Mere uld…

– for vi fortsatte op ad hovedgaden og endte oppe ved skolen, hvor endnu to telte lokkede med smukke fristelser. Vi beherskede os i rimelig grad, hvis vi undlader at nævne de 20 nøgler af Karen Noes smukke shetlandstweed, som sneg sig ned i min taske.

Vi fik set nålebinding og jeg forelskede mig (næsten) håbløst i et par koksgrå sokker, som var fremstillet i den ældgamle teknik. Jeg tror ikke, at jeg har tålmodigheden, men jeg elsker at høre en dedikeret fortælle om en lidenskab og sådan en kvinde mødte vi. Nu ved vi lidt om nålebinding og har set det demonstreret, hvorfor jeg godt tør sige, at jeg aldrig kommer til at binde an med teknikken. Strikkepinde kan turbobetjenes. Det kan sådan en nål altså ikke, men smukt var det.

Fra teltene fortsatte vi ned bag skolen, hvor der var endnu flere overraskelser i vente…

En farverig fårklipper, som i den grad havde styr på, hvad han lavede. Det var en fornøjelse at se ham klippe og bagefter tog han sig god tid til at besvare spørgsmål. Her skal han til at demonstrere tandsæt og det er ikke hans eget.

Bag ham opdagede jeg smeden. Ham kunne jeg ikke undlade at besøge og det skulle vise sig at blive en udsøgt fornøjelse.

Han havde travlt med at smede, mens jernet var varmt, for fanden henter smeden, hvis han venter for længe og jernet bliver koldt…

Han smedede den fineste lille bladnål efter vikingeforbillede. Det tog sin tid, men så var der også plads til en historie eller to imens.

Det var fascinerende at se et gammelt håndværk blive udført med passion og jeg endte da også med at købe den fine bladnål, for ikke alene fik jeg et smukt minde, som kan holde sjaler samlet om kolde skuldre, men jeg fik også en af dagens højdepunkter i hans gode selskab. Sikke han kunne…

Efter smed og fåreklipper fik vi øje på en højtliggende stand, som bestemt ikke så kedelig ud, men mere om den i morgen. Nu er jeg vist brugt for i dag og sengen kalder. Højt.