Intet brast!

Skidtet holdt og vi er kommet tørre gennem natten. Ingen katastrofer her og endda vores noget vakkelvorne hegn, står endnu. Vi har været heldige, men vi tager tilsyneladende endnu en nat med orkan. Så må det være sådan.

Udenfor er himlen blå. Det blæser en smule, men inden natten, skulle det blive anderledes voldsomt, så vi indstiller os på en nat, som måske vil holde os vågne.

Vores gamle gård knager og brager. Bjælker giver sig med langtrukne, seje brag og ind imellem klager huset så højt, at det efterlader mig i tvivl om dets bæredygtighed, men som sagt er det gammelt og har sikkert stået gennem værre storme, end dem vi oplever nu.

Det værste er vel taget, som ikke er så gammelt endda, men udskiftningsmodent. Det får vente, til jeg vinder en million, men indtil da har det bare at holde, så jeg krydser fingre for natten allerede, mens jeg konstaterer, at haven ligner sig selv.

Hortensiaen står med knopper. Den er klar til det forår, som venter forude. Den har stået lunt og godt på terrassen og belønner os med grønne spirer, som snart er klar til at folde sig ud i smukke blade.

Jeg bliver helt i vildrede, for skulle jeg ikke klippe skidtet ned til foråret, når de begyndte at skyde? Jo, det skulle jeg vist, men det er langt fra forår endnu og både sne og frost er stadig aktuelle muligheder, så jeg lader skidtet stå og lader som om, jeg ikke ser knopperne.

Sådan kan man ind imellem gå gennem livet med skyklapper på. Jeg gør det lige nu på terrassen.