Det var ikke meningen…

Det er altid de dage, hvor energien er i bund og jeg egentlig beslutter mig for, at der skal laves ingenting, at det hele løber løbsk. Det startede med en dvd-afspiller, som pludselig hverken ville det ene eller det andet.

Heldigvis har Oline en af slagsen, som kunne lånes, men undervejs fik jeg øje på nullermænd, støv og andet rod, som irriterede øjet frygteligt, så der var ikke langt fra tanke til handling. Nu er der gjort rent bord og det er dejligt.

Nu er stuen klar til at blive indtaget. Det passer mig aldeles strålende og efter en grundig udluftning, hvor jeg samtidig kunne konstatere, at tågen fortsat fylder landskabet og vintergæk og rabarber ikke lader sig kyse, kan den friskbryggede kaffe indtages i en sofa, som er lige akkurat så blød, så den lader mig sidde godt uden at falde i søvn.

I stuen stod en frygtelig bunke garn og halve strikketøj. Nu er der ryddet op i det og jeg kan konstatere, at der er nogle forsøg, som kasseres, mens andre er lagt til side, så de kan genoptages ved lejlighed, men først Cobblestone til Kenneth.

Imens jeg støvsugede, kunne jeg høre Oline grine højt. Hun hyggede sig tydeligvis og det er klart, når søndagens yndlingsbeskæftigelse får fri udfoldelse…

Pyjamas, dyne og computer. Mere skal der ikke til, for at gøre hende tilfreds på en søndag. Faktisk helst slet ikke mere. På maven og i virtuel kontakt med vennerne, er hun nærmest lykkelig og hun er ikke til at lokke udenfor, når det er sidste fridag inden skolen igen starter. Det er vel en alder, tænker jeg og undrer mig over, at hun og Oskar tilsyneladende sagtens kan tilbringe en hel søndag i sengen.

Jeg skal måske ikke snakke for højt, for selvom rengøringen nu er på plads, har jeg jo heller ikke været udenfor matriklen. Jeg har heller ikke tænkt mig at forsøge. Sofaen kalder.