Angst, eller?

Jeg glemte, at fredag er Store Rejsedag, så køen inde på banegården var tæt på at være uendelig, men jeg blev stædigt stående, med mine blade. Med hjem skulle de og så måtte jeg holde stand.

På afstand kunne jeg, i den anden ende af kiosken, iagttage en mand i tæt dialog med bladhylden. Han var tilsyneladende temmelig utilfreds med hyldens trang til at skubbe magasinerne på gulvet, lige så raskt, som han havde fået stillet dem derop igen.

Han brugte lang tid på skiftevis at skælde hylden ud og ae den forsigtigt på metalrammen i håb om, at den i næste ombæring ville lade ham slippe for endnu en gang, at skulle samle bladene op fra gulvet. Lige lidt hjalp det. Hver gang han var færdig med at placere bladene skulle han kun slippe, før de igen gled ned på gulvet i en uordentlig bunke.

Han stod længe og kæmpede. Rigtigt rask var han ikke og ind imellem kom der nogle gevaldige udbrud af raseri over hyldens manglende vilje til at samarbejde. Jeg stod som sagt i den anden ende af forretningen, som var fyldt med kunder. Ikke én eneste af de omkringstående ulejligede sig med at hjælpe ham.

Han kunne ikke. Hvor gerne han end ville, skulle det aldrig nogensinde lykkes for ham, at få bladene på plads, så til sidst gik jeg ned til ham og spurgte, om han gerne ville have hjælp. Han lyste op i et kæmpesmil og sagde ja tak, hvorefter jeg satte bladene på plads. Som tak, fik jeg et kæmpe smækkys, som efterlod mig med et grin fra øre til øre og de fleste andre med væmmelsen malet i ansigtet.

Godt jeg er mig…