Lørdagsfryd

Vi har været langt omkring. Først ude omkring City Syd, siden ind om centrum, for at komme forbi Alexander. Det var ved at være ved den tid, hvor lanternen skulle udskiftes. Der stod en lille rød lanterne derinde, som Oline havde valgt med hjertet. Rød var Alexanders yndlingsfarve og derfor skulle den naturligvis være rød, da vi skulle have fat i en. Det var heldigvis ikke vanskeligt, for det var juletid, da den skulle skaffes sidste år.

Nu skulle der ny på deroppe, så jeg regnede med, at vi endnu en gang kunne finde en rød, men måske det alligevel var nogle uger for tidligt. Det endte med en sort. Og en nisse i håb om, at den kunne kompensere for den forkerte farve, når jeg siden skulle fortælle Oline om købet.

Den går kun nødtørftigt an. Rød skal den være. Hun insisterer, men nissen hjalp lidt på stilskiftet, for han har dog trods alt lidt rødt på huen og så er der et juletræ i toppen. Tidligt er det med julepynten, men Oline er tilfreds og så er jeg også.

Da vi kom hjem, kørte vi kortege med Ella og Ole. De skulle lige indenom med Olines gymnastiktøj, for det tog Ella med hjem forleden. Ikke at vi ved hvorfor, men vi gætter på, at jeg egentlig bærer skylden. Jeg har syet net til både Ella og Oline og i samme stof, så der skete vist en mindre forveksling, da Ella samlede sig sammen den anden dag. Jeg har grint godt af, at Ella har åbnet nettet og så fundet Olines svedige tøj i stedet for sit eget håndarbejde.

Nu fik de en kop kaffe til gengæld for kurerservicen. De er lige taget afsted. Vi drikker fortsat kaffe og griner godt og grundigt.

Vi samler appetit for forude venter en andesteg, som får englene til at synge. Vi er mange, som glæder os og mens vi gør det, glæder jeg mig stille over, at jeg har verdens bedste søster og en skøn, herlig og umanerlig sjov svigerinde. Jeg er temmelig heldig.