Vi nåede ikke langt ind i Italien

7. februar 2016

Italien, Toscana, januar 2016

Vi var ikke nået langt ind i det nordlige Italien, før vi begyndte at sukke efter de bløde bakker, der kendetegner Toscana. De er der ikke oppe nordpå, men når de ses, er man landet i regionen, som netop er kendetegnet ved det bløde, bulede landskab og kig til cypres og pinje hvor end, man kigger hen. Tåget, fugtigt og gråt var der, men det gør nu ikke Toscana mindre smukt. Bare anderledes.

Vi havde bestilt værelse på et lille, velrenommeret hotel i udkanten af Pistoia. Det lå perfekt i forhold til både de praktiske aspekter ved vores besøg i Toscana, men også de ønsker vi havde, for vores ophold dernede. Vi ville absolut ikke bo i storby og så var f.eks. Firenze helt udelukket. Vi ville gerne have, at vi kunne tage ud på besøg hos spinderier og andre leverandører, for så at vende hjem til ro og afslapning om aftenen. Alt det tilbød Hotel Villa Cappugi og da de endda skulle vise sig at tilbyde den skønneste, italienske mad i villaen overfor hotellet, var vi mere end tilfredse med, at valget var faldet på dette sted.

Vi fik det skønneste ophold og vi var forkælede med opmærksomhed. Det sidste sikkert med afsæt i sæsonen, som ikke er årets travleste.

Hotel Villa Capuggi

Hotel Villa Capuggi

Hotel Villa Capuggi

Der var den fineste udsigt ind over Pistoia fra vores værelse på anden sal. Oftest lå tågen tæt, men man kunne sagtens fornemme bakkerne, hotellet og byen er omgivet af og lige nedenfor vores altaner lå swimmingpoolen. Den var lukket ned for vinteren, men jeg er sikker på, at der må være skønt ved den en sommerdag.

Udsigten fra Hotel Villa Capuggi ind over Pistoia

Overfor hotellet lå den gamle villa, som nu fungerede som restaurant. Det er oprindeligt denne villa og den tilhørende jord, der har dannet rammen om liv levet på dette sted. Landbrug, husdyrhold og det enkle liv er i dag udskiftet med moderne hotel og sæsoner, der byder på både stille og travle perioder. Vi var her på et tidspunkt, der levnede plads til overskud, eftertænksomhed og langsomme liv. Det nød vi godt af.

Toscana (100)

Hotel Villa Capuggi

Villa Capuggi

Vi spiste ikke i restauranten hver aften, men en del aftener blev det til mad fra stedet, fordi det gav mening i forhold til dagens indhold. Det var bestemt ikke noget tab at skulle indtage aftenens måltid her. Det er en absolut anbefalelsesværdig restaurant og det blev tydeligt hver aften ved 21-tiden, hvor restauranten langsomt fyldtes af lokale, som kom for at nyde både betjening og mad.

Vi spiste ikke det samme to dage i træk. Der var nyt at smage hver dag og vi nød, at det var dygtige kokke, der stod i køkkenet i villaen, ligesom det var forrygende gode vine, vi fik serveret af tjenerne, som hver dag valgte, hvad vi nu skulle smage og til stor fornøjelse for os.

Vi endte oven i købet med at give risotto en ny chance …

Villa Capuggi, Risotto

Vi har forsøgt os med risotto gennem årene. Vi er aldrig blevet begejstrede og for små 10 år siden opgav vi og lod risotto være risotto, men skæbnen ville, at en af forretterne en aften i restauranten var risotto med jomfruhummer og appelsin. Det lød alligevel temmelig spændende, syntes vi og enedes om, at en forret nok kunne gå an, selvom det skulle vise sig, at det stadig ikke kunne begejstre os.

Jeg skal love for, at det fik os omvendt. Det smagte simpelthen så englene stadig synger skønsang en sted oppe over skyerne. Kombinationen af skaldyr og orange var lige i øjet og konsistensen viste sig overraskende venlig. Vi var solgt til stanglakrids og priste os lykkelige over, at denne forret svarede til en temmelig massiv, dansk hovedret hvad størrelsen angik. Der var meget af alt det gode. Vi nød hver en mundfuld og fik en velfornøjet tjener til bordet for at tage de tomme tallerkener med i køkkenet.

Sådan var hvert besøg i villaen. Nye overraskelser. Nye smage. Fantastiske vine. Jeg glemte at få navnet på den Prosecco, jeg forelskede mig i. Jeg må skrive til dem. Den er lige tilpas. Mmmm …

Hotel Villa Capuggi

Hotel Villa Capuggi

Hotellet var vores base i den lille uge, vi var af sted. Det var en lang perlerække af travle dage fyldt med aftaler, besøg og oplevelser, vi stadig fryder os over.

Selvom mange dage var lange og med mange kilometer kørt, når aftenen faldt på, så føltes det altid som at komme hjem, når vi parkerede foran hotellet og trådte indenfor i vestibulen med de dybe, bløde lædersofaer og det venlige personale, så jeg håber, at det ikke er sidste gang, jeg får muligheden for at opleve det vinterklædte Toscana på Hotel Villa Capuggi. Det var skønt.

Så er LinWool landet og vi har slappe arme.

6. februar 2016

LinWool

Så er LinWool landet og vi har slappe arme og smil, der breder sig over det meste af ansigtet.

Vi har haft travlt denne uge. Virkelig travlt. Sjovt travlt. Forventningsfuldt travlt. Vi har landet et nyt garn, LinWool, og det har været så spændende, fordi det er et garn, der har været længe undervejs. Vi har sådan glædet os til at modtage det og vi har været nervøse, for var det nu blevet, som vi havde drømt om? Kunne det leve op til vores forestillinger?

Vi er jo, som det sikkert ikke er gået dig forbi, hvis du jævnligt læser med herinde, meget glade for det nordlige Jylland og specielt Vesterhavet og småbyerne ved det. Vi er betaget af den rå natur, kræfterne, det rustikke og det oprindelige. Vi elsker f.eks. at besøge Vorupør og de andre gamle fiskerlejer langs vestkysten.

Kenneth sparkede idéen i gang. Han ville gerne lave et garn, som afspejlede alt det ovenfor. De nedtonede, vejr-slidte farver og den rå natur. Jeg var vild med idéen fra første øjeblik.

Vi startede med at arbejde med fibrene. De skulle komplimentere det billede, vi har af den del af Danmark. Lidt rå, men også blide og bløde, for sådan er både folk og fæ derude, hvor naturen ind imellem er rå og ubarmhjertig.

Vi forsøgte os med forskellige fiber-blandinger. Vi søgte højt og lavt og vi har fået prøver tilsendt løbende over mange måneder, uden at finde det helt rigtige. Først da vi fandt på at blande vores uld med ren, lækker hør, fik vi præcis det udtryk i farverne og strukturen, vi gerne ville have.

Uld & Hør

Linwool 028

Vores farveinspirationer er alt fra tjære i de gamle reb, de smukke bænke i Vorupør Kirke, den helt specielle farve vandet har, hvor de gamle fiskerbåde bliver trukket op, til den blege, turkise farve i bunden af nogle af småbådene, som i brug er blevet svedet, så farverne fremstår helt unikke.

Vi har pludselig husket farven på Svinkløv Badehotel i en sen aftentime, marehalmen, der hvisler i vinden og farven når lyngen blomstrer langs Kystvejen. Vi har ønsket at formidle himlen, der får et helt særligt skær i tordenvejr og sådan har vi arbejdet os gennem et skønt, sjovt og vidunderligt forår, en travl sommer og et forventningsfuldt efterår, hvor vi endelig var klar til at sende de første prøver i farvebad.

LinWool

Da de første farveprøver kom retur fra spinderiet, var det nervøse idémagere, der åbnede pakkerne. Vi holdt næsten vejret, da vi skulle se drømme forvandlet til virkelighed, for holdt idéen? Blev farverne akkurat så udviskede og alligevel klare, som vi drømte om, da vi sendte dem af sted? Var strukturen i garnet blevet, som vi forestillede os, da vi tog den endelige beslutning om blandingsforholdet? Tog fibrene mod farverne, som vi havde antaget, da vi valgte dem og sådan myldrede hovedet med nervøse spørgsmål, indtil vi åbnede og foldede prøverne ud. De var intet mindre end perfekte.

Får og Lyng

Der var farven af blomstrende lyng langs Kystvejen. Der var havets farve på en sommeraften i Vorupør og der var farven af jordbæris, havtorn og torden. Vi var tilfredse med alle farverne, så der gik besked til spinderiet om, at vi godkendte alt. Vi var i gang.

I ugen, der er gået, landede det færdige garn i Garnudsalg. Det er døbt LinWool og udsprunget af kærligheden til Thy.

Resultatet er blevet et vidunderligt garn, der har det rustikke fra den rene hør og varmen og blødheden fra ulden, som er den samme, vi anvender i vores SilkWool. Garnet er altså et helårsgarn, der egner sig lige godt til det tidlige, lune forår, de skønne sommerdage, de fugtige efterårsaftener og selvfølgelig også de kolde vinterdage.

Jeg holder af alle farverne. Jeg synes, at paletten er smuk og fint afspejler det stykke Danmark, vi er endt med at elske.

LinWool

Garnet har det helt rigtige udtryk af at være rene naturmaterialer med fokus på det lækre og luksuriøse. Det folder sig smukt ud og lægger sig så fint, når du vasker det færdige arbejde første gang.

Der er introduktionstilbud på det lige nu, men også uden tilbud er det lykkes os, at lave et luksus-garn til en rigtig god pris, som vi altid stræber efter at gøre. At strikke eller hækle giver så utroligt mange af os en daglig glæde. Det afhjælper stress og giver ro indeni. Vi frembringer dejlige, smukke, skønne og unikke arbejder, som skal glæde i mange år, så kvaliteten skal være i top og der vil vi aldrig gå på kompromis, for en del af glæden er også at vide, at kvaliteten er den ypperste, når vi enten forærer væk eller selv tager et nyt stykke håndarbejde i brug. Til gengæld er det andet ben, Garnudsalg hviler på, ønsket om at give alle muligheden for at strikke i luksusgarn uanset personlig økonomi. Når vi – som med dette garn – lykkes med begge dele, kan vi kun være glade. Vi er rigtig glade og stolte af LinWool. Og lidt trætte … :-)

Tulipaner på en blæsende tirsdag

2. februar 2016

Tulipaner

Tulipaner på en  blæsende tirsdag gør en god forskel, for jeg skal da love for, at blæsten har fundet Aalborg og vi er vist ikke de eneste, der mærker den. Den er ivrig grænsende til det intimiderende og vores flag foran Garnudsalg har for længst opgivet ævred. Det hænger i en tynd tråd. Eller to. Når vi møder i morgen, er det ikke-eksisterende.

Det er godt at vide, at hjemme venter sofa, varm te, stearinlys og tid til at lave ingenting. Vi er stadig lidt ramte af vores tur til Italien – eller måske i virkeligheden af hjemturen og den lidt for hurtige returnering til arbejde. Det har gjort det af med den energi, vi ellers følte, at vi havde hentet. Den ligger heldigvis gemt lige under overfladen og der skal ikke meget til, før den titter frem, så om en dags tid eller to, er vi helt på toppen igen, for dejligt er det altså at være hjemme igen og dele alle oplevelserne og indkøbene og idéerne med vores skønne kolleger.

I dag har Kenneth og jeg været i gang med at flytte og omfordele kvadratmeter. Kenneth er flyttet ud af det kontor, vi ellers delte. I stedet er mit fotostudie etableret samlet med min plads. Det skal nok blive rigtigt godt og det giver mening. Jeg glæder mig til, at vi er klar til at tage hul på hverdagen igen, men der mangler lige et par praktiske detaljer, der involverer boremaskiner, rawlplugs og et par ny-indkøb.

Kenneth er kun flyttet over på den anden side af gangen og vi kan stadig snakke sammen med åbne døre mellem os, men der er mulighed for at lukke dørene, ringe uforstyrret og i det hele taget etablere ro og fokus hver især, når der er brug for det. Vi bliver glade for det.

Om lidt lyder fyraftensfløjten. Det bliver også godt.

Toscana i januar er tåge. Det ved jeg nu.

31. januar 2016

Toscana

Toscana i januar er tåge. Det ved jeg nu. Toscana er også smukke landskaber og helt igennem italienske bilister. Toscana i januar er alt, hvad jeg håbede på og jeg er ikke mindre forelsket i området, end jeg var for en uge siden, hvor jeg kun havde besøgt regionen i årets varmeste måneder.

Vi boede på det dejligste hotel med personale, som bare gerne ville glæde og forkæle. Vi havde nogle forrygende dage spækket med skønne oplevelser. Vi nåede virkelig at nyde livet – også arbejdslivet – for det var jo ikke ren fornøjelse, men så absolut arbejdsrelateret. Vi besøgte leverandører i både nord og syd af regionen. Vi fik nye kontakter. Vi fandt guld og grønne skove, men kun i overført betydning, som du kan se på billedet ovenfor. Vi havde i det hele taget en meget udbytterig tur.

Vi landede på gårdspladsen ved 5-tiden i morges. Vi har sovet nogle timer nu, men friske er vi vist ikke. Vi er tilpas. Det er svært at være andet efter en virkeligt skøn tur sammen med den, man elsker. Vi kørte fra Toscana i går morges og vi vidste ikke, at det var præcis nu, at Østrig startede vinterferie. Vi vidste heller ikke, at mange nord-italienere tager på weekend for at stå på ski i Alperne. Det fandt vi ud af. På den hårde måde.

Trafikken gled dejligt gennem det meste af Italien, men jo længere nordpå vi nåede, jo tættere blev trafikken og da vi ramte Trentino Alto Adige, Italiens rigeste region og det gætter man bestemt ikke, når man kører gennem området, som er kendt for at dyrke vin på nærmest umulige vilkår op ad stejle og ufremkommelige bjergskråninger, var trafikken blevet langsom på nippet til at gå i stå ind imellem.

Trentino Alto Adige

På andre tidspunkter gik det glimrende. Der var ingen synlig forklaring på fænomenet, for selvom tågen var tæt i dalene, var den ikke generende på motorvejen.

Trentino Alto Adige

Toscana (341)

Vi kom fint igennem og ind i Østrig og her sandede det til. Pludselig befandt det halve af Østrig sig på vejene med tagbokse, ski og forventningsfulde familier tæt pakket i bilerne, vi mødte. Hastigheden gennem Østrig er mere end beskeden. Man kører laaaaangsomt, for fartgrænserne er lige til at tage på ferie fra og kombineret med tæt trafik, kunne vi ind imellem have gået ved siden af bilen uden at miste den af syne.

Toscana

Gennem Østrig nåede vi at holde i kø mere end en gang.

Trentino Alto Adige

Betaling

Der var betalingssteder at forcere og da vi endelig skulle fra Østrig og ind i Tyskland, var det etableret… tja, gad vide hvad tyskerne kalder det, men det ligner grangiveligt vores danske midlertidige grænsekontrol, selvom Tyskland da i hvert fald ikke indrømmer, at de gør i den slags. Den foranstaltning stoppede al trafik og køen var nærmest endeløs. Vi ventede i tre kvarter på at komme gennem porten til Bayern.

Vi var på en mission. Vi havde en aftale om kaffe et lille stykke oppe i Bayern. Annemette og Mads ventede os, så vi var utålmodige for at få lov til at komme videre, men selv på den anden side af det, der angiveligt ikke er en grænsekontrol, var trafikken så tæt, at vi bevægede os i snegletempo.

Snegle når også i mål, så selvfølgelig lykkedes det os at nå frem.

Bayern, Tyskland

Bayern, Tyskland

Bayern, Tyskland

Vi nåede i mål. Verdens hyggeligste, lille landsby danner rammen om deres tyske liv og jeg var lige ved at blive misundelig, for der er idyl for alle pengene. Vi nåede naturligvis at lave rav i den, da Kenneth svingede bilen ind på naboens grund for at parkere, men heldigvis stak Annemette hovedet udenfor og grinende fik hun os gelejdet ned, hvor vi var velkommen.

Åh, som de bor dejligt og skønt og så havde vi altså bare de hyggeligste timer med kaffe og hjemmebag og allerbedst masser af snak, inden vi var nødt til at bryde op, hvis vi skulle nå at køre lidt længere inden natten.

Nat nåede at blive dag, før vi endelig trak ind og slukkede motoren, for det blev for fristende at fortsætte hele vejen hjem. Nu sidder vi her og er trætte, men tilfredse med, at vi lige kan nå at lande, inden en ny arbejdsuge tager sin begyndelse i morgen tidlig.

Jeg er klar.