En fantastisk dag

Der er altså frygteligt smukt lige der, i baghaven til Himmelbjerget. Søernes land, med bakker og bølger var destinationen i går, hvor Sifka havde inviteret ind i en hule, som er taget direkte ud af min barndom.

Man kan ikke komme ind i hendes ferieresidens uden at være nødt til at bemærke indretningen. Jeg tror ikke på det! Det er gult, orange og rødt, lilla og lidt blåt. Det er brunt. Det er 70’erne. Fuldstændigt. Med hjemmebygget sofa, kludetæpper og arkitektlamper. Det er ligesom at komme hjem, så havde Sifka ikke været helt igennem fantastisk til at få os til at føle netop det, havde huset gjort det for hende.

Og hvor var det dejligt at se hende. Endelig! Og hun er jo helt igennem dejlig. Ikke at jeg nogensinde har været i tvivl, men det er hun bare! Uhm :-)

Og så kom Anne. Og så var det jo ligesom at blive varm helt nede fra storetæerne og op til hårrødderne, da vi satte os til det dejligste frokostbord og snakken bare flød ud over salater, pølse og den lækreste kylling. Ud gennem vinduet og op langs sommerens hvepseboer.

Og pludselig fik Anne øje på bogen, der lå lige derovre i 70’er-reolen og så var det ligesom på plads…

Og vi hyggede os. Frygteligt meget og snakken gik. Og verden blev vendt. Og vi lærte hinanden at kende på en ny og fin måde. Mere vil have mere, så der skulle uddybes. Der skulle spørges ind, forklares, overvejes og der skulle grines. Det var SÅ dejligt.

Og så pludselig var klokken alt for mange. Alt, alt for mange. Og vi måtte hjem, Ella og jeg. Retur til Aalborg. Ikke at vi ville, men vi skulle.

Det er altså bare ikke sidste gang. Det er det altså ikke! Jeg gider godt endnu en rundkreds… og en mere… og en mere…