Nogen gange…

Nogen gange skal jeg drømme. Nogen vil måske have opdaget, at jeg ind imellem får udlængsel. Det gør jeg. Så bli’r andedammen for lille og jeg tror næsten jeg er en svane, som er endt i det helt forkerte mudderhul. Det rene indbildning, naturligvis.

Engang for mange år siden havde jeg gjort det forbi med en kæreste, som efterfølgende rejste til et helt andet kontinent. Ikke p.g.a. tabet af mig, så indbildsk er jeg dog trods alt heller ikke, men fordi han forfulgte sine drømme, hvoraf en af dem var, at se Chugach National Forest i Alaska. Vild natur, vandrestøvler og røde kinder. Det var lige ham.

Undervejs på sin rejse, skrev han til mig. Lange malende beskrivelser af alt det han oplevede på sin tur gennem et kæmpestort kontinent. Han skrev også, at han savnede en at dele det med. Mig.

Han skrev, at ville jeg komme over og gøre ham selskab, ville han betale rejsen. Han havde stadig en stor del af sin tur tilbage og det var et meget generøst tilbud, men…

Min fornemmelse var, at han ville tage en accept af tilbuddet som endnu en chance for at få forholdet til at fungere og det vidste jeg aldrig blev aktuelt, så jeg kunne ikke sige ja. Hvor fristende det end var, bød min samvittighed mig at sige nej og sådan skulle det være, men tænk engang om jeg havde stået lige der, på billedet, ved foden af de bjerge…

Tænk engang…