Kald mig bare et gammelt hakkebrædt

25. november 2014

I aften skal Lisette og jeg i strikkecafé. Det betyder, at jeg har medtaget det sidste projekt, jeg har kastet min kærlighed på. Det er ikke de mange nøgler silke/mohair, der ligger nedenfor, men derimod et lille forsøg på at hakke et betræk til en pude. Det er sjovt og langsommeligt. Det er sundt for mig, så jeg lader mig opsluge af gentagelsen og ser resultatet vokse stille frem mellem hænderne.

De mange nøgler silke/mohair er nogle af de nye farver, der er kommet i butikken. De frister også og specielt den grønne, er jeg forelsket i, men fokus, Liselotte, siger jeg så …

Blackhill Silk Mohair

Vi har sendt Kenneth i byen efter endnu en omgang stole, for vi har igen været nødt til at udvide pladserne i caféen. Nu har vi nået smertegrænsen, synes vi. Vi synes nemlig, at det skal være hyggeligt at komme i strikkecafé. Det skal føles rart og intimt, så vi sørger også for, at vi samler deltagerne i små enklaver, så det er overskueligt at tale sammen og nyde at lade sig inspirere af hinanden.

Vi skal have gjort klar til rykind, men i første omgang pakker vi. Vi fortsætter lige til sidst på eftermiddagen. Bagefter kan vi rydde papkasser af vejen, støvsuge og hygge lidt om de gæster, vi får. Vi glæder os :-)

Det startede smukt med sol over Aalborg

24. november 2014

Det startede smukt med sol over Aalborg. Det startede i tide til, vi kunne nå at få luftet både frue og hund i tørvejr. Jeg nød lyset. Jeg trængte, for jeg synes, at november har været mørk. Jeg kan mærke, at jeg trænger til og længes efter lyset. Det er til gengæld slut nu. Nu regner det.

Lyset ligger på lur, men her siler ned. Jeg sidder med kig til indkildevej og lyden af dæk på våd asfalt trænger uden problemer ind til mig. Pludselig bryder solen igennem et kort øjeblik og sjælen letter og jeg med. Oskar kryber ind i solen og ligger tilpas og nyder. Så bliver der mørkt og vi kan igen høre regnen.

Jeg arbejder med forskellige ting. Opskrifter, opdatering af lagerlister og telefonpasser er nogen af dagens små opgaver. Andre er grise-snore…

En lille gris kom marcerende...

Grisene skal have snor i ryggen. De skal pynte på et af butikkens små juletræer sammen med nogle hjerteranker, jeg skal udvikle lidt på i aften. Hvis jeg finder tiden altså …

En lille gris kom marcerende...

Jeg er langt fra at være der, hvor jeg er klar til jul og pynt og gran og gaver, men det kommer vel og hvem kan ikke spise risalamande måske?

Det er de lokale, der har indbudt til Marché Gourmand

23. november 2014

Marché Gourmand

Danmark er gråt, vådt og på vej ind i vinteren. Godt på vej. De sidste mange dage har lys været en mangelvare og jeg kan mærke det. Jeg savner det. Jeg mangler de vitaminer og den energi, der ligger gemt i lyset. Jeg bliver lidt træt, ugidelig og faktisk også sådan en, som sover lidt længere, når chancen byder sig. Der er ikke meget at gøre ved det, men en ting kan jeg gøre. Jeg kan dykke ned i min fine samling af fotos fra året, der næsten er gået.

I bunkerne genfinder jeg masser af minder, som indeholder sol, lys og varme. Der er nok at tage af. Ude og hjemme. Der har været mange, skønne timer i år. Jeg har besluttet mig for, at jeg vil dykke ned i gemmerne ind imellem, når jeg trænger til at huske, at lyset vender tilbage med fornyet kraft. Jeg skal bare vente.

På billedet ovenfor er vi midt i juli. Vi sidder i en lille, fransk landsby og hygger os med mennesker, vi ikke har mødt før og heller ikke nødvendigvis møder siden. Vi er alle kommet for at spise, drikke og snakke. Det er de lokale, der har indbudt til Marché Gourmand og vi er mange, der har taget mod tilbuddet. Vi spiser mad, de lokale har lavet. Der er forretter, hovedretter og desserter. Der er vin, øl og vand. Der er tørrede frugter, slik og nødder. Der er godt selskab.

Det var den dejligste aften. Den er god at finde frem og varme sig ved på en grå søndag i november.