En blandet en af slagsen

Og mens himlen mørknes langsomt og horisonten stille forvandles til blandet vejr, er der også blandet vejr indenfor.

Annemette og jeg taler i telefonen. Vi taler om det forestående bryllup. Der er meget logistik forbundet med den slags arrangementer, så det er ikke spor for tidligt at begynde at gøre sig lidt overvejelser.

Vi når langt omkring. Vi snakker menu, sted og gæster. Vi snakker rådhus, tidspunkt og højtideligheden sniger sig langsomt ind i vores stemmer, for det er stort og vigtigt, det her.

Jeg holder så usigeligt meget af Heidi. Jeg kunne ikke have ønsket mig en bedre svigerinde end hende, jeg er heldig at få om et øjeblik. Hun er et af de mest omsorgsfulde mennesker jeg har mødt og hun lader Annemette være Annemette. Nu griner vi. Hele tiden. Altså normalt, for pludselig midt i al den snak husker vi Alexander. Vi husker vist begge den aften, da Heidi friede og Annemette sagde ja og Alexander næsten ikke kunne holde op med at juble efterfølgende.

Det bliver en smuk og dejlig dag. Det bliver også en frygtelig svær dag for Annemette, som var så tæt og stærkt knyttet til Alexander, at hun vil savne ham hvert minut af dagen. Sådan må det nok være og hun bliver ikke den eneste, som vil savne ham i vores midte, men jeg håber, at vi alle formår at sørge for, at det ikke bliver en sorgens dag, men den glædens dag det vitterligt er. Vi glæder os sådan.