Sommer indeni?

Jeg drikker friskbrygget kaffe, mens manden i huset er sendt i byen. Vi er stadig i gang og langt fra færdige, men er nu længere end for en uge siden.

Jeg snakker om omstruktureringen på matriklen. Alexanders værelse er stadig ikke tømt helt, for der er ting jeg må fjerne og ting, jeg ikke må røre. Nogle af tingene er så tydeligt nogle, som Kenneth føler sig specielt knyttet til og derfor anser han det, som hans opgave at pakke væk. Det er i orden. Det tager tid, for det er en overordentlig vanskelig opgave han er kommet på.

Vi er langt nu. Vi er så langt, at vi om få øjeblikke kan hente bordet ned og placere det i rummet, for at se, om det lever op til mine forestillinger.

Jeg håber det, for det vil give en fantastisk arbejdsplads, som vi alle vil nyde at benytte.

Inden skal vi lige have tømt Alexanders akvarie. Det tager mildest talt lang tid, men det er da noget, vi har nok af, så vi venter tålmodigt.

Imens snakker vi lidt om Alexander, finder billeder og gamle dagbøger fra hans skoletid. Vi finder fotos og tegninger, som er lavet for ikke særligt længe siden og vi længes og savner. Det gør godt på den måde, som gør ondt. Det er vanskeligt at forklare, men det hører med til virkeligheden, at få ondt ind imellem.

Jeg skulle indstille mit kamera til et gustent toiletlys forleden. Jeg fik trykket på udløseren og derfor er der ikke noget elegant over fotoet, men det viser mig, som jeg ser ud for øjeblikket. Alvorlig. En smule træt, sammenbidt og meget mere alvorlig, end jeg plejer at se ud. Sådan ser vi begge ud lige nu. Vi bærer tungt og det kan ses.

Jeg får ind imellem en overraskelse, når jeg passerer et spejl, for nok ligner spejlbilledet mig og så gør det alligevel ikke. Jeg ejer ikke mange billeder af mig, hvor jeg ikke griner.

Jeg griner ikke så meget lige nu. Det kommer jeg vel til igen, men ind imellem når jeg at blive i tvivl. Ikke for alvor, men i et kort sekund kan jeg blive bange for, at det her ansigt, er det jeg skal leve med resten af livet.

Med min fornuft ved jeg, at sådan bliver det ikke, men indeni er der ind imellem gråt og trist og i de øjeblikke, kan jeg blive helt bekymret for, om solen kommer til at skinne og sommeren finder vej også indeni mig. Jeg venter og jeg prøver at gøre det med tålmod.