Hun er pissesur – lad hende sove…

Engang sagde min mor til mig, at jeg skulle stå op og ikke sove al min tid væk. Hun sagde det ofte og irriteredes over, at jeg kunne bruge så meget tid på at sove – det var ganske enkelt spild. Jeg blev vækket hvis jeg sov udenfor mere gængs sovetid – altså mellem 23 om aftenen og 7 om morgenen – og det med besked om at foretage mig noget fornuftigt…

Jeg manglede hende for en ½ time siden, da jeg helt fortumlet vågnede op og ikke rigtigt kunne finde ud af hvor jeg var. Da jeg slog øjnene op og ør satte mig op i sengen, med følelsen af at befinde mig i et eller andet limbo, hvor tiden var blevet stjålet fra mig. Erobret af noget andet og større end mig. Noget som på grusomste vis havde planlagt at jeg i dag ikke skulle nå vasketøjet, indkøbene og planen om en lang eftermiddags-gåtur med Pjoskar. Noget som vidste, at det ville irritere mig, at den tur i svømmehallen, som skulle give mig fysisk velvære senere i aften nu pludselig ikke kunne realiseres…

Så kunne familien da have vækket mig, ikke? Jeg fatter ikke hvorfor de syntes, at jeg skulle sove 3 timer i træk, efter en ganske kort og ikke uoverkommelig arbejdsdag og nu sidder jeg her og mistænker dem for, at have undladt at vække mig, fordi jeg er en skide pestilens i dag. Sur, vranten og ikke til at være i nærheden af – måske er det min egen skyld…

Undskyld. Jeg vil gerne vækkes en anden gang…