Pinsedag

24. maj 2015

Pinsesøndag

Pinsedag er ren afslapning. Vi skal have en flæskesteg på grillen. Den skal ikke indtages som flæskesteg. Oline og Kenneth har bestilt flæskestegsandwich, så jeg har lagt dej til gode boller. Den står og hygger sig på køkkenbordet. Imens laver vi andre ting.

Jeg vasker tøj, rydder op i mit garn (ja, det er skruen uden ende) og finder plads til masser af nye, grønne planter. Jeg tager også tid til at fotografere stakkevis af Olines tøj, som hun vil sælge og helt sikkert for at købe noget andet. Kenneth er ude i haven, når han ikke er ude at proviantere i den verden, jeg helt har glemt eksisterer, mens jeg går her og hygger mig.

Pinsesøndag

Pinsesøndag

Der kom lidt Georginer eller Dahlia, som de populært kaldes, med hjem. Det er da ikke helt tosset, tænker jeg. Han er værd at sende i byen.

Pinsesøndag

Nu er han forsvundet ned i haven. Han er i gang med at trimme omkring vores knækflise-sti. Vi skal have gen-etableret det stykke, som måtte graves op, da vi skulle have faskine lagt i jorden i forbindelse med tagrenden, som belastes massivt ind imellem, når der virkelig falder vand. Nu virker det, som det skal og vi mangler bare lige at få lagt fliserne på plads. Det har vi manglet længe ;-)

Kastanjerne står med lys. Syrenerne springer ud. Solsortesang lyder konstant og skovskaderne elsker, at jeg fodrer på foderbrættet. De har endnu ikke forstået, at jeg prøver at lokke småfuglene under tag. De vælter på skift huset, for at komme først til fadet.

Pinsesøndag

Oskar nyder, at der er så meget natur at indtage. Vi har ikke en sirlig have, men sådan en, hvor vi slår græs og så ellers lader stå til i de fleste hjørner. Jeg elsker den vilde natur, så det passer både hunden og jeg.

Pinsesøndag

Om et øjeblik er bollerne klar til ovnen. Måske jeg skulle se at få tændt for den? Jeg tror det næsten. God pinsesøndagsaften til dig :-)

Vinkel Sjal, der koster mig min mentale sundhed

24. maj 2015

Det er næsten blevet sådan, at jeg hver eneste søndag henter håndarbejdet i stedet for at stå op. Det er omtrent den ypperste luksus, jeg kan forestille mig, når jeg sidder under dynen med kaffe og fjernbetjening indenfor rækkevidde, mens jeg strikker eller hækler. For øjeblikket hækler jeg. Jeg er stadig i gang med dræberen, som jeg så skammeligt har navngivet et ellers rigtig godt design, nemlig Vinkel Sjal af Jeanette Bøgelund Bentzen. Det er bare ved at slå mig ihjel af kedsomhed. Uendelige rækker af halve stangmasker og Liselotte er ikke nogen optimal kombination. Mange andre elsker det. Jeg keder mig, men resultatet ser ud til at være besværet værd …

hverdag 326

Jeg er ved den sidste trekant. Den er jeg startet på fem gange. FEM GANGE! De fire første fordi jeg troede, at det var den helt rigtige farve, jeg havde valgt og hver eneste gang fortrød jeg efter et ganske pænt antal rækker.

Til sidst vidste jeg, at jeg måtte have koral. Det fandt jeg ved Søstrene Grene. Bomuld. Tungt som bare h… og langt fra lige så luksuriøst og let, som den smukke Blackhill CottonWool, som udgør resten af sjalet, men farven var rigtig.

Nu er der håb forude. Jeg mangler ikke mange rækker og selvfølgelig har jeg i en fart bestilt farven koral i vores Blackhill CottonWool. Den kan vi da slet ikke undvære ;-)

Genbrug er også Alvar Aalto Vaser

23. maj 2015

Alvar Aalto Collection

Foto: Alvar Aalto Vaser i to identiske udgaver og mere end 30 år gamle

Ind imellem sker det, at ting forsvinder i mit store hus. Trehundrede kvadratmeter bolig er meget, men når der følger 300 kvadratmeter loft med, er der ikke grænser for, hvad der med tiden kan forsvinde og opsluges af bløde og rummelige hjørner og u-udforskede kroge.

Vi er i gang med en grundig oprydning. Der er ikke opsat andre mål end det, at vi skal omkring det meste og der skal reduceres gevaldigt i vores jordiske gods. Loftet er tømt. Der lå mange ting deroppe. Rigtig mange ting. Nogle gensyn var gladere end andre, men da mine vaser fra Alvar Aaltos hånd dukkede frem, var det faktisk gensynets glæde, der fyldte hos mig.

De har været pakket væk i mange år. Vel alle mine børns leveår. Jeg fik pludselig nok af dem. De røg på loftet og siden lod de til at være forsvundet, for vi fandt dem aldrig, når jeg en sjælden gang kom i tanke om dem. Altså indtil forleden, hvor de dukkede op fra mørket.

Alvar Aalto Collection

Nu blev jeg helt glad for dem på ny. De får en renæssance. De er da i grunden temmelig smukke :-)

Bøgetræerne trak grønne lyn på nethinden

23. maj 2015

Min søde, særlige svigermor blev bisat fra den smukke, lille Farum Kirke torsdag middag. Vi var der allesammen. Og så få. Det var en sluttet kreds, der tog afsked, men sådan er det vist, når man er en af de sidste, der falder. Vennerne er væk, så det er familien, der tager den sidste afsked og sådan var det også for os. En helt særlig og helt gennemsnitlig dansk familie. Særlig fordi den er min. Gennemsnitlig fordi vi ikke er noget særligt, men bare os.

Jeg elsker hver og én af os.

Farum Kirke, Maj 2015, Bøgetræerne trak grønne lyn på nethindenFarum Kirke, Maj 2015

Vejret var så utrolig smukt. Det var den fineste forårsdag, vi tog afsked. Solen skinnede, alting duftede af nyt liv.

Bøgetræerne trak grønne lyn på nethinden, da vi spadserede ned til stedet, hvor Benthe skal ligge side om side med Hans, min svigerfar og Dennis, min søde, højtelskede svoger, vi mistede alt, alt for tidligt. Alt det og mere til huskede vi i et øjeblik eller to, men i vores familie har der aldrig været langt til grin. Det er næsten det allerfineste ved den. Vi rykker sammen og vi griner midt i tragedien. Vi står oprejst og vi fortsætter. Vi griner. Det gør godt.

Alle Benthes børnebørn var samlet. Måske for første gang nogensinde. Det var både trist og fantastisk. Der er mange grunde til, at det er sådan. De er vores, men sikke en fest det var at have dem samlet. De er en smuk, stærk, særlig og klog flok, som får mit hjerte til at svulme og mine øjne til at løbe over og spørg mig ikke hvorfor, men jeg bliver så glad og rørt, når jeg kigger på billederne, jeg insisterede på at tage af dem. Tænk, hvor de er smukke. Og fantastiske. Om lidt arrangerer jeg en familie-fest. Det kan kun gå for langsomt.