Vi havde endelig besøg af Alexanders sagsbehandler i dag.
Vi brugte noget af aftenen i går på at skrive liste, så vi ikke glemte nogle af alle de ting, som har hobet sig op det sidste stykke tid. I dag lavede vi kaffe og te, tændte stearinlys og fandt lidt til ganen. Vi satte kopper på bordet og glædede os, til endelig at hilse på hende.
Efter runde 20 minutter, en guidet tur gennem huset og lidt snak med Alexander, kunne hun fortælle os, at hun starter på nyt job til den første. Alexander får ny sagsbehandler. Den fjerde på et år.
Hvorfor er vi ikke spor overraskede…
- fartglad professionel strikker, grafiker, illustrator, ordjonglør, tegnsprogstolk og mor til to - én levende - én nu kun i hjertet. Jeg stiler mod at skrive dagligt på Slagt en hellig ko. Taler og tegner og både med og uden hænder og er flittig og uopfordret ansøger til jobbet som ferieafløser for The Stig.
Jeg har Danmarks absolut bedst udbyggede garnlager. Jeg kan turbostrikke, tegne temmelig godt og overleve det meste. Jeg kan også sejle i kano, spise oliven og elske, så man næsten dør af det. Jeg kan grine. Højt og længe. Jeg elsker spas og så er jeg mor og mormor. Det sidste trumfer det meste.
14 kommentarer
signe
4. november 2006 at 07:41I “vores lille landsby” ville det være dejligt med nye sagsbehandler – en udenfra.. Problemet er bare at når de har været der et stykke tid bliver de ligeså umenneskelige som de der allerede sidder der… Enten placerer man ungen i en specialinstitution eller også er der lukket for alle kasser… Ja undskyld – men hvis barn er det? Begynder at tro at kommunen mener at alle handikappede børn tilhører dem..
(Og så kan vi da virkelig tale om dårlige forældre)
Ella
3. november 2006 at 22:56Ideen med en bog er egentlig rigtig god.
Dengang Mellemste skulle flytte på Østerskoven, lavede vi en skriftelig redegørelse over hele hans situation. Hvilke ting der havde været, hvilke ting, der var i gang og hvad vi forventede.
Denne redegørelse blev brugt rigtig meget af både den nye kommune Hobro og af personalet på Østerskoven.
Det var første gang, der var sket en fuldstændig sammenskrivning af alle tiltag og af hans handicap. Der var på den måde skabt overblik. Vi havde jo været med hele vejen og vi var heldigvis i den situation, at vi kunne gøre det.
Tina
3. november 2006 at 21:21Det er da rigtig ØV. Måske I skulle lave en bog som udleveres til hver ny sagsbehandler og inden i skrives samtlige sagbehandler der har været med i sagsbehandlingen, måske også en lille ris og ros til hver enkel.Eller flytte til Hillerød, det er i hver til fald en kanon kommune, når det gælder deres sagsbehandling. Nej pjat til side det er noget møg når man hele tiden skal starte forfra, og det er jo det I skal vær eneste forbandet gang. Sender de varmeste tanker og ønsker jer en rigtig god weekend.
Liselotte
3. november 2006 at 21:21Hun fik listen med og ville sørge for, at der blev taget hånd om det mest akutte, mens resten ville blive beskrevet, så det skulle være lige til at gå til. Viljen og omtanken var der skam, så lad os håbe…
Claus
3. november 2006 at 21:19Gav i forresten listen over udeståender med ? – det kan da være en god hjælp til den næste sagsbehandler – opgaverne delt op i noget dder på overfladen kan ses som små nemme bidder, så de bliver prioriteret før de mere støvede ting…
Claus
3. november 2006 at 21:17Lad os alle krydse fingre for at den rekord ikke slåes, og lad os så blot håbe at der ikke bliver byttet rundt på papirdyngerne når kontoret endnu en gang skifter ‘ejer’…
Liselotte
3. november 2006 at 21:08Nej, det er nemlig heller ikke spor sjovt for sagsbehandlerne, Ole. Jeg ved det godt og jeg gav også udtryk for min forståelse, men når det er sagt, så er jeg jo mor med en søn, som har nogle behov, som ikke tilgodeses og at mødes om de behov er nemmest, når man ikke hver gang starter forfra med Adam og Eva. Denne sagsbehandler var her ikke engang længe nok til at få færdiggjort en eneste af hans ansøgninger.
Jeg kan med min fornuft sagtens finde forklaringer, men mine følelser gør det svært at acceptere. Jeg er SÅ ærgerlig og så er det her forøvrigt langt fra rekorden. Den sidder Brønshøj inde med. Der nåede vi, på ét år, at hilse på 7 forskellige sagsbehandlere – så der er langt til rekorden endnu ;-)
Ole
3. november 2006 at 20:44Det var træls, men det kan heller ikke være fedt at være sagsbehandler på den måde.
Susan
3. november 2006 at 19:56SUK lyder der ogsaa herfra.
Jeg haaber at den nye sagsbehandler er en med krudt i r…. og en som kommer med friske kraefter og virkelig kan og vil GOERE noget.
P.
3. november 2006 at 19:37Og det er ikke den eneste kommune det forekommer i, desværre. Gud ved om ikke der går et lys op for nogen en dag, det kræver virkelig ikke meget fantasi at få tanken om at mission god kommune er gået galt, for længe siden.
Det må ikke være sjovt at værre offer i det spil, øv:(
Og så tænker jeg også: Hvor heldigt at Alexander har ressourceforældre:) Selv om i nok vil sige at i blot gør hvad alle forældre vil gøre for deres børn, så tror jeg at jeres mission er så meget større.
Håber i til sidst opnår ordenlig behandling.
Helle Læsø
3. november 2006 at 19:31Velkommen i klubben ! Jeg har været sygemeldt siden 25.april 06, og jeg er også på “min fjerde sagsbehandler” SUK SUK. Troede en overgang, at der var noget rivende galt med mig (er der sikkert også)
men blev enig med mig selv om, at det måtte være alt det kommunesammenlægningspjat, der gjorde dem urolige. Men det er sq træls, når man lige har fundet melodien, så skal man “krænge” sig selv ud igen igen…
Jeg håber for Jer, at Alexander får en “god” en, næste gang.
Nu skal jeg dække bord til “tøse føs’da” i morgen.
Hyggehejsa med lys og hjemmebag.
Helle
Ella
3. november 2006 at 19:09Fandens også!
Liselotte
3. november 2006 at 18:15Ja, sådan et slap der vist også ud af mig, Irene…
Irene
3. november 2006 at 18:07SUK!