Jamen altså, jeg er heldig…

Konsultationerne hos fysioterapeuten var en øjenåbner, for jeg blev meget klogere på de ting, som driller mig og mine albuer og jeg blev klogere på de grænser for aktivitet, der følger med et par golfalbuer. Jeg fik gennemgået alle mine daglige øvelser, fik ros for dem og fik et par stykker genopfrisket, så jeg havde en fuldt og helt program, der dækkede alle de muskler og led, som trængte til både udstrækning og styrke. Jeg gjorde alt det rigtige og så spurgte hun, hvad jeg lavede ud over at tolke.

Jeg fortalte hende, at jeg holder meget af at strikke og hækle. Jeg regnede med, at hun ville forbyde begge dele. Det ville ikke blive nogen stor omvæltning, for jeg var forlængst stoppet med begge dele. Jeg turde ikke andet, men jeg blev klogere…

Jeg må gerne strikke. Jeg må gerne hækle. Ingen af delene har nogen betydning for et par albuer, som ikke bliver belastet af den aktivitet, men af yderstillinger, hvor de befinder sig ude fra kroppen. Jeg må gøre akkurat, som det passer mig. Det eneste jeg skal være opmærksom på er, at intet af det jeg foretager mig gør ondt. Nå så da…

Jeg gik nu ikke i gang med hverken at strikke eller hækle. Jeg mente selv, at arme og skuldre trængte til ro. Fuldstændig ro. Det fik de og det har gjort godt. Nu er jeg startet forsigtigt med et par strikkepinde og et let lille projekt, som ikke kræver hverken koncentration eller anstrengelse.

Foreløbig går det fint. Ingen tiltagende smerter i hverken skuldre eller albuer. Det går. Langsomt og med mange pauser, men jeg ved hvor ondt det gør, når albuerne vrisser, så jeg skal ikke risikere noget som helst, men jeg nyder, at jeg igen kan fatte strikkepindene og faktisk kan jeg mærke, at armene har vældig godt af, at blive brugt.

Jeg kan stadig ikke løfte eller bære. Jeg kan stadig glemme, at albuerne er i udu og tage en tekande, for at skænke, men direkte belastning af albuerne er jeg altså ikke klar til endnu. Derom ingen tvivl, men at kunne strikke lidt er nu en dejlig julegave at få, kan jeg mærke :-)