Morgenen byder på stilhed efter regn. Der snakkes om byger og sol i evig skiften og det er i orden med mig. Jeg har en af de dage, som er til at overkomme. Det er bare at tage hul, så det vil jeg gøre om lidt, men inden vil jeg huske at fortælle, at jeg har roser i haven. En fejl er det ganske vist, men de er der.
Jeg passer dem ikke. De står bare, hvor de er landet. Alligevel belønnes jeg med duftende blomsterhoveder hver sommer. Den slags handler kan jeg lide. Der er andre, som jeg slet ikke bryder mig om.
Maven har været fyldt med gårsdagens historie om en familie, som presses næsten ud over kanten. De skal fungere under så urimelige forhold, at det er svært at blive ved med at finde kræfterne. De lever ikke. De overlever. Jeg husker alt for godt følelsen og måske er det grunden til, at jeg ikke kan slippe deres historie.
Jeg ved ikke, hvad jeg kan gøre for at hjælpe, men jeg er gået i tænkeboks. Det er jeg nødt til, kan jeg mærke, men jeg prøver også at huske, at jeg ikke behøver mere ondt i maven. Gid man selv bestemte, hvornår, men dagen er ny og om lidt vil jeg drage ud i den og efterlade tankerne herhjemme. De kan genoptages, hvis jeg finder kræfterne.
8 kommentarer
Liselotte
17. juni 2008 at 16:58Bettina, jeg håber sammen med dig, for det er af overordentlig stor betydning for familiernes livskvalitet, at de får lov til netop “bare” at være familier.
Winnie
17. juni 2008 at 14:07Hej Betina
Tak for linket :-)
Bettina
17. juni 2008 at 06:39Hej Liselotte
sidste mandag var jeg på konferrence i Bredsten i anledningen
af at Marselisborgcentret havde udgivet en ny antologi om forskellige udviklingprojekter som har været lavet i Danmark
siden 2004 – tror jeg nok. Sidste foredrag var rystende. Anette Hauskov Graungaard (læge) har skrevet phd. afhandling på baggrund af interviews med forældre, om hvordan forældre til børn med multiple handicaps oplever
mødet og livet i det danske sygehusvæsen og socialvæsen……
Du finder den på dette link – den hedder
How do they manage?
Hun havde en model til hvordan man kunne frigøre familien fra at være tovholder og øge kvaliteten af handleplaner på tværs af offentlige instanser – så familien kunne sættes fri til bare at være forældre. Et regionalt team for de dårligste børn og et kommunalt team for de lidt mere stabile børn.
Men hvem dælen har kræfterne til at få solgt den ide…Jeg håber inderligt at Anette Graungaard har.
Liselotte
16. juni 2008 at 11:49Ja, det er noget skidt at have brug for hjælp i dag. Jeg har kun erfaringer med Aalborg Kommune, men her skal man altså ikke slå sig ned, hvis man gerne vil vedblive at være en velfungerende og ressourcestærk familie. Det er helt sikkert. Øv for pokker :-(
Maria Jensen
16. juni 2008 at 11:16…føler med Michael og hans familiie.
Familien beder jo ikke kommunen om guld og grønne skove.
Synes det er forbandet urimligt at de skal tigge og bede bare for at få de ting der skal til så familien kan fungere.
Håber på en løsning inden længe!
Knus Maria
Ella
16. juni 2008 at 10:15Jeg er meget påvirket at deres situation, det er helt grotesk, det Aalborg Kommune byder dem – der er simpelthen nødt til at ske noget. :-(
Hvor var det godt at I kom forbi. I er guld værd, Liselotte! :-)
Winnie
16. juni 2008 at 09:25Uretfærdigheder og urimeligheder kan æde ens følelser op, hvis man ind imellem, ikke siger stop (Tvinger tankerne over på noget positivt og dejligt).
Det er det der er årsagen til, at vi bliver Tovholdere for vores handicappede børn og ikke bare “nøjes” med at være forældre. Vores virkelighed er at vi bliver nødt til at tage kampe. Det er netop i de situationer at det er dejligt at kunne dele “kampen” med andre – vi får støtte og opbakning af hinanden – og det er guld værd.
God dag til dig og I andre ;-)
Helle K.
16. juni 2008 at 09:03Jeg vil tro, at familien har haft det godt med at kunne dele med jer, som kender det på jeres egen krop.
Det er så uretfærdig, at mennesker som i forvejen er ramt ufatteligt hårdt, skal presses og klemmes til sidste dråbe – jeg kan godt forstå, at du gerne vil h jælpe, men glem nu ikke, at du skal kunne leve med det. Men det ved du godt! Det er så flot, at du kan og vil gøre en forskel.