at løbe rundt i vildmarken. Så er det vel egentlig godt nok.

Vi har en hjemme-morgen med en aftale, så der er tid til at sidde stille og starte dagen langsomt. Det nyder jeg. Jeg går mit strikke-bibliotek igennem. Jeg har allerede taget mange af mine bøger med ned i butikken. De er til stor inspiration ved det lange bord, som giver plads til mange snakke om alt mellem himmel og jord, men måske mest af alt om håndarbejde af forskellig art.

Nu finder jeg flere bøger, som kunne være sjove at have dernede. Jeg pakker dem i en kasse og gør mig langsomt klar til at starte dagen, men først endnu en kop kaffe, som skal give den energi, jeg har lidt svært ved at finde disse dage. Jeg er træt og brugt, men bare så glad og et nyt job tager kræfter. Der er mange ting at lære, selvom jeg har haft fingrene i en lille del af det tidligere. Det er noget helt andet at være der på fuld tid og tage del i det hele. Det er utrolig sjovt, meget spændende og tilsyneladende en del mere krævende, end jeg havde troet.

Jeg sover tidligt for øjeblikket. Jeg kommer meget sent hjem, når lige at spise lidt og så er jeg egentlig klar til at gå i seng, men insisterer på, at det vil jeg ikke. Så sidder jeg og halvsover i sofaen med strikketøjet liggende stille i skødet, fordi jeg glemmer at motionere det. Det griner jeg lidt af… og så går jeg i seng.

For hver dag, der går, forstår jeg lidt mere. Når jeg lidt mere. Kommer jeg et stykke længere med de ideer, vi har. Det er meget tilfredsstillende og jeg går glad gennem livet for øjeblikket. Det er godt og jeg nyder det :-)

Strikkecafé hos Garnudsalg

Strikkecafé hos Garnudsalg

Vi har drømt om det længe. Snakket om, at det kunne være så hyggeligt. Jeg har ønsket, at jeg kunne etablere det i en form, hvor det foregår i semi-private og rolige omgivelser.

Jeg ville så gerne have strikkecafé et sted, hvor der var ro til at snakke og grine, udveksle ideer og lade sig inspirere. Et forum, hvor det var muligt at flytte sig fra en plads til en anden, fordi man lige måtte se, hvad der blev arbejdet på i den anden ende af rummet. Nu fik jeg endelig det lange bord i butikken, som skal danne rammen om aftener i håndarbejdets tegn. Jeg glæder mig. Jeg drømmer strikkecafé, tema-dage, kom og lær at hækle, kom og lær at strikke og måske endda begavede strikkeguruer, som kan dele ud af deres visdom.

Vi starter ud med en serie café-aftener, hvor der skal nørkles med lige det, vi hver især har lyst til gennem efteråret, vinteren og det tidlige forår. Vi havde udsolgt på de første pladser i løbet af ganske få timer i går, da vi annoncerede det nye tiltag og jeg bliver simpelthen så glad, når det er sådan :-)

I dag enedes vi om, at vi kunne finde lidt ekstra pladser, hvis vi lige flyttede lidt hist og pist. De sidste pladser vil først blive udbudt en uges tid før det hele finder sted, så det er stadig muligt at finde en plads, når vi kommer lidt tættere på. Jeg glæder mig :-)

Hvad laver man egentlig i Dordogne?

Dordogne, sommeren 2014

Somrene i Dordogne er normalt lange, varme og rige på solskinstimer. I år var sommeren flyttet fra Sydeuropa til Nordeuropa og det har været en fornøjelse for de af os, som har nydt godt af det skønne forår og den tidlige sommer og ikke mindst for de, som hjemme har nydt den fantastiske, varme sommer.

Vi sad i Dordogne med sommervejr, som langt hen ad vejen mindede om det danske, vi allerede kender så godt; halvkoldt, vådt og ustabilt, men der var en vigtig forskel og det var temperaturen, når solen brød regnvejrscirklen, for med det samme var vi oppe på næsten de tredive grader og det kunne blive sommer på et øjeblik. Måske afløstes det igen af regn, men sommeren var der hele tiden og vi nød den i små-bidder.

Dordogne, sommeren 2014

I starten af ferien var vi på skrømt lidt bekymrede for, om der da nogensinde blev tørvejr i Dordogne igen. Vi kunne konstant læse advarsler om, at floderne ville løbe over deres bredder og det regnede ganske rigtigt hele tiden, men sjældent voldsomt og egentlig nød vi bare, at der ikke var frygteligt varmt.

Efter en dags tid eller to besluttede vi os for, at det egentlig var rigtig heldigt med al den regn, for den afstedkom temperaturer, der var udholdelige og det gav os lejlighed til at komme ud og opleve lidt af området. Det benyttede vi os af og i de første mange dage, var vi på adskillige ekskursioner og nød, at det var en mulighed.

Vi oplevede en masse og spiste skønne frokoster på små, listige steder. Vi drak kaffe med bjergtagende udsigter og vi nød franske konditorkager med stor begejstring. Vi spiste utrolig god mad, lige meget hvor vi vendte os hen. Vi har endnu ikke oplevet et skuffende måltid i regionen. “Den slags er livet ganske enkelt for kort til i Dordogne”, som en indfødt proklamerede en aften, vi var ude at spise på et lille, nedslidt hotel i Lalinde, ved floden Dordogne. Vi fik det skønneste måltid siddende midt i en spisesal, der havde kendt absolut bedre dage og med forventningerne skruet helt i bund, men der er ingen smalle steder i Dordogne. I hvert fald ikke på madsiden.

Dordogne, sommeren 2014

Vi var på museer. Vi var på byture. Vi var ude i landskaberne og indsnuse duften af korn, solsikker og gavmild muld. Vi travede gennem skovtykninger, passerede engdrag og hilste på køerne oppe ved bonden for toppen af vejen.

Vi blev inviteret med til jazz-koncert. Vi blev introduceret til Marche Gourmand. Vi hilste på mennesker, vi genkendte fra sidste sommer og vi nød friheden, der ligger i at kende nærområdet.

Dordogne, sommeren 2014

Vi beundrede kastanjehegn og travede skyggerne lange under velvoksne valnøddetræer. Vi spiste solmoden frugt på en bænk i solen inde i Bergerac og vi drak koldt, når vi trængte.

Dordogne, sommeren 2014

Vi lavede absolut ingenting, når vi trængte til det. Vi lyttede til stilheden og vi drak kold rosé. Vi læste, spillede og jeg strikkede. Vi øvede os i at lave ingenting. Vi blev ret gode til det.

Dordogne, sommeren 2014

Vi har rejst i Frankrig hele vores voksenliv. Vi har været her og der. Vi har opdaget, at Frankrig har noget nyt til os, hver gang vi trænger.

Nu er Dordogne kommet på vores fælles kort over besøgte regioner i Frankrig og det er slet ikke skidt. Vi er vilde med at bo ude på landet, hvor alt er stille og vi skal beregne en halv times tid for at tage ind og handle. Vi kan lide, at vi er alene og uforstyrrede. Vi elsker, at der ikke er noget at lave. Det er alderen. Det ER det! Det er egentlig i orden med mig.

Skulle du have lyst til at besøge en imødekommende, forholdsvis billig og gastronomisk imponerende del af Frankrig, kan det lønne sig at lede efter sommerbolig hos englænderne. Det er alligevel dem, der ejer halvdelen af det, der udlejes dernede og der ligger masser af gårde, som udlejer gamle dueslag, smukt ombyggede lader og charmerende lofts-lejligheder. Det er bare i gang med at lede  ;-)

Søndagstur med regn, Gudenå og yndlingsmennesker

Søndagstur

I går var vi på søndagstur, Kenneth og jeg. Ud på de vilde vover. Sådan føltes det, da vi måtte sænke farten til omkring 40 km/timen på motorvejen, fordi det regnede så kraftigt, at vi ikke kunne se en hånd frem for os. Det kom og gik. Regnvejret. Det var vildt og intensivt, hidsigt og insisterende og vi nåede at blive våde mere end én gang, inden søndagen var omme.

Vi skulle ned i nærheden af Thorsø. Ikke til byen, men lige udenfor. Op ad en grusvej og lidt til højre. Hunde, mennesker og et leben i en times tid og så var vi videre. Vi kørte sydpå. Ned til Silkeborg. Ind på Café Kik og spise verdens ringeste tapas, men med skøn udsigt til Gudenåen. Forude og lige henne om hjørnet ventede nogen af dem, vi elsker og så er den slags bare små krummer på livets landevej.

Søndagstur

Vi tog turen hjemad sidst på eftermiddagen til lyden af ingenting og vores stille snak. Verden skulle vendes. Det gør vi så godt i bilen. Hjemme igen skulle Oline krammes og Oskar luftes, sofaen nydes og kræfterne samles til den uge, vi nu har taget en ordentlig bid af.

Ugen er skudt i gang. Vi halser efter …

Søndag med hjertet på rette sted

Søndag

Søndag er helt mørk, våd og grå. Indenfor må jeg tænde lys, hvis jeg ikke sidder direkte under vinduerne. Det er så koldt, at jeg overvejer strømper og regnen siler ned, men jeg elsker regnvejr. Ikke rusk og regnvejr, men regnvejr. Jeg hader blæst, men regn på den måde, vi får det lige nu, er bare skønt. Det siler. Det falder tungt og livgivende og både naturen og jeg trænger. Regnvejret er velkommen. Temperaturen er udholdelig igen og jeg klager ikke.

Jeg strikker. Jeg drikker kaffe. Jeg nyder, at dagen er startet stille og roligt. Jeg glæder mig, da jeg kommer i tanke om, at jeg ikke skal bruge en del af min søndag på at forberede den kommende uge. Jeg havde allerede afsat en time sidst på eftermiddagen, men der er ingen ugerapporter at skrive. Der er ingen logistik at tilrettelægge. Der er ingen forberedelse og ingen kunstgreb at foretage. Der er følelsen af frihed og af at være min egen herre. Det kan jeg godt vænne mig til :-)

Jeg vender mig mod mit Waterloo, den lille hjertetrøje fra Lene Holme Samsøes bog med babystrik. Det er sjette gang, jeg skal forsøge mig med at få diagrammet til at lykkes. Sjette gang! Det her skal være en søndag med hjertet på rette sted. Det er endnu ikke lykkes. Jeg tror, at det handler om manglende koncentration, når det ikke lykkes for mig, for Lene er en dygtig designer, så jeg overvejer, om det er denne formiddag, der skal bruges til endnu et forsøg, eller om den skal vente til senere. Måske jeg bare skal strikke et eller andet, som falder mig nemt. Jeg tror det næsten. Det er jo søndag.

Må din søndag blive fuld af det, der falder dig nemt og tilpas af det, der ikke gør :-)

Lørdag med strikketøj og alene-tid

Lørdag morgen...

FOTO: Jeg strikker Clover Earflap Hat

Lørdag morgen er stille væren oppe i køkkenet ved langbordet med kaffe, strikketøj og radioen kørende i baggrunden. Jeg trænger til at sidde alene, så jeg nyder det. Jeg bliver stille og glad indeni. Jeg finder ro i det uafvendelige og fred med virkeligheden. Sådan må det være.

Jeg strikker fortsat i spredt orden og med varierende stamina, for jeg er alt for træt, forvirret, fyldt op og fyldt ud med nyt til at være trofast og udholdende. Det betyder, at Mormorkassen* langsomt fyldes med små projekter, som forhåbentlig kommer til at gøre glad, der hvor de lander. Dem får jeg gjort færdig. Der får jeg hæftet ender og syet knapper i. Jeg får vasket og tørret og ind imellem får jeg endda fotograferet.

Jeg har fået en fantastisk fin gave af Kenneth. Sådan én, jeg havde forsvoret, at jeg nogensinde skulle erhverve mig, er landet i mit skød. Jeg er blevet ejer af en MacBook Air og jeg bander og svovler som en gammel sømand, når jeg arbejder på den. Jeg synes måske nok, at den er lidt irriterende og ikke særlig smidig og sådan har jeg egentlig altid tænkt om den familie. Mit syn på dem har ikke ændret sig, men jeg elsker nu alligevel den lille sveske, for den vejer absolut ingenting og er nem at tage med under armen eller i tasken, hvilket jeg i den grad har manglet. Den skal kun bruges til sjov og ballade, så mon ikke vi nok skal blive venner? Jeg tror det.

Om lidt vil jeg sætte mig med den nye baby og lære den endnu bedre at kende, for jeg er stadig der, hvor jeg synes, at det er så meget skønnere og nemmere at gøre alting fra min gode, gamle og trofaste laptop. Jeg må hellere …

*Mormorkassen er en kasse med baby-/børnestrik, som venter på, at der kommer et lille myr forbi. Det er ikke specielt møntet på Oline, men bare min mulighed for at strikke småt.

Ingen ord…

Ingen ord...

I går løb jeg tom for ord. I går tabte en fantastisk kvinde, et hjertevarmt og helstøbt menneske, en overmåde klarsynet og intelligent samtale-partner og mit hjertes veninde kampen mod kræften.

Jeg er stadig stille og uden ord. Jeg tænder lys for hende igen i dag. Jeg sender hendes kære mange tanker.

Hun var en stjerne i mit liv. Jeg vil savne hende. Æret være hendes minde.

Intimkoncert ved skovsøen

Vi valgte at forlænge vores ferie dette år. Egentlig skulle vi være kørt hjem allerede torsdag, for at sikre en stille og rolig opstart på arbejde, men omstændighederne lokkede os til at omgøre den beslutning.

Vi havde fået besøg af Anne og pigerne allerede i starten af vores tredje uge dernede og vi er gode til at holde ferie sammen, så da den nærmede sig sin ende, var alle lidt triste over, at det allerede var slut. Så huskede vi vores beslutning …

Dordogne, sommeren 2014

I Frankrig er der en vedholdende tradition for Marché Gourmand, som betyder, at du næsten altid kan finde en landsby i nærheden, der tilbyder en aften med fællesspisning og ofte også musik under en eller anden form.

Lørdag aften, hvor vi egentlig skulle være hjemme og være i gang med at vaske og tørre de forrige ugers tekstile udsvævelser, var der Marché Gourmand i vores egen lille landsby. Vi var allerede i den første uge dernede blevet indbudt til en koncert, som Jan (vores hollandske “for-bo”) og hans orkester skulle give nogle timer inden fællesspisningen løb af stabelen. En jazz-koncert. Vi måtte bare dele den oplevelse med Anne og pigerne. Det var jo nærmest umuligt at sige nej …

Karla havde fortalt om, hvordan huset langsomt ville fyldes med gæster og der skulle øves og måske vi ville høre en lille smule musik ovre fra dem. Det syntes vi jo bare lød skønt og da hun kunne fortælle om intimkoncert ved lille, smuk skovsø og iøvrigt insisterede på, at de var dygtige musikere, var vi slet ikke svære at gøre interesserede, men der vare bare lige den lille hage ved det hele, at det jo var den lørdag, hvor vi burde være i Danmark.

Det sker formentlig kun én gang, at chancen for sådan en oplevelse kommer forbi, så vi besluttede hurtigt, at vi ville forlænge ferien med de par dage. Heldigvis var Anne og pigerne med på idéen, så vi blev.

Dordogne, sommeren 2014

Tirsdag måtte jeg til lægen. Jeg var dagen før blevet bidt af en klæg, som tilsyneladende havde været forbi et eller andet uheldigt – her snakker vi sikkert kokasser og andet væmmeligt. Den havde i hvert fald efterladt en begyndende infektion på mit højre skinneben, som nu var rødt og varmt.

Jeg gik over til Karla. “Hun er kvinde for at hjælpe”, tænkte jeg og sådan var det. Hun ringede til sin læge, aftalte en tid og kom tilbage og forklarede mig, hvordan jeg fandt lægehuset i en landsby små 12 kilometer væk. Vi befandt os jo på landet, skal du huske.

Hun spurgte om vi var blevet vækket af larmen natten før og jeg kiggede spørgende på hende, for vi havde intet usædvanligt bemærket og det skal lige siges, at Kenneth og jeg sover for åbne vinduer, som vender ud mod gårdspladsen og dermed over mod Karla og Jan, men denne nat havde det lokale brandvæsen og en ambulance været nede og hente en af deres gæster. Deres saxofonist havde glemt at fortælle dem, at han går i søvne. Han havde vurderet, at det ikke gjorde nogen særlig forskel, for han havde aldrig oplevet, at det havde budt på problemer.

Han sov på førstesalen af huset i vinduet ud mod vejen. Du kan faktisk se de blå skodder, hvis du kigger på billedet i forrige indlæg. Lige over jorden og ikke noget alarmerende, skulle man synes, men det skulle vise sig at forholde sig helt anderledes.

Han var i søvne spadseret ud af vinduet og var faldet ekstremt uheldigt. Faktisk så uheldigt, at de på daværende tidspunkt endnu ikke vidste, om han ville overleve faldet. Han havde brækket i alt otte ribben og havde læderet både lever og blære ganske alvorligt. Karlas øjne fyldtes med tårer, mens hun fortalte om natten og mine gjorde det samme, for det var da bare så forfærdeligt tragisk og så kunne mit skinneben sådan set rende og hoppe. Der er små og store problemer her i verden og mit blev reduceret til ingenting.

I de efterfølgende dage var alle i tvivl om, hvorvidt koncerten ville blive gennemført, men heldigvis skulle det vise sig, at deres gode ven hurtigt var i bedring og ville overleve uden alvorlige mén.

Jazzkoncert ved lille skovsø, Dordogne, sommeren 2014

Lørdag sidst på eftermiddagen tumlede vi ud af døren, klemte os ind i bilen og kørte ned ad små, snoede skovveje uden helt at vide, hvor vi var på vej hen. Karla havde givet os nogle løse dessiner omkring stedet for koncerten, men ingen af os var helt sikre på hvor. Vi havde dog en idé og efterhånden også en solid, geografisk fornemmelse for nærområdet, så der gik ikke mange sving, før Anne og Kenneth havde lokaliseret koncerten.

Omgivelserne var fantastiske. Sol, træer med behagelig skygge, smaragd-grøn sø omkranset af velvoksne og smukke piletræer og ellers bare en samling skønne, glade og imødekommende mennesker, som alle var kommet, for at lytte til skøn jazz.

Jaczz ved den lokale skovsø, Dordogne, juli 2014

Jaczz ved den lokale skovsø, Dordogne, juli 2014

Jaczz ved den lokale skovsø, Dordogne, juli 2014

Jaczz ved den lokale skovsø, Dordogne, juli 2014

Jaczz ved den lokale skovsø, Dordogne, juli 2014

Så sad vi der i solen sammen med varm Bio Rosé med grape, insisterende og utrolig begavet jazz i ørerne og en sangerinde, der var både smuk og talentfuld til at pynte på halvdelen af numrene. Sådanne øjeblikke kan ikke arrangeres, men falder som appelsiner i turbanen, hvis man husker at arrangere den, så der er plads, når man spadserer gennem livet. Vi øver os konstant i det. Denne gang lykkedes det at give plads og gribe.

Vi følte os meget heldige den aften ved skovsøen. Meget heldige ♥

Loading...
X