Jeg glemte nuet et øjeblik…

Begravet i arbejde, har jeg slet ikke opdaget, at dagen er mere end godt i gang, men sådan går det, når koncentrationen ligger andetsteds end i nuet.

Jeg tvinger mig selv ind i virkeligheden. Rejser mig fra pladsen og skynder mig udenfor et øjeblik. Derude er vintergækker og erantis, som begge sender løfter om et forår, som ikke længere er frygteligt langt væk. Det passer mig godt, for jeg længes nu.

Jeg trænger til lys. Ikke noget der er meget af i dag, hvor himlen er mørk og ind imellem truer med regn. Indenfor er det nødvendigt med lys, selvom jeg har plads foran et stort vindue. Jeg holder så meget af dagslyset, som er det bedst tænkelige arbejdslys, men sådan skal det altså ikke være i dag.

På spisebordet står tulipaner og drysser. Det er nu, de er allersmukkest, synes jeg. Lige i det øjeblikke, hvor de opgiver og forvandles til ingenting, bliver de næsten gennemsigtige og lader os ane, at de er porøse og skrøbelige, som porcelæn.

Om et øjeblik vil jeg holde fri. Så skal der købes nye forsyninger.