Så må man byen rundt

Fredag blev i sandhed en dag med traveskoene monteret og butikstrawltalenterne blev støvet af i selskab med Oline, som havde helt bestemte ønsker, som skulle opfyldes. Det blev de, men ikke uden forhindringer, for ikke nok med, at vi tilbragte det meste af eftermiddagen i midtbyen. Vi måtte efterfølgende i City Syd, som var det eneste sted, hvor Olines sidste ønske kunne opfyldes.

Hvad gør man ikke? Vi var både her og der, men vejret var jo vidunderligt og så skal man ikke klage over muligheden for at være ude i det.

Inden vi forlod centrum, var vi inde forbi bageren i Slotsgade. Jo, der skulle lige en chokoladebolle til, så vi var tanket grundigt op, da vi for en kort bemærkning ramte Tjørnevang. En kop kaffe og en bolle senere, var vi igen på jagt og denne gang ude i den anden ende af byen.

Jeg holder meget af midtbyen. Jeg kan lide, at den er en god blanding af gammelt og nyt, men gennemgående lav. Der er ingen meget høje bygninger i Aalborg centrum. Der er lave, gamle bygninger kombineret med moderne, flotte og mindre imponerende, men dog lave bygninger. Man føler sig som menneske, når man går rundt derinde. Der er fornuftigt udsyn og ingen følelse af at forsvinde.

Der er utallige smukke hjørner og pladser i byen. Èn af dem lagde ryg til pause i går. Bagefter var det som sagt ud i den anden ende af byen. Den byder på et absolut minimum af det ovenfor beskrevne. City Syd vokser og vokser, men det er nyt, spredt og ucharmerende. Det er ikke hyggeligt, men det er selvfølgelig praktisk. Vi fandt det, Oline efterlyste. Stedet har jo en berettigelse. Touché.