2

Smerte og vellyst…

Så ligger du der… Lige foran mine fødder og helt klar. Du frister med alle dine hemmeligheder. ???Lok dem ud af mig??? hvisker du stille…

Der er ikke længere noget jomfrueligt over dig. Jeg har mødt dig så tit, at du ikke længere rummer den uskyld jeg engang elskede ved dig, men du frister mig stadig over evne. Jeg er nødt til at erobre dig. Give mig hen til min ustyrlige lyst til dig. Kaste mig selv ud i hvirvelstrømmen af kærlighed, had, smerte og vellyst – altsammen rummer du – det ved jeg af erfaring.

Du giver mig smerte som er næsten ubærlig samtidig med at du tilbyder mig en kærlighed og rummelighed, som til fulde opvejer den mishandling jeg nogen gange føler du udsætter mig for. Du svirper hen over mine rygstykker, giver mig blå og smertende mærker og endda ar for livet.
Du giver mig muligheden for at forfølge min trang til evig udforskning af mine grænser. Jeg træder nogen gange så varsomt at næsten ingen hører mig. Andre gange provokerer jeg og bliver straffet for mit overmod. For det meste indretter jeg mig efter dine luner – jeg har lært det bedst betaler sig, for så bliver jeg i sidste ende belønnet.

Jeg elsker dig og jeg elsker din uforudsigelighed. Jeg elsker, at jeg aldrig ved hvad der venter rundt om det næste hjørne. Jeg elsker din evige trang til at ville kontrollere mig og jeg elsker min iboende trang til at provokere dig.

Jeg vil æde dig med hud og hår…

Velkommen du mit nye år…

Du vil sikkert også kunne lide