30

Jeg husker

Morgenen er kold og klar. Frosten har bidt sig fast og verden er hvid. Her er stille. Jeg er den eneste, som endnu er oppe. Kaffen er brygget og står klar på kanden, til resten af huset vågner. Det gør ingenting at være sig selv en tid, for der er mulighed for at mærke verden. Mulighed for at mærke efter indeni og opdage, at det fortsat smerter at være en tur omkring Alexander, men ikke mere end det er til at bære.

Tiden lige nu minder mig om tiden sidste år. Den tid, som var præget af frustration og angst, sorg over at se Alexander have det så svært og vrede over, at det i grunden var så unødvendigt.

Jeg ved ikke, hvad jeg tror på. Jeg ved ikke, hvad jeg skal tro. Alexander er forsvundet. Væk er han og han er ikke kommet tilbage til mig, som far gjorde. Som jeg syntes han gjorde, for hvad tror jeg i grunden på? Jeg ved det ikke. Jeg synes, at Alexander har forladt mig.

Jeg synes også det er i orden. Jeg har, underligt nok, ikke brug for at finde små tegn på, at han stadig er her. Jeg havde brug for at tro, at far gav os små tegn på, at han fortsat var omkring os. Jeg syntes, at jeg fik dem. Sådan er det ikke med Alexander. Han er væk og det er i orden med mig. Sådan skal det være.

Jeg taler med Alexander ind imellem. Det er mit behov og egentlig er jeg overbevist om, at jeg kun taler med mig selv. Jeg tror ikke, at han lytter. Jeg tror, han er væk. Spørg mig ikke om hvordan, hvor henne eller hvorfor. Jeg ved det ikke, for jeg ved jo ikke, hvad jeg tror. Jeg ved bare, at jeg finder ro indeni ved tanken om, at han er væk.

I går viste jeg Annemette, hvor hans urne ligger. Jeg pegede på stedet under stenen. “Lige der ligger han”, sagde jeg og fortsatte “jeg har selv sat urnen derned, så jeg ved det”. Jeg syntes ikke, at det var Alexander. Jeg syntes vist bare, at hun skulle vide det. Tanken om, at det er hans krop, som ligger dernede, eller resterne af den, er så fjern, så jeg næsten intet føler.

Alexander er meget mere end det gravsted. Han er en del af mig for altid. Hans sidste hjerteslag ligger i min højre hånd. Han har gjort mig til den, jeg er i dag. Han har været det største, der er sket i mit liv. Hans liv har formet mit liv.

Jeg kan stadig fornemme hans helt specielle duft. Jeg har stadig erindringen om de kys, jeg har givet ham. Jeg husker præcist hvor blød hans pande var, hvor sjovt hans pandekrølle altid svirpede på plads, når jeg lod fingrene glide gennem den. Jeg husker hvor dejlig hans latter lød. Jeg husker hans humor, som var uovertruffen på trods af alle hans besværligheder. Jeg husker hvor tapper han var og hvor meget mod den lille, skæve krop rummede og jeg husker, hvor meget jeg elskede ham.

Jeg husker det hele og måske er det derfor, at jeg synes det er i orden, at han ikke er mere. Jeg savner ham frygteligt, men det er i orden, at han kun var på gæstevisit. Jeg fik mit livs gave den dag han kom til verden. Den bærer jeg fortsat med mig og jeg husker.

Jeg ved ikke, hvad jeg tror, men jeg husker.

Du vil sikkert også kunne lide