Morgenen er kold og klar. Frosten har bidt sig fast og verden er hvid. Her er stille. Jeg er den eneste, som endnu er oppe. Kaffen er brygget og står klar på kanden, til resten af huset vågner. Det gør ingenting at være sig selv en tid, for der er mulighed for at mærke verden. Mulighed for at mærke efter indeni og opdage, at det fortsat smerter at være en tur omkring Alexander, men ikke mere end det er til at bære.
Tiden lige nu minder mig om tiden sidste år. Den tid, som var præget af frustration og angst, sorg over at se Alexander have det så svært og vrede over, at det i grunden var så unødvendigt.
Jeg ved ikke, hvad jeg tror på. Jeg ved ikke, hvad jeg skal tro. Alexander er forsvundet. Væk er han og han er ikke kommet tilbage til mig, som far gjorde. Som jeg syntes han gjorde, for hvad tror jeg i grunden på? Jeg ved det ikke. Jeg synes, at Alexander har forladt mig.
Jeg synes også det er i orden. Jeg har, underligt nok, ikke brug for at finde små tegn på, at han stadig er her. Jeg havde brug for at tro, at far gav os små tegn på, at han fortsat var omkring os. Jeg syntes, at jeg fik dem. Sådan er det ikke med Alexander. Han er væk og det er i orden med mig. Sådan skal det være.
Jeg taler med Alexander ind imellem. Det er mit behov og egentlig er jeg overbevist om, at jeg kun taler med mig selv. Jeg tror ikke, at han lytter. Jeg tror, han er væk. Spørg mig ikke om hvordan, hvor henne eller hvorfor. Jeg ved det ikke, for jeg ved jo ikke, hvad jeg tror. Jeg ved bare, at jeg finder ro indeni ved tanken om, at han er væk.
I går viste jeg Annemette, hvor hans urne ligger. Jeg pegede på stedet under stenen. “Lige der ligger han”, sagde jeg og fortsatte “jeg har selv sat urnen derned, så jeg ved det”. Jeg syntes ikke, at det var Alexander. Jeg syntes vist bare, at hun skulle vide det. Tanken om, at det er hans krop, som ligger dernede, eller resterne af den, er så fjern, så jeg næsten intet føler.
Alexander er meget mere end det gravsted. Han er en del af mig for altid. Hans sidste hjerteslag ligger i min højre hånd. Han har gjort mig til den, jeg er i dag. Han har været det største, der er sket i mit liv. Hans liv har formet mit liv.
Jeg kan stadig fornemme hans helt specielle duft. Jeg har stadig erindringen om de kys, jeg har givet ham. Jeg husker præcist hvor blød hans pande var, hvor sjovt hans pandekrølle altid svirpede på plads, når jeg lod fingrene glide gennem den. Jeg husker hvor dejlig hans latter lød. Jeg husker hans humor, som var uovertruffen på trods af alle hans besværligheder. Jeg husker hvor tapper han var og hvor meget mod den lille, skæve krop rummede og jeg husker, hvor meget jeg elskede ham.
Jeg husker det hele og måske er det derfor, at jeg synes det er i orden, at han ikke er mere. Jeg savner ham frygteligt, men det er i orden, at han kun var på gæstevisit. Jeg fik mit livs gave den dag han kom til verden. Den bærer jeg fortsat med mig og jeg husker.
Jeg ved ikke, hvad jeg tror, men jeg husker.
30 kommentarer
Liselotte
12. november 2007 at 15:05Tak Tina :-)
Tina - omme i London
12. november 2007 at 10:21Stort knus til dig Liselotte. Jeg foeler med dig.
Liselotte
12. november 2007 at 07:48Tak Bettina – og ja, det var han. Han var et dejligt menneske :-)
Bettina
12. november 2007 at 05:53Han var et livsstykke :-))))
de varmeste tanker
Bettina
Liselotte
11. november 2007 at 20:10Det er sådan jeg også tænker, Susan, at han bor i mig og derfor er med hele tiden :-)
Susan
11. november 2007 at 19:10Jeg laeste dette indlaeg kort foer jeg gik i seng og kunne ikke finde nogen ord.
Jeg taenkte umiddelbart – du har ikke brug for at Alexander kommer forbi og viser smaa tegn, du har ham i dit hjerte og han bor der, godt og trygt.
Tak for at du deler dine tanker, de saetter mange tanker i gang.
Liselotte
11. november 2007 at 19:03Hjerte rimer på smerte – banalt, men så sandt, at det gør ondt med mellemrum, men jeg ville ikke bytte ét eneste sekund væk. Jeg sidder rig tilbage.
Sylvia
11. november 2007 at 18:16Så nydelige tanker og ord om din Alexander…………
hanne
11. november 2007 at 18:04Kære Liselotte, måske er det frosten, rimen på træer og blade, måske fordi det er november, for tankerne går også et år tilbage her hos os. Nogle af de minder du beskriver har vi jo været så heldige at få lov at være en lille del af også og jeg husker så mange små glimt med dine ord – og tænker på taknemmeligheden over at have fået lov til det – vi savner med jer.
Lizelotte
11. november 2007 at 17:43Du kan tro, jeg tænker meget på jer for tiden – den tid, i var igennem sidste år, og hvordan det må trække i dine hjertestrenge.
Jeg kan sagtens følge alt hvad du skriver. . . selvom jeg naturligvis ikke kan sætte mig ind i præcis hvor smertefuldt det var, har jeg som mor en fornemmelse af det.
Godt du kan skrive om det, og snakke med dem, du holder af.
Du trak tårer med det her indlæg – det gjorde du.
Liselotte
11. november 2007 at 17:17Nej, følelser behøver heldigvis ikke være rationelle. Gjorde de det, var jeg vist ude, hvor jeg ikke kunne bunde :-)
Lotten
11. november 2007 at 17:06Dine ord når helt derind, hvor hjertefibrende vibrerer. Det er så smukt i al sin smertelighed at læse, og jeg har ingen ord at berige yderligere med. Sidder bare her med våde kinder og et smil på læben sammen med en god fornemmelse indeni.
Det handler ikke om tro, men om følelser. Og det behøver ikke være rationelt…
Liselotte
11. november 2007 at 15:36Tak for alle jeres smukke kommentarer. Han er med mig hele tiden og det er godt. Han bor lige her, i mit hjerte, og sådan skal det være. Det føles godt lige nu.
Irene
11. november 2007 at 15:04Vore hjerter rummer den evige kærlighed, for evigt … Resten kan vi gisne om, hvis vi har behov, men i min erfaring er der ikke det behov, når vi lader kærligheden leve.
Dit kærlige hjerte slår Liselotte!
Alice Ibing
11. november 2007 at 14:07Åh Liselotte – jeg føler dine ord helt ind i mit inderste og jeg forstår..
De gav os noget, vi bare skal være taknemmelige for og huske tilbage på med glæde. Noget som ikke kan beskrives men som bare skal huskes..
Tanker til dig og dine..
Hege
11. november 2007 at 13:07Det er vanskelig å kommentere på denne teksten, ordene kan så lett komme galt ut, – men jeg synes den fortjener noen ord. For oss som ikke har opplevd det dere har opplevd, er det umulig å dele den smerten. Vi kan bare tenke på dere med gode tanker, og de som er nær dere kan forsøke å gjøre livet lettere for dere. Likevel vil jeg si at jeg følger tankene dine, og de gjør meg godt. Jeg vet hva jeg tror og ikke tror, – i hvert fall der jeg er nå i livet, og jeg følger deg i tanken om at Alexander er borte. Jeg har pratet mye om dette med en nær venninne som har mistet et barn vi også kjente godt. For noen av oss kan det ligge stor trøst i at døden betyr at det er over. Da vi for en tid siden mistet en ung kollega, så sa en av mine andre kolleger: Nå er hun der hun var i 1906. Det var en god og trøstefull tanke som gjorde meg så lettet.
Alexander er jo likevel en del av deres familie. Hver dag vi møter et annet menneske, så gjør det noe med oss. Vi blir nye mennesker for hvert møte vi har med andre, og vi forandrer oss hvert sekund. Dere hadde aldri vært de dere er uten Alexander, – og uten Alexander ville familien deres rett og slett vært en annen familie. Han har hatt stor betydning også fordi han har formet både deg og de andre i familien. Og så er det bare så synd at han ikke fikk lov til å fortsette å forme dere og at dere ikke fikk fortsette å forme ham. Jeg følger ikke tanken om at det er urettferdig. Det bare er.
Jeg tenker ofte på deg og på hvordan dagene dine er nå som det nærmer seg ettårdagen for Alexanders død. Takk for at du deler tankene dine, – og ikke minst for at du gjorde det rett etter at han døde. Det har vært et møte som har forandret meg og gjort meg til et annet menneske, og jeg tror det har gitt meg en hjelp jeg helt sikkert kommer til å trenge den dagen sorgen rammer meg, for det kommer den til å gjøre.
Ha en fortsatt fin og kald søndag.
Ella
11. november 2007 at 12:34Selv om du ikke kan mærke tegn på at Alexander er hos dig, så mere end aner jeg, at det er han, på sin måde.
Når I snakker om Alexander, mindes ham, griner af noget han havde sagt eller gjort, græder over savnet – er han jo hos jer, i jeres hjerter. Og det vil han være altid.
Han er rejst videre, og har efterladt et dejligt minde hos jer.
Mahalo
11. november 2007 at 11:50Smukt skrevet om dine tanker om Alexander…han vil bestemt heller aldrig blive glemt af os, der har læst din blog i snart mange år nu!
God søndag :-)
kokken på blokken
11. november 2007 at 11:34Sender knus til dig og din dejlige familie. Alexander er bestemt et sted: nemlig i alle de hjerter der kendte ham – enten i deres hverdag eller her på bloggen. Og der vil han altid være…….
Helle
11. november 2007 at 11:20Der er ingen mening med det meningsløse, at Alexander skulle dø. Men minderne og kærligheden lever i hjertet for evigt. For mig er det noget af det, der giver livet og døden mening, at vi lever i andres tanker og de lever i vores. Alexander er stadig en del af den kærlighed I har til hinanden i jeres familie, han er jo stadig en del af den måde I lever på, og det liv I lever – han har lært jer så meget, som får betydning i fremtiden, for den måde i møder verden på.
yt
11. november 2007 at 11:12Han er en del af dig. Alexander var så langt inde under huden på dig, at du ikke behøver nogle tegn, for han vil altid være en del af dig og dine.
Lene
11. november 2007 at 11:01At Alexander skulle dø er uretfærdigt, jeg kan ikke finde mening i at børn og unge skal dø, men det ville være forfærdeligt, hvis ALexanders livsglæde, humor og livsmod døde sammen med ham, men det gjorde det ikke. I er en familie med livsmod, livsglæde, humor, men også med savn , sorg og tårer. Alexander er rundet af en ganske særlig familie, og mindet om ham er i dit hjerte, i din hånd, som du så smukt beskriver det.
Knus herfra
Jonna
11. november 2007 at 10:57Jeg er ikke så god til det med ord men du udtrykker så smukt de tanker når vi har mistet.
Og dem der mangler vil altid være hos os selv om vi ikke kan røre ved dem, snakke med dem tror jeg at vi altid vil gøre.
Lisbeth
11. november 2007 at 10:54Ja, han bor i dig, og det vil han altid gøre. Du beskriver så fint, hvordan det er, og hvordan det er muligt at have et godt liv på trods af smerten og savnet. Jeg har også haft det som Frederikke, det første år er så skelsættende, fordi det er første gang så mange gange uden barnet, 1. jul, 1. påske og alle de andre mærkedage, der er i familien. Næste år har man så prøvet mærkedagene uden barnet, selvom savnet stadig er der.
God søndag til dig og dine, også varme tanker herfra.
Liselotte
11. november 2007 at 10:54Tak for ordene, Lea – du var havnet ude bagved i maskinhuset til godkendelse – og ja, det værste i verden er, at der sker noget med vores børn. Vi elsker dem betingelsesløst, så der findes ikke noget mere frygteligt. Det er sandheden.
Liselotte
11. november 2007 at 10:39Jeg tror måske det er sådan, Henriette. At han er så stor en del af mig, at det ikke er nødvendigt med manifestationer i form af små tegn på et eller andet, som jeg ikke engang ved, om jeg tror på. Behovet er der ikke. Det er nok, at han har været. Han bor i mig.
HenrietteB
11. november 2007 at 10:37Liselotte, du vækker så megen genkendelse hos mig gennem dine skriverier – tak for at du deler!
Jeg tænker, at du måske ikke har behov for ydre tegn på Alexanders tilstedeværelse, fordi det er så tydeligt at han altid er hos dig, i dig og netop har været med til at gøre dig til den du er.
Varme tanker herfra.
Leah
11. november 2007 at 10:22Nå står tårene i øynene mine her. Du kjenner ikke meg, men jeg har fulgt bloggen din lenge, og har også fått med meg historien om Alexander. Jeg har ofte tenkt at hvis noe skulle skjedd med ett av barna mine, så ville jeg følt det som om alt var forgjeves. Men så har jeg tatt meg i det, og tenkt at nei, da hadde jeg jo aldri blitt kjent med han/ henne. Lært hvem de var. Vi har ingen garanti for fremtiden, hver dag med de man er glad i er en gave. Så deilig at du kan se tilbake på tiden med Aleksander med takknemlighet og en slags ro på det at han ikke kommer tilbake. Selv om det jo også må smerte deg mere enn jeg kan klare å sette meg inn i. Du rørte ved noe ved meg i dag, takk for ordene dine.
Klem fra meg.
Liselotte
11. november 2007 at 10:20Tak Frederikke og ja, der er snart gået et år og det er underligt at tænke på. Så langt og alligevel så kort har det år været. Der er stadig lang vej og der er stadig sår, som er åbne og bløder endnu, men det er i orden med mig. Jeg oplever, at mine omgivelser giver mig plads og forståelse og det er det allervigtigste.
Jeg har ingen forventninger til, at det her nogensinde skal holde op med at smerte, men jeg kan mærke, at der er sår, som er helet op og det gør godt. Jeg kan mærke, at jeg kan huske Alexander uden nødvendigvis at føle smerte. Det sidste er meget vigtigt for mig.
Frederikke
11. november 2007 at 10:15Kære Liselotte,
Der er snart gået et år. Det er på en og anden måde så skelsættende, svært at forklare, men det er det.
Mange søndagstanker fra mig