36

Taknemmelig

Dagen startede med at brygge en kande kaffe, tænde et par stearinlys og så ringe til mor. Vi er så tyndhudet, sårbare og kede. Vi er tre her. Mor er alene og det skal man ikke være på en morgen som denne. I hvert fald ikke uden en snak, så det hele måske bliver lidt nemmere.

I dag er det to år siden Alexander døde. I dag bliver nemmere at komme igennem, end samme dag var for et år siden og heldigvis bliver dagen aldrig nogensinde tilnærmelsesvist lige så svær, som den dag for to år siden, da vi vidste, at vi skulle miste ham.

Det bliver mindre smertefuldt med tiden. Tiden gør en forskel. Den lader os hele. Den giver os rum og plads til genfinde retning og fodfæste. Vi er godt på vej. Det er ikke fordi tårernes flod er løbet tør. Det gør den måske aldrig, men den er ikke vild og brusende længere. Den er faldet til ro og kun engang imellem opstår situationer, som kaster os tilbage til de dage på sygehuset, hvor vi svingede mellem håb og fortvivlelse.

I dag kunne være sådan en dag. Det er den ikke for mit vedkommende. Jeg kan mærke, at jeg er kommet så langt, så jeg nu kan tænke “måske kunne det være en idé at gøre noget rart i dag”, fordi det ville passe godt til mine følelser. Passe godt til alle de gode minder, som heldigvis knytter sig til Alexander.

Måske er det i dag, vi skal begynde at julepynte en smule. Måske er det i dag, vi skal have årets første æbleskiver, når vi har været inde og tænde lys for Alexander. Måske skal vi sidde ved spisebordet, tænde lys og huske ham, for alt det gode, han gav os. Måske skulle dagen bruges på at være taknemmelig over, at han valgte at komme forbi. Det er den følelse, jeg har. Jeg er taknemmelig for, at han var.

Det tror jeg, at vi skal. Jeg kan godt, kan jeg mærke.

Du vil sikkert også kunne lide