Vi stak af. Vi valgte, at tage i byen og hoppe ind i det nye år. Det var ikke nogen skidt idé, for alt herhjemme mindede os om de forgående år, som i høj grad var dedikeret Oline og ikke mindst Alexander, som elskede nytåret.
Der var dygtige og fantasifulde kokke i køkkenet, champagne og tapas, dejlige feminine køkkenskrivere og flamingodanserinde i spansk kjole til gulvet.
Der var juletræ i flagstangen, til alle børnenes store jubel, sprøde jordskokkechips, lammeryg og -mørbrad og selvfølgelig larmen, som genereres, når 5 børn er samlet på ét sted.
Der var glimmer, farver og Dronning Margrethe uden guldkrone. Der var toiletpapirsguirlander i samtlige af vejens træer og carporte, romerlys, stjernekastere og stemning. Der var nyt år på vej.
Maden smagte, så guderne sang. Vinen var som sommerregn og blide kærtegn og samtalerne var lange, interessante og intense.
Der var rådhusklokkerne, som overdøvedes af 5 ungers jubel. Det sidste var mit held, for det lykkedes mig tre gange, at få Hanne og Preben til at hoppe ned og herefter febrilsk kravle tilbage på stolen, for at springe ind i det nye år. Jeg grinede, så tårerne trillede. Bagefter trillede de bare, stille, fordi det var nytår uden Alexander. Så havde jeg heldigvis Hannes arm om ryggen. Den gjorde en forskel.
Bagefter var der kransekage og champagne, den underlige misforståelse, som vi hvert eneste år lægger ganer til og endnu senere var der chokolademousse og kaffe.
Mændene forsvandt en tid, kun for at vende beduggede tilbage fra et nabovisit. De var så søde og en smule krøllede.
Samtalerne ebbede ud ved 4-tiden. Så trak vi torsk i land nogle timer og herefter var der små, morgenfriske unger, som forlangte mad og snak, leg og omsorg. Det fik de så. Bagefter fik jeg nye øjenbryn i stilheden efter stormen.
I baggrunden summede mænds snak. Vi sørgede for kvindernes. Og så pludselig var det tid til at køre hjem. Her er vi nu. Kenneth er kørt efter Mc Donalds det værste. Præcis i dag, er det okay og bagefter er der dømt film i sækkereden med tæppe på og øjenpauser.
I morgen starter hverdagen.
17 kommentarer
Liselotte
1. januar 2007 at 23:25Jeg kommer lige ind fra sidelinjen, for at tilføje, at jeg også synes, at WordPress giver en masse muligheder, uden man nødvendigvis må/skal vide en masse om at kode. Der er lavet mange gratis og smukke skabeloner til den platform, så den er et nemt sted at starte – og så kan man jo selv eksperimentere med skidtet efterfølgende ;-)
Hege
1. januar 2007 at 23:06Jeg har lest nok blogger til å forstå at denne er spesiell, – men jeg vil likevel gjerne finne en mal – sjablon – som gir litt flere muligheter til å leke med bitte litt mer enn ord, – selv om de er de viktigste. Jeg får lete rundt!
Ella
1. januar 2007 at 22:45Hvor er jeg glad for, at I havde en dejlig aften i sjovt selskab og gode og kærlige arme, Liselotte :-)
Maria
1. januar 2007 at 21:56Det lyder – og ser ud – som en rigtig dejlig aften ! :-)
En far
1. januar 2007 at 21:53Hege, Liselotte har skrevet en introduktion til emnet, hvis du kigger øverst til højre vil du finde et link med navnet “Ny på bloggen – en kort intro til mediet”. Det er en intro, men jeg ved ikke om den er kort. ;)
WordPress er i hvert fald et godt sted at starte. Der får du næsten alt foræret.
Fr. Møller
1. januar 2007 at 21:20Hege – Liselotte er professionel grafiker, så hvis ikke hendes blog skulle se godt ud, hvilken skulle så ;-). Skru ned for ambitionsniveauet, medmindre du har en tilsvarende uddannelse. Der er masser af gode og gratis blogsteder på nettet. Jeg kender så ingen norske, men mon ikke de findes, hvis du f.eks. prøver at lede med Google?
Det gør bestemt ikke noget, at en blog er grafisk smuk – men det vigtiste er – ordene. Husk, at i begyndelsen var – ordet. Og hvis ikke det er til stede, kan nok så flotte billeder ikke kompensere. Næ – find en skabelon og skriv løs – i første omgang :-).
Hege
1. januar 2007 at 21:13Det hørtes da ut til å være en aldeles flott nyttårsfeiring. Selv har jeg et slags nyttårsforsett, og det er at jeg har lyst til å få min egen blogg i løpet av 2007. Men hvordan kommer man i gang? Problemet nå er at alle de blogger jeg leser er så lekre, og så vil jeg så gjerne også selv ha en med store muligheter for å legge ut bilder, lenker osv. Selv er jeg ikke verdensmester på computeren, men jeg er i besittelse av en mann som i mine øyne er Norgesmester, – det er altså hjelp å få. Bruker du et bestemt program, eller kodet du alt fra bunnen av?
Fr. Møller
1. januar 2007 at 20:48LIselotte – ja, det kommer!Men Alexanders behov og muligheder har i så mange år været de overordnede, ydre rammer for jeres familieliv. Sorg er en proces med mange facetter. Det er vigtigt at give sig lov at erkende også de – mindre “pæne”. Kun på den måde kommer man igennem som et helt menneske…
Liselotte
1. januar 2007 at 20:24Brun kartoffelmos… hmmm… men godt smagte det :-)
Ja, vi fik en dejlig nytårsaften, på trods af savnet, som naturligvis var påtrængende nogle gange i løbet af aftenen. Sådan må det vist være og vi finder her ad vejen ud af, at fungere uden.
Fr. Møller, du rammer præcist med den “dårlige samvittighed”. Den skal elimineres, men det kommer med tiden, tror jeg. Lige nu er det vanskeligt at nyde, uden at rammes af sorgen, der er tæt forbundet med netop det, men vi skal nok få det lært.
Alice Ibing
1. januar 2007 at 19:28Dejligt at komme ind på bloggen og se, at jeres nytårsaften blev god på trods… Alexander vil altid mangle – også næste nytårsaften, men min fornemmelse er, at næste nytårsaften bliver nemmere at komme igennem, fordi man da ved, hvordan det vil være at holde den uden en man bare elsker så meget… Ligesom næste jul, næste fødselsdag og alle de andre dage, hvor de mangler.
For mit eget vedkommende synes jeg, at dagen i dag føles mere tom end aftenen i går. I dag er det i hvert fald gået op for mig, at 2007 må leves uden Anne-Sophie..
Jeg håber, at Alexander og Fie har haft den sjoveste nytårsaften, hvor end de er…
De kærligste tanker
Alice – mor til englen Anne-Sophie
Maltesen
1. januar 2007 at 19:08Godt Nyt År til jer alle :-)
Fr. Møller
1. januar 2007 at 19:04Det er godt at kunne “stikke af”, når der er brug for det. Have helle et sted. Ethvert tab efterlader et tomrum. Som du selv skriver, fyldte Alexander meget på godt og ondt. I skal jo netop lære spontaniteten at kende. Den spontanitet, hans behov så ofte gjorde umulig. I skal især lære at nyde den uden skyggen af “dårlig samvittighed”. Noget siger mig, at I allerede er rigtig godt på vej ;-).
Lene
1. januar 2007 at 18:55Jeg bliver så glad, når du kan fortælle, at der i det virkelige liv er mennesker, der kan være sammen med jer og rumme jeres sorg. Det lyder som en rigtig dejlig aften.
Her er der også blevet trukket torsk i land efter arbejdsdagen ;-)
En far
1. januar 2007 at 18:38Liselotte, dejligt at se, at i kom godt ind i det nye år trods alt! Den mad ser da alt for lækker ud!! Vi fik også ‘brun kartoffelmos’ som Emma mente chokolademousse’en var! En delikat klassiker.
Lene, jeg vil kun tilslutte mig den med mænd med hestehaler!
Liselotte
1. januar 2007 at 18:01Vi havde det dejligt, Torben. Det havde du forhåbentlig også :-)
Lene – jeg vil da ikke bytte ham her ud med noget som helst i hele verden. Han er og rummer ALT, så ikke tale om. Johannes var jo til Oline… :-)
Lene
1. januar 2007 at 17:51Johannes Langkilde eller ej, Liselotte er du klar over at du er fandens godt gift?
En stor mand, med hestehale og brede skuldre der kigger sådan der på et lille menneskebarn, DET er sjældent:-)
Stort:-)
Godt nytår :-)
Torben Schmidt
1. januar 2007 at 17:38Hej LiseLotte og godt nytår. Det lyder som en virkelig god og festlig aften i havde i aftes. Jeg skulle godt nok lige tygge en ekstra gang på sætningen “trak torsk i land nogle timer” Den havde jeg aldrig hørt før og der gik lidt tid inden jeg helt fattede den. Men nu forstår jeg :-)
Det der med McDonalds forstår jeg udemærket. Det smager altså også godt efter min mening. Bare man ikke får det for tit ;-)