6

Hmm… der ka’ man se…

Jeg står i egne tanker ude på Hadsundvej i en pause. Foran mig kommer et par gående og da han får øje på mig, smiler han bredt. Jeg smiler naturligvis tilbage. Jeg hylder princippet om gengældelse, når det kommer til smil og godt humør.

“Hej Liselotte”, lyder det så, da han er kommet tættere på. Jeg når at tænke, at den mand kender jeg jo et eller andet sted fra, men jeg kan ved gud ikke placere ham i nogle relevante sammenhænge og det er bare for pinligt, at spørge ham om hvorfra han kender mit navn, så jeg smiler bare og siger “Hej”, da de passerer mig.

Han smiler bredt og varmt. Det er SÅ TYDELIGT, at vi to bare kender hinanden og har gjort det HELE vores liv altså. Det får bare ingen klokker til at ringe og tæerne krummer sig sammen nede i støvlen, mens jeg desperat afsøger enhver krinkelkrog i hjernen, for at få placeret denne mand, som så tydeligt har noget sammen med mig. I hvert fald en fortid…

Pludselig går det op for mig og jeg begynder at løbe efter ham, hen om hjørnet de forsvandt ned ad for et øjeblik siden. Jeg råber “Hej Jens, undskyld, jeg stod og sov…”, en nødløgn, men jeg er pludselig kommet i tanke om hvem han er. Jens er en klassekammerat fra min folkeskoletid.

Jeg kunne ikke kende ham, men helt ærligt… er I klar over HVOR GAMMEL Jens er blevet?

Du vil sikkert også kunne lide